Zoella Winter's kamp

Kapitel 36

Is it all over?

Jeg vågnede op i Matthew's favn, klokken 09.00 om morgnen. Det var en skøn følelse, jeg havde endelig fortalt hvad jeg følte og behøvede ikke længere, at skjule mine grumme tanker om det. Og morgenen blev bare bedre! Min mor ringede med jordens allerbedste nyhed, så mit hjerte nærmest sprang ud af mit bryst af ren glæde.

"Miss Queenbroox er blevet sigtet" Sagde hun og jublede ind i telefonen. 

"Det løgn!" Jeg sprang op og mit smil blev revet hel op til ørerne. Jeg kunne slet ikke tro min egen mor.

"Det rigtigt! Miley's forældre fik sendt et hold betjente ud, og da de ankom så de hvordan hun rigtig behandlede jer.....Zoella det er ikke engang sikkert at de skal fører sag an mod hende, hun har selv sørget for at blive sat ind nu" Jeg rystede helt, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle have det med alt det her. Det var hidtil den bedste opringning jeg kunne få, og jeg var så mega lykkelig. 

"De har sigtet Miss Queenbroox" Og da jeg sagde ordene ud til Matthew, røg mine tårer ned ad ren glæde. Var det endelig overstået?

"De hvad?!" Han rejste sig helt overrasket op, og gik straks mig i møde til et kæmpe kram. 

"Det rigtigt! Matthew det er slut" Sagde jeg og trak ham mod mit ansigt og placerede mine hænder på hans kinder, og gav mine læber frit lov til at kysse ham blidt. Han tog fat om mine hofter, og gjorde kysset mere kærligt. Han var virkelig en god kysser. Jeg bed mig kort i læben efter kysset, og smilede lettet op mens jeg var omfavnet af Matthew. 

"Dig som startede med at kalde mig ligeså klog som en første klasse" Sagde han pludselig ud i den blå luft.

"Hvem ved? Du kunne være en klog 1. Klasse, en lille dreng født med fantastiske evner, specielt inde for matematik" Sagde jeg.

"Så en autist?" Sagde han og lød helt stolt.

"Ja!" Sagde jeg smilende.

"Jeg har faktisk gerne ville være en autist da jeg var mindre. De var bare så mega kloge, og kunne overrumple alle! Selv lærerne, og det der med de bare var gode nogle ting, det ret vildt" Sagde jeg, mens Matthew bare sad og grinede sødt af mig.

"Det rigtigt!" Udbrød jeg.

"Jaja, det siger jeg da heller ikke, jeg kan godt lide autister" Han kyssede mig på panden, og jeg elskede det allerede. Faktisk var jeg totalt faldet for alt ved ham. Og hvem ville have troede jeg ville falde for sådan en "badboy", "fuckboy" som ham? Jeg ved det er ekstrem cliché, men mine følelser blev større og større for hver gang jeg så ham, og jeg kunne endelig bare indrømme det for mig selv. 

______________

Da der ikke var nogen grund til, at vi blev i hytten pakkede vi sammen og tog direkte hjem til mit hjem. Jeg sov det meste af vejen, men da vi nåede ind på pladsen blev jeg mødt af alle mine veninder. Jeg blev overfaldet ligesom kendte stjerner, bortset fra jeg bare var kommet hjem fra et sted der skulle forestille, at hjælpe anorektikere så der var liiige en forskel.

"Omg Zoe..." Sagde min bedsteveninde, og fik så småt våde øjne som udviklede sig til oversvømmede øjne, så tårer røg ned ad kinderne. Jeg nåede kun lige at træde indenfor inden Mackenzie omfavnede mig stramt. Hvad fuck?! Var hun kommet hjem fra Italien. 

"Undskyld Zoe....Undskyld for at jeg ikke har været der for dig...Jeg havde ingen anelse om, at det var så slemt som det var" Hun kiggede ked af det på mig, og jeg kunne ikke klare flere ked af det mennesker lige nu.

"Det går Kenzie! Men please lad vær med at græd...Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det mere" Sagde jeg og grinede kort, hvorefter de andre rundt omkring grinede med. 

Hele aften sad vi og snakkede alt igennem, altså bare Kenzie, min mor og min bedsteveninder herfra. Matthew var taget hjem, og det forstod jeg egentlig også godt. Pigesnak var nok for meget for hans ører, men han havde lagt en kæmpe indsats i at hjælpe mig de sidste mange par uger. Han fortjente at slappe af, fuldt ud.  Det var ligesom at komme ud fra et frivilligt, men tvunget fængsel hvor jeg ikke har kunne trække vejret ordentlig, og endelig var vågnet op og kunne tage lange dybe og friske indåndinger. Det var rart, og jeg følte mig endelig fri af alt. Sygdom, omklamring, udnyttelse, at blive bestemt over og alt det der havde plaget mig det sidste stykke tid. Det var en lettelse, eller nærmere en befrielse. JEG ELSKEDE DET....Okay rolig Zoella, tag det easy. Folk skal jo ikke tro du er blevet skør hos Queenbroox. 
____________

Jeg vågnede roligt op, med solskin lige i hovedet på mig så mit morgenudsyn var helt blindet. Super. Jeg nåede kun at lægge og vågne i 2 min max, da min telefon ringede. Ukendt nr?
Jeg tog den langsomt op til øret for, at høre hvem jeg snakkede med. Forbryder, kriminel, kidnapper, telesælger? Orh det orkede jeg altså ikke lige. 

"Hey det Matthew" Sagde en meget velkendt stemme. 

"Matthew? Jeg troede lige at jeg skulle til, at fortælle jeg ikke skyldte penge til en kriminel" Jeg sagde bare et eller andet, og han måtte da tro jeg var gået fra forstanden. 

"Øhmm..Så ja? Det bare mig. Du har da også mit nr" Sagde han en smule akavet.

"Nej, det var på den telefon Caleb havde nakket til mig"

"Det rigtigt" Indrømmede han, inden der blev lidt tavshed. 

"Kunne du ikke undvære mig mere siden du ringede?" Sagde jeg ironisk. 

"Nej sjovt nok ikke...Jeg ville bare vide hvordan du har det" Sagde han som en rigtig bekymret kæreste, selvom vi jo egentlig ikke rigtig var det. Det ville være ligesom en facebook forhold, "kompliceret" for jeg tror ikke rigtig nogen af os vidste hvad vi var. 

"Jeg har det fantastisk, det er lang tid siden jeg har følt sådan en lykke" Sagde jeg, og smilede helt op. 

"Dejligt! Så var det ikke spild det jeg gjorde" 

"Overhovedet ikke" Sagde jeg og lagde pres i alle ordene.

"Så ville jeg også høre om øhh..." Der blev stille og lidt rusken i hans ende af røret. 

"Høre om?" Afsluttede jeg ham.

"Om du ville med på en weekendstur, til New York? Alt inklusiv" Min krop frøs, og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Jeg havde aldrig været på weekendstur, eller i New York. Jeg har faktisk aldrig været ude og rejse, eller været 100 km fra hvor jeg bor. 

"Jaa! Selvfølgelig" Svarede jeg ham glædeligt og allerede spændt. 

"Jeg var ikke sikker på om du syntes det var for tidligt, men jeg ville bare alligevel spørge dig" Hans stemme blev lidt hæs, hvilket var virkelig tiltrækkende. 

"Så var det godt du spurgte mig" Jeg grinede kort, og blev helt forlegen. 

"Super...Så regner med at du er klar i overmorgen" Sagde han, inden jeg svarede ham og lagde på. 

Jeg sad og stor smilede indtil min mor kom ind. 

"Godmorgen Zoella" Sagde hun og virkede helt frisk og lettet, sjovt nok også forståeligt efter de seneste par måneder. 

"Godmorgen mor" Jeg rejste mig, og gik hen for at give hende et ordentlig kram. 

"Jeg elsker dig virkelig højt!" Sagde jeg ind i hendes arme, men det kunne stadig høres.

"Og tvivl ej, så elsker jeg også dig min pige" Selvom jeg godt vidste det, fik jeg helt gåsehud og blev utrolig glad indeni. Jeg trak mig kort og kiggede på hende. 

"Matthew har inviteret mig til New York, på en weekendstur" Min spænding var tydelig, og min mor lyste helt op. 

"Ej hvor dejligt" Hun tog blidt fat om min skulder. 

"Du sagde vel ja ik?" Hendes ansigt ændrede sig, og kiggede meget afventende. Gad hun i virkeligheden ikke have mig hjemme? Hehe

"Jo selvfølgelig!" Jeg grinede højlydt, og kunne slet ikke skjule min glæde, og det smittede fuldstændig af på hende. 

"Jeg er så glad på dine vegne Zoella" Stemningen blev alvorlig, og man kunne tydelig se hendes seriøsitet i det hun sagde til mig. Hun mente det fuldt ud. 

___________

Halløj skønne mennesker aka læsere<3

Tusind mange gange tak fordi du har læst med, jeg værdsætter det så utrolig meget, og ikke for at lyde cliché eller noget(selvom det nok sker anyway), men i er så mega betydningsfulde for mig, hvis det ikke var for jer havde jeg aldrig blevet ved med, at skrive....Og jeg ved udemærket godt jeg langtfra er en dygtig "forfatter", men jeg føler jeg bliver bedre og bedre, og selvfølgelig gør øvelse også mester.

Men ja i fik lige en kærlighedserklæring herfra, så håber i stadig ville læse med. 
Knuuuzzz☽