Zoella Winter's kamp

Kapitel 16

Dagen efter

Jeg gik hjem fra festen, jeg gik 3,5 time. Mit blik var helt væk, og jeg følte mig hel tom indeni. Mit hjerte føltes som hvis det var skåret ud i tusind små stumper, og aldrig ville kunne limes sammen igen. Jeg var helt ødelagt. Uden at lægge mærke til det, løb mine tårer bare ned ad mine kinder. Det var som om jeg ikke styrrede min egen krop, selv efter episoden følte jeg mig helt magtesløs. Mine arme hang sløset ned langs siden, og min gang var helt slatten. Jeg var knust...
Hvordan er det muligt, at man kan stole fuldt ud på en, som ender op med at gøre en så meget fortræd.

Da jeg kom hjem var min mor gået i seng. Jeg havde heller ikke i sinde om, at fortælle hende det. Overhovedet! Jeg gik derfor bare op på mit værelse. Jeg var udmattet, træt og utrolig udvidende om alt. Jeg væltede nærmest bare ned i sengen, hvorefter jeg brød ud i gråd. Tårerne trillede som et kæmpe vandfald, og min mascara flød bare ned ad mine kinder. Jeg krøllede mig helt sammen på sengen, og foldede mine arme om mine knæ for, at jeg skulle fylde mindst muligt. Tårerne fyldte mine øjenkroge, og havde kurs nedad. Hver gang de passerede min mund mindede det mig om jazzusien, smagen af saltvand. Det gjorde mig panisk, og rastløs. Jeg så episoden for mig, og åbnede munden mens jeg pressede mine tænder sammen, for at de skinnende tårer som stod i kø ikke skulle vælte ned.

Jeg sov ikke særlig meget den nat. Faktisk sov jeg slet ikke. Det var umuligt for mig, at lukke mine øjne i mere end 2 minutter for mig. Jeg blev ved med, at se Jac-....Jeg blev ved med at se ham, som ødelagde mig totalt. Ham som knuste mit hjerte, knuste det sidste i mig, og gjorde det værste nogen dreng nogensinde kunne gøre. At begå voldtægt.....

_________

"Godmorgen Zoella" min mor kom ubemærket ind, mens jeg bare lå og stirrede ubetinget op i loftet. Ligesom jeg havde gjort de sidste 4 timer. Jeg kunne ikke lade vær med at skyde skylden over på mig...Jeg kunne have handlet anderledes med Jack, jeg kunne have blevet hjemme, jeg kunne have slået op med ham, jeg kunne have set de andre, da vi begyndte at komme sammen, og jeg kunne have ladet vær med at stole så blidt på ham. Ohhh Fuck....Det var i det øjeblik noget nyt gik op for mig. Vidste de at han var sådan en person? Var det derfor jeg blev totalt ignoreret, og set ned på? Igen...Det var min egen skyld....

"Zoella, er du okay?" Min mor kom tættere på, og jeg fyrede den største løgn af.

"Ja, jeg har det fint" fordi jeg havde det overhovedet ikke fint. Jeg havde lyst til at give op, give op på alt jeg havde. Jeg var bange, jeg var panisk, træt, knust, ødelagt. Egentlig bare alle de dårlige følelser på en gang.

"Okay.." Hun kiggede på mig i et stykke tid, men mit blik var stadig fast på loftet. Da hun gik prøvede jeg forgæves igen, at knibe mine øjne sammen. Jeg kunne ikke! Jeg kunne simpelthen ikke.

_____________

Dagen ud og ind, både lørdag, søndag og mandag lå jeg bare i min seng. Jeg havde narret min mor om, at jeg var syg men tirsdag sendte hun mig stadig i skole. Turen derhen var en evighed lang, jeg følte det var den samme tur som fredag nat. Mit hjerte var helt fjern, jeg følte slet ikke jeg havde noget. Alle mine handlinger blev taget spontant. På meget kort tid var jeg blevet utrolig ligeglad med alt der bare omhandlede liv, og glæde. Jeg kunne ikke blive mere ligeglad med mit liv, og jeg var så deprimeret at når folk så mig, turde de ikke engang smile. Men samtidig var jeg bange, virkelig bange! Jeg havde ikke fortalt den voldsomme episode til nogen, og jeg havde ikke planer om det. Jeg turde ikke.... Jeg kunne ikke få mig selv til at sige, at jeg var blevet....Voldtaget. Der var jo ingen der ville tro på mig alligevel.... Jeg faldt hele tiden i staver, og havde det mest triste ansigt på nogensinde.

Jeg ankom til skolen og steg ud af bussen. Jeg havde taget en offentlig bus da jeg ikke gad, at se nogen af de mennesker jeg kendte. Jeg ville være alene fremover, og jeg ville ikke have noget kontakt med nogen eller nogen venner. Aldrig! Jeg ville alligevel bare blive udnyttet. Mit mål var at komme ind i klassen uden at være social på vejen dertil. Det virkede men da jeg kom ind i klassen, gik planen i vasken.

"Zoella" En fortrydende og bekendt stemme åbnede mit ører. Det var Mackenzie.

"Noget specielt du ville?" jeg var kold og ligeglad, hun fortjente ikke noget fra mig.

"Jeg er virkelig ked af den måde jeg behandlede dig på" Hendes hænder rystede helt, og det lignede udad til at hun mente det, men jeg troede ikke på det. Det var helt klart bare skuespil.

"Okay....Men jeg gider virkelig ikke lige, at tale med dig" Jeg var ked af det. Jeg savnede hende, men jeg kunne ikke bare komme rendende tilbage efter hende. Jeg kunne jo ikke stole på hende, overhovedet.

"Zoella.....Please?"

"Nej Mackenzie! Det sidste jeg har brug for lige nu er, at blive bedste venner igen! Jeg har andre problemer..-" Jeg stoppede mig selv. Jeg kunne mærke tårerne presse på, og jeg nev mig hårdt i låret for at holde dem inde.

"Er du okay?" Pis! Hun havde lagt mærke til det...

"Mackenzie! Ik nu!" Jeg insisterede, og hun fattede det kvit og satte sig et par rækker bag mig. Ikke lang tid efter kom Jason ind med et medlidenheds smil. Jeg forstod intet, hvorfor begyndte de at opsøge mig nu? Havde jeg været for fokuseret på Jack, uden at opfatte deres tegn? Og til sidst men ikke mindst dukkede Matthew op. Han kiggede hemmelighedsfuldt, men uden at kigge mod mig. Det var som om det var bevidst, at han ikke kiggede på mig, men det så ud til at være svær.

_________________

Hele timen kunne jeg ikke konsentrerer mig, det var næsten umuligt....Men da klokken så endelig ringede lod jeg alle andre gå ud før mig, og min lærer spurgte endda om jeg var okay, jeg nikkede bare skrøbelig som tegn og smuttede tomt ud af døren. Gangen var fuld af mennesker, og det var helt crowded. Jeg skulle hen til mit skab, og igen drillede min freaking lås. Jeg hadede den så inderligt. Da jeg stod ved skabet og skulle til, at lukke den kom Jack gående ned ad gangen. Lige da jeg så ham, holdte mit hjerte op med at slå og jeg fik en kæmpe klump i halsen. Igen begyndte mine tårer at presse sig på, og jeg skyndte mig at lukke skabslågen i. Jeg spurtede nærmest ud på toilettet, og fandt hurtig en tom bås. Heldigvis var der ikke andre herinde, så jeg kunne lade tårerne få frit løb. Jeg både hulkede og snøftede, jeg kunne næsten lave en hel sø ud af det. Jeg sad helt om ad væggen, mens jeg langsomt og smertefuldt gled ned ad væggen. Da det fik en ende tog jeg et stykke papir, og tørrede mig under øjnene. Jeg klikkede låsen op, og så at Mackenzie stod bekymret lige foran mig. Hun havde lidt våde øjne, og hun lignede virkelig en der havde noget på hjertet.

"Zoella?....Du er jo ikke okay" Hun lænede sig ind til et kram, men jeg afviste hende hurtig igen.

"Stop!" Jeg hævede stemmen, og hun blev lidt chokeret over min reaktion.

"Zoella jeg er virkelig ked af det.....Du ved ikke hvor mange dage jeg har brugt på, at tænke på dig...Virkelig....Jeg er så ked af det!" Mackenzie var virkelig overbevisende, og jeg var meget tæt på bare, at spytte det hele ud og fortælle hende alt der var sket.....Men jeg kunne ikke...Jeg turde ikke.

"Jeg bliver nødt til at gå" Jeg trådte væk fra hende, og tørrede mine kinder med mine håndflåder, inden jeg tog skridtet og gik ud af døren til gangen. Den overbefolkede gang, med alt for mange mennesker ifølge min allerede overarbejdede hjerne. Okay kom så Zoella, bare smut ned for enden af gangen. I know you can do it!
————————
Halløj😌
Endnu et kapitel, håber i kunne lide den og synes at der sker noget(spændende eller hvad man nu kan kalde det)
I er simpelthen så skønne, at i gider at læse min bog. Tak!!
Knuuuzzz☽