Friends again?...
Mackenzie og jeg var gået hjem til mig, og havde tudet de sidste 2,5 time, og var så småt begyndt at løbe tør for tårer. Og tro mig, jeg tror også snart jeg havde grædt mit.
"Makzi....Hvem har du fortalt det til udover mig" Jeg var nysgerrig, og håbede ikke at det gjorde noget at jeg spurgte.
"Dig...."Hun kiggede alvorlig på mig, men jeg kunne se det knuste hende indvendig. Det gjorde ondt at se.
"Mig?!" Jeg kunne ikke helt forstå det.
"Kun mig!??" Jeg hævede min stemme, og jeg tror hun blev lidt chokeret over det. Jeg overeagerede nok lidt.
"Mmh..." Hendes svar var kort, alt for kort. Jeg følte jeg var nødt til at spørge om mere.
"Mackenzie....Hvorfor har du ikke fortalt det til nogen?" Jeg var rystet, og havde den største træng til at smadre Jack, selvom jeg godt vidste at det aldrig nogensinde ville komme til at ske. Never!
"Ville du have fortalt det til nogen, hvis jeg ikke pressede dig?" Hun vendte mit spørgsmål rundt, og først der fandt jeg ud af hvorfor.
".....Nej.."Jeg sank ned i kroppen, og følte min ikke eksisterende plan var gået totalt i vasken.
"Hør jeg ved det er svært, men jeg skal nok hjælpe dig alt hvad jeg kan.....Jeg lover!" Hun var reel, og jeg kunne mærke det på hende. Selvom de sidste par dage havde fået mig på andre tanker, vendte det hele tiden tilbage. Billedet dukker til tider op i de underligste situationer, billedet af Jack hvor han udnyttede mig..... Jeg kunne ikke få mig selv til at svare, men håbede at mit latterlig nik var nok.
"Jeg elsker dig Zoe....Og jeg ville helt og aldeles gøre alt i min magt for, at få dig back on track" Hun grinede som tegn på, at opmuntre mig lidt. For hendes skyld smilede jeg bare...
"Det ved jeg godt" Jeg smilede lidt anspændt, og udkørt. Hun kyssede min pande, og nussede min arm, imens jeg langsomt faldt i søvn op ad hende. Mit savn til hende havde været sindsygt stor, større end jeg havde troet.
______________________
Timerne gik, jeg sov, sov, sov og atter sov. Da jeg vågnede var Mackenzie væk. Jeg kiggede desorienteret rundt i lokalet, men hun var pist væk. Jeg var på vej til at ringe til hende, da en besked fra var dukket op for 40 min siden.
"Hey Zoe-pigen.
Var nødt til at smutte hjem, mine forældre havde brug for mig? Men skriv hvis du har brug for noget! Hvad som helst!
Husk jeg elsker dig - Knus❤️"
Jeg smilede lettet op, og lagde mig ned i min seng. Jeg anede ikke hvad der skete, men jeg gik langsomt i panik. Min mund blev helt tør, sveden spredte sig, min krop startede langsomt med at ryste, og mit åndedræt var langtfra stabilt. Jeg krummede mig helt sammen, til en lille pølse og klemte hårdt om mine ben. Mine tanker førte mig hele tiden hen på sindsyge tanker. Jeg bliver voldtaget igen, jeg dør, jeg går amok. Scenen hvor Jack pressede mig hårdt mod kanten, i et hurtig tempo, dukkede op og lavede replay flere gange i streg...Det blev ved sådan i 4 minutters tid, indtil det holdte op. Min krop var helt spændt sammen bagefter, og jeg lagde bare og var skide ræd. jeg havde aldrig nogensinde prøvet noget ligende. Jeg græd ikke, men stirrede derimod bare lige ud i luften. Jeg fokuserede ikke på noget! Mit blik var bare helt tomt.
"Zoella, der er mad nu" Min mor kaldte lystigt på mig, men jeg havde ikke lyst. Jeg kunne ikke få mig selv til, at rejse mig op.
Da jeg langt om længe kom ned, kiggede min mor bekymrende på mig.
"Er du okay skat?" Hendes bekymrende stemme, overskyggede det hele.
"Ja!" Jeg spillede glad og mega optimistisk, men inden var jeg total dyster, trist og deprimeret.
"Okay" Hendes smil bredte sig lettet ud, og hun gav mg en portion mad. Kylling, salat og lidt ris. Jeg kørte tomt min gaffel rundt i det, uden at spise én eneste bid overhovedet. Jeg var ikke sulten, og det var ikke det jeg havde brug for lige nu. Men for at det skule ligne at jeg havde spist noget, kørte jeg bare gaflen rundt hele tiden.
"Tak for mad mor" Det var svært at spille glad, og taknemmlige men ligeså snart vi var færdige, var mit værelse det første jeg skulle op på. Jeg tog en dyb udånding da jeg kom derop, og tog fat om min mave. Jeg fik onde modbydelige kramper i maven, som gjorde at jeg nærmest faldt ned på mine knæ'er. Det gjorde møg hamrende ondt, og jeg havde aldrig oplevet så stor en smerte før i maven.
En besked tittede frem på min telefon. Det var Mackenzie.
"Jeg er nødt til at snakke med dig...Asap!" Åhh fuck man..Jeg kunne ikke klare flere dårlige nyheder. Jeg kunne ikke håndtere det mere.
Jeg ringede til hende, og der gik lidt tid før hun svarede. Da hun tog røret var hun helt stille, og sagde ingenting.
"Makzi?"
"Zoe...."
"Du skrev?"
"......"Der var stilhed i røret, og det gjorde mig bekymret. Meget endda.
"Jeg skal til Italien....Igen" Hun snøftede, og min verden brød sammen.
"Du er ikke seriøs?...Vel..."Mine vejrtrækninger blev hurtige, og jeg kunne ikke få styr på dem.
"Min farmor er døende.....Og mine forældre ville gerne være der for hende i den sidste tid" Hun lød splittet.
"Ej Makzi....Det er jeg ked af at høre!" En tung byrde smed sig over mit hjerte, og gjorde det svært for mig at holde mine tårer inde.
"Jeg skal afsted imorgen.."Hendes stemme blev skinger, og det var tydeligt at høre, at hun græd. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige...Jeg var helt mundlam.
"Undskyld Zoe...Men jeg er nødt til at tage med....Du ved jeg holder af dig!" Inden jeg nåede at svare, lagde hun på. Og da jeg prøvede at ringe hende op igen, tog hun den ikke. Jeg lagde mine hænder op på hovedet, mens mine tårer bare trillede om kapløb ned ad mine fugtige kinder.
FOR HELVEDE! LOOOOORT
_______
Halløj😊
Tusind tak fordi læste med, i er simpelthen bare for dejlige❤️
Håbet i stadig kan lide bogen, og at den følger op til jeres forventninger😌
Knuuzzz☽
YOU ARE READING
Zoella Winter's kamp
Teen Fiction"JEG HAR IKKE BRUG FOR DIN LATTERLIGE HJÆLP!" Råbte jeg op i hovedet på ham. En undervurderet og næsten usynlig pige ved navn Zoella Winter, har i hendes hårde skoletid, aldrig fået skænket hende så meget som ét blik. Hun er 12-talspigen, som har de...
