Zoella Winter's kamp

Kapitel 50

Uce Hood

"Piger det løgn! Det som du fandt har fandt sekunder før at Jack's far kom ind, kan være det vi kan bruge til at få dem ned med nakken" Sagde Rayson ekstrem begejstret. 

"Hans far holder et Uce Hood møde, altså et kæmpe møde nede i downtown hvor alle drugdealere, og mafialedere mødes for at lave handler. Tit ender drugdealere der som forsøgskaniner til at starte med, og hvis det hele ender med at gå galt, er det næsten altid dem som dør" Okay shit, det skulle bare ikke ske! No way. Matthew var en drugdealer, og bare tanken om at han døde ville dræbe mig tror jeg. 

"Hvornår er det" Spurgte jeg. 

"Iaften kl. 22.45, præcist. Det er ihvertfald det som står i beskeden du fik fat i"

"I aften? Fuck..." Sagde jeg og kiggede med planer i øjnene på Mackenzie. 

"Vi kan ikke bare tilkalde politiet, det ville de opfatte med det samme..."Blev vi hurtige enige om.

"Vi er nødt til først at tage derned, og derefter tilkalde politiet, og sørge for at de får Jack og hans far med" Okay det var ikke jordens allerbedste plan, men det var det eneste vi kunne stille op på nuværende tidspunkt. 

"Fuck man" Sagde Mackenzie og kiggede på Rayson som sad meget stille og nikkede med hovedet, da han var delvist enig i vores plan. 

"Så ligesom sidst nærmest, du er i ørersneglen?" Sagde hun, og som svar nikkede Rayson på hovedet og sagde ja. 

_________________________

"Hej mor, jeg vil bare lige sige at jeg elsker dig virkelig virkelig højt, og at jeg savner dig utrolig meget. Du er den bedste mor man kan ønske sig, og ja...Det synes jeg bare lige du skulle vide" Jeg lagde en telefonsvare til min mor, som var det "det sidste farvel". Det virker lidt hårdt, men hvis det nu skete...Så vidste min mor i det mindste at jeg elskede hende. Det var den absolut vildeste plan, og nok også den aller farligste plan som vi skulle give os ud i. Men hvad gør man ikke for kærligheden, og ægte venskaber?

Vi havde totalt sort tøj på, og turen ned til downtown var virkelig lang, og ekstrem skummel. Jeg sad hele tiden med den vildeste paranoia på, og kiggede ud ad vinduerne hele tiden for at sikre mig vi ikke blev forfulgt. Tænk hvis alt det her gik galt, så var det her jeg skulle nyde mine sidste minutter af livet. Det kan godt være mit kvarter var et gammelt slidt af slagsen, men i det mindste var der munter og hyggelig stemning, alt andet end der er her. 

"Jeg tror aldrig jeg har været så nervøs før" Sagde jeg til Mackenzie som koncentreret sad og styrede bilen. 

"Så vi to" Hun kunne ikke lade vær, og endte med at sende et roligt smil til mig for at vise mig at alt nok skulle gå. 
Kort tid efter viste det sig at vi var her. Vi holdte et stykke fra den store bygning hvor det hele fandt sted, og valgte at gå det sidste stykke for en sikkerhedsskyld. Da vi gik derned ad igennem noget som lignede et øde slum i totalt mørke. Jeg var så bange, og mit hjerte dunkede afsted som aldrig før. Vi gik udenom alt det skrald som bare lagde og flød, men var samtidig mega forsigtige så vi ikke lavede opdagende lyde. 

Vi kom hen til hvor vi skulle være, og fandt hurtig et smut hul ind ad bygningen ved et held. Man kunne høre at der var en masse mennesker samlet, men at der kun var én som talte. Jeg kom til at tænke det igennem. En masse kriminelle mennesker samlet et sted. Det kunne kun gå galt. Vi kom hen til en lille højning hvor vi kunne få udsigt ud over hele hallen hvor menneskerne var. En masse mennesker uden smil, bare sure og tvære. 

"Okay kan jeg få alles opmærksomhed tak!" Det var Jack's syge i hovedet far som stod og talte foran forsamlingen. Foran fik jeg øje på Matthew og Zack Frey. De stod og spillede kolde, men jeg kunne godt se på dem at de var skide nervøse for deres liv. Hvis noget gik galt, var det dem som endte med at tage det på deres skuldre. Hvad end det indebar. 
Mit eneste ønske lige nu var at han skulle overleve, og at jeg kunne give ham jordens største bamsekrammer i hele verden. 

"Vores plan er at samtlig narkohandel skal ske her på dette sted, og igennem mig" Blev der sagt, og straks blev der uro i salen og flere af personerne viste stor utilfredshed.