Næsten opdaget
Matthew og jeg lagde og snakkede i et stykke tid, indtil jeg panisk røg direkte op ad sandet. Klokken!
"Fu-" Jeg børstede febrilsk sandet af mig, og så hvor forvirret Matthew så ud.
"Ja, jeg må jo ligesom ikke forlade huset og de tjekker til os klokken 22.00" Jeg fik ham til at tjekke hans mobil, mens jeg stressende stod ved siden af, og tænkte han ville sige 21.58 eller noget.
"Den er altså kun 21.20" Han lavede en humoristisk grimasse, og hans korte grin fik mig til, at trække vejret igen.
"Scheiße, jeg troede lige jeg skulle til, at slagtes af Miss Queenbroox, og jeg skal virkelig ikke ende som en helt stegt pattegris! Nej ellers tak og slet ikke hvis hun skulle have fornøjelsen, af at nyde mig. Det er jeg alt for god til!" Jeg var alvorlig, og det var tydeligt på mit ansigtsudtryk, men Matthew var ved at flække. Jeg tænkte måske ikke lige heeelt, over hvad det var jeg sagde. Det lød bare okay inde i mit hovede.
"Genialt sagt Zoella!" Han klappede mig et par gange på skulderen, og jeg stod bare der og kiggede afskyeligt på det, uden det egentlig var meningen.
"Rolig Miss Winter, jeg klapper dig bare anerkendende på skulderen" Han snakkede ironisk med en humoristisk stemme, som gjorde mig itvivl. Mente han det eller?
"Sorry....Tror bare lige jeg faldt i taver" Jeg smilede virkelig Good Girl agtig, hvilket irriterede mig groft. Hvorfor var jeg ligepludselig så akavet, og pinlig?!
"Det bare helt okay" Han blinkede meget flirtende mod mig, mens han kort smilede skævt. Var det et forsøg på at score mig? Fordi så var det squ tæt på, at virke. Vent hvad?!?
Zoella Winter, du har i høj grad brug for, at sove! Du er helt væk.
"Vi burde-" Jeg kunne ikke finde ordene frem, og koksede helt.
"Du ved...Gå" Jeg pegede akavet, og usikkert op mod stien, mens Matthew bare stod og smilede i skjul. Det var tydeligt, at se at det morede ham, at jeg ude på dybt vand. Men det var altså IKKE sjovt!
Han nikkede, og skubbede mig stille i ryggen
som tegn på, at gå afsti afsted. Jeg gik i bare tær, i sandet og lod min tæer få fred fra tætsiddende klamme strømper. Sandet masserede mine fødder, mens jeg gik og det var utrolig rart!
Da vi kom over gik vi i tavshed tilbage til huset. Det lyder så bestemt når jeg siger huset, men det er det bare ikke. Det er bare et forfaldet hus, hvor unge mennesker med problemer bor. Inklusiv mig.
Vi kom hen til vinduet, og det var der det gik op for mig, hvor fucked jeg var. Hvordan skulle jeg nogensinde komme op igen? Jeg sprang jo ud. Arghhh! Jeg gik totalt i panik indvendig, og var klar til at blive stegt.
"Hvad skal jeg gøre Matthew?!?" Jeg prøvede at tænke, men som sagt var min hjerne virkelig bare ikke til stede.
"Godt spørgsmål, men jeg har desværre ikke et svar" Han kiggede opgivende op på vinduet, hvor jeg ikke kunne komme op.
"Du er nok nødt til, at gå ind den vej" Jeg rettede mit blik mod ham, og så hvor han pegede.
"No Way! Jeg går under ingen omstændigheder ind ad hoveddøren! Fik jeg sagt UNDEE INGEN OMSTÆNDIGHEDER?!" Jeg skulle overhovedet ikke ind den vej, hvad nu hvis Miss Queenbroox så mig? Så var jeg ihvertfald først død.
"Du har ikke ligefrem andre muligheder" Han lagde armene over kors, og kiggede afventende på mig.
"Det er jo heller ikke dig der skal igennem, og kan ende med at blive slagtet!" Jeg kiggede pigesurt på ham, og vidste godt at det var den eneste mulighed. Han sagde ikke noget, men kiggede bare boss agtig på mig.
"Fint" Jeg løftede fortabt mit hovede op i luften, og sank mine skuldre sammen. Han startede på, at smile men jeg afbrød ham.
"Du kan lige vove på at smile!" Mit blik var fornærmet, og jeg var ved at skide i bukserne af skræk, for at Miss Queenbroox ville cutte mig i, at være ude af huset. Gid jeg havde en ble på, så skulle jeg ikke tænke over at jeg skulle skide, så kunne jeg i det mindste bare gøre det.
"Sorry" Han gemte sit luskede smil tilbage. Den nar!
"Så må jeg jo hellere gå" Jeg gik langsomt hen mod døren, og håbede virkelig inderligt at han ville sige stop, og finde en anden BEDRE løsning end dette. Men nej.
"Matthew" Jeg kiggede tilbage på ham, og hans øjne mødte hurtig mine.
"Husk lige et reb næste gang!" Jeg smilede lettet, og han smilede tilbage.
"Så du ville gerne have, at jeg skal komme igen" Han smil skiftede til et slesk smil.
"Ehm....." Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg tror jeg rødmede en anelse. Den her aften, kunne da bare slet ikke blive værre.
"ZOELLA WINTER!" En skrap stemme var tydelig, og hurtigt stod Miss Queenbroox lige foran mig. FUCK! Hendes dræberøjne, skar sig nærmest igennem mig, og jeg følte mig overhovedet ikke klar til at ende som hendes pattegris. Jeg var alt for ung!
"Hvad laver du herude?!" Hun spyttede nærmest på mig, og jeg stod bare der helt stift.
"Jeg øhm...øhhh" Jeg kløede mig kort i hovedbunden, og kneb tænderne sammen. Hvad skulle jeg lige sige. Jeg kiggede uroligt tilbage, og heldigvis var Matthew væk. Pyha!
"Du kommer direkte med ind unge dame!" Hun tog hårdt fat om min arm, og smed mig nærmest indenfor.
"Hvad er meningen Miss Winter" Hvorfor sagde hun Miss Winter? Lad dog vær med, at være så fisse fornem man? Jeg kunne seriøst give hende en skalle, men jeg vidste bare at det ville gøre alt værre, så jeg lod vær.
"Undskyld...Jeg havde bare brug for lidt luft" Jeg kiggede ikke på hende, men ned i gulvet. Jeg turde ikke kigge ind i hendes skræmmende dræberøjne. Ikke om jeg gad, at dø.
"Klokken 22.00?!!" Hun råbte stadig, og hun gav mig en knaldende hovedpine.
"Jeg vidste ikke klokken var så mange" Jeg løj for hende, og jeg anede ikke om hun hoppede på den.
"Mmh..." Hun lød mega vred. Altså slap dog af, jeg var bare ude og gå. Det var ikke fordi jeg var flygtet, og taget et fly til Philadelphia, hvorefter jeg havde lejet mig ind på et Hotel med dækkenavnet, Ella Wirnston og spist mig fed af hotellets room service, hvor jeg havde bedt om ekstra chokolade. Nej nej, jeg var jo bare ude og gå en lille tur.
"Det skal ikke ske igen!" Hun kiggede bestemt på mig, og hun ventede på at jeg godkendte det.
"Nej selvfølgelig" Jeg kiggede bange op på hende, og håbede hun ville glemme det.
"Som straf får du lov til, at stå tidligst op i morgen og lave morgenmad, til resten af huset"
"Okay" Det var da ikke ligefrem den værste straf altså.
"Og du skal vaske op efter hvert måltid! Og fremover skal du ikke forlade huset uden lov!" Satans! Hvorfor skal hun være ligesom Askepot's stedmor? Gad vide om hun er hendes, ukendte tvilling? Ihvertfald var hun ligeså dum i nakken som hende.
Jeg nikkede og håbede det var svar nok.
"Er det forstået?!" Hun hævede stemmen en sidste gang, og fik mig til at kigge på hende.
"Ja..." Min stemme var svag, men indeni havde jeg tonsvis af ord jeg kunne fylde hende med.
"Godt! Gå så op i din seng" Hun vendte om, og gik ind mod stuen. Jeg skyndte mig op på mit værelse, skiftede tøj og fløj direkte ned i min seng. Heldigvis lå Clary stadig og sov, så jeg behøvede ikke at forklare hende alt hvad der lige var sket.
Jeg lukkede langsomt mine øjne i, og det sidste jeg tænkte på var, Matthew.
————-
Halløj
Håber i kunne lide kapitlet, og at i ville gi' den en af jeres skønne stemmer.
Hvad synes i om Zoella indtil videre?😊
Knuuuzzzz☽
YOU ARE READING
Zoella Winter's kamp
Teen Fiction"JEG HAR IKKE BRUG FOR DIN LATTERLIGE HJÆLP!" Råbte jeg op i hovedet på ham. En undervurderet og næsten usynlig pige ved navn Zoella Winter, har i hendes hårde skoletid, aldrig fået skænket hende så meget som ét blik. Hun er 12-talspigen, som har de...
