Zoella Winter's kamp

Kapitel 32

Bye bye

- Et par måneder senere-

"FUCK MAN!!" Caleb stod og dansede på mit værelse, da han havde fået et tinder-match, og ham fyren var altså pretty hot! Men jeg var ikke jaloux.
Egentlig måtte vi ikke have mobiltelefoner, men Caleb havde smulet en med ind, og havde fået fat i en til mig også, så jeg endelig kunne skrive med Matthew.  Hehe.

Tiden gik hurtigt, og min mor havde sagt om et par uger var jeg done her. JAAAAY!
Jeg var langsomt begyndt at spise min mad op, og det skal altså lige siges at det var lorte mad, vi fik her. Kan i huske min homemade morgenmad? Ja det var altså sådan noget mad vi fik....
Men det hele tydede ihvertfald godt lige nu. Det var som om mit liv endelig var ved, at falde på plads igen. 

Matthew var her for, at besøge mig et par gange om ugen, og det hjalp mig utrolig godt igennem her. Han var virkelig en protector i høj grad! Hvad skulle jeg dog gøre uden ham. Jeg var virkelig bange for, at Miss Queenbroox ville finde ud af det en af dagene, og det ville seriøst være det absolut værste scenarie, uh ha det ville jeg ikke kunne overskue lige pt.  
Men som sagt ALTING gik faktisk for engang skyld stålende, og jeg kunne rent faktisk overskue livet igen. 

"Må jeg se ham" Jeg hoppede hen mod Caleb, som stod med hjerter i øjnene, hvilket faktisk var fucking cute. Jeg kunne slet ikke stå for det. 

"Altså han er jo guuude smuk" Han lagde meget pres i u'et, og var helt væk. Please sig at ham den anden ville swipe ham, den rigtige vej også. Jeg gad ikke stå med en knust Caleb, nej ellers tak. 

"MAD!" Miss Queenbroox overdøvede hele huset med en skinger stemme, og jeg kunne brække mig over den. Jeg gik med oprejst pande ned mod maden, men da jeg kunne se den slatne fisk på bordet, røg min pande nærmest ned i næsen på mig istedet for. Fy for den da!

Jeg ved godt jeg sagde, at jeg var begyndt at spise mere, men ikke lige idag. Det var noget klamt mad vi fik, og jeg spiste under ingen omstændigheder en slatten muggen fisk, så sulten var jeg alligevel ikke. Og det håbede jeg heller aldrig, at jeg ville blive. Middagen gik hurtig, heldigvis for det. Matthew ville komme idag, og jeg kunne slet ikke vente med det. Her på det seneste var han blevet min bedste ven, nr 1! Han var der altid for mig, og hjalp mig altid igennem de svære og hårde dage. Jeg skyldte ham virkelig alt, mere end jeg nogensinde ville kunne give ham. Det var alt sammen på grund af ham, at jeg var nået tilbage på rette spor igen. Ej nu begynder jeg godt nok, at blive lidt dyb....Jeg tror bare jeg holder lidt igen. 

___________

Det blev aften, og ligepludselig tikkede der en besked ind. 

"Er der om 5, er du klar?" Kort besked, men han kørte sikkert lige nu.

"Jep jeg er klar" Jeg tog en let jakke på, og kiggede ud af vinduet for, at sikre mig at Miss Queenbroox ikke stod lige foran, og kunne spotte mig. Da jeg kom ned, gik jeg væk fra det kæmpe vindue, og over mod stien. Jeg fik øje på Matthew's rich kid bil, og gik langsomt over mod ham. Da han så mig, bredte et sødt smil sig på hans læbe, som hvis jeg havde spurgt ham om at smile for et halvt år siden havde han sagt "NEJ ALDRIG I LIVEET! JEG SMILER ALDRIG! OG LAD VÆR MED AT TALE TIL MIG FORRESTEN"

"Heej" Jeg satte farten op, og gik direkte ind i et dejlig blødt bamsekram. Hans hoodie duftede ekstrem meget af ham, ikke fordi det gjorde noget. Overhovedet! Hans ansigtudtryk var meget anspændt, hvilket fik mig til at tvivle. Hvad skete der?

"Er du okay" Min stemme røstede i øjeblikket, men han tog sig ikke af det. 

"Du skal væk herfra!" Han var kontant, ikke noget med at forklare mig noget først, han mente bare at jeg skulle væk herfra. 

"Øhh? Hvor kommer det fra?" Jeg rynkede brynene, og blev lidt irriteret over hans måde at sige det til, på mig. 

"Hør, det er pisse vigtigt at du bare stoler på mig okay, vi har minimalt af tid men du er nødt til, at gøre det her for dig selv....og din mor" Han var dødsens alvorlig, og jeg var ved at gå fuldstændig i panik. For to sekunder siden var livet dejlig, nu var det igen igen kaotisk og jeg var mega uvidende. 

"Hvad sker der?" Jeg havde helt store øjne, mens Matthew uroligt tog en dyb indånding. 

"Stol på mig" Han tog fat om min hånd, og maserede kort min håndflade med hans tommelfinger.

"Okay" Jeg smilede lettere opgivende, og kiggede ham direkte i øjne for en stund, indtil han selv brød den.

"Mød mig ved bilen om 5 min" Han vendte sig, og gik hen mod bilen igen. Jeg var hurtig på vej hen til mit værelse, for derefter smide alle mine brugbare og mest nødvendige ting i en sportstaske. Bh'er, shorts, t'shirt, børste, pude....Ja det var nok det. OG min tandbørste.
Caleb kom tonsende ind på mit værelse, og da han så at jeg stod på vej ud af vinduet med en sportstaske på ryggen, rynkede hele hans pande. 

"Og du skal?" Han lukkede døren langsomt i, og forventede straks et svar. 

"Please lad vær med at nævne noget....Jeg skal væk herfra"Jeg bedte inderligt til, at han ikke ville afsløre mig. Hele planen kunne gå i vasken. 

"Uden at sige farvel til mig først?" Han åndede lettet op, og kom hen og omfavnede mig. 

"Jeg er glad for at du i det mindste, slipper væk fra det her hul!" Han var mopset, og det var tydeligt, men samtidig var han glad på mine vegne. 

"Jeg kommer og henter dig på et tidspunkt, bare vent" Jeg krammede ham en ekstra gang, inden jeg smuttede ud af vinduet, for at flygte fra det her lorte sted. Ughhh jeg hadede det.

"Jeg kan ikke vente!" Var det sidste han sagde inden jeg vendte ryggen mod huset og ham, for at løb hen mod Matthew's bil. Jeg smed tasken om på bagsædet, og satte mig til rette inden jeg fik tilsendt et smil på en glad Matthew. 

"Stoler du på mig?"

"Ja"

__________________________

Halløj
Undskyld jeg har været så ekstrem dårligt til, at opdatere på det seneste. Jeg ved udemærket godt, at det ikke er en god nok undskyldning, men jeg har lige haft skriftlige eksamener, og nu venter de mundtlige som jeg har skulle forberede mig på, så min tid har næsten været brugt op af forberedelsetid. Jeg undskylder rigtig meget, men jeg håber i værdsætter at jeg i det mindste lægger et op nu☺️