Almost Lover (Danish/Dansk)

Kapitel 22: Den ikke så vellykkede flugt

Avas synsvinkel 

Jeg har heldigvis formået at undgå dem alle sammen det meste af dagen.

Niall skrev til mig omkring klokken 9:30. Han ville selvfølgelig mødes og spise morgenmad. Jeg sagde til ham, at jeg måtte melde fra, men at jeg ville mødes med ham senere.

Omkring klokken 10 bankede Lou og Eleanor på min dør. De ville uden tvivl snakke med mig om i går. Jeg havde hørt dem tale dæmpet sammen den sidste time. Jeg fortalte dem, at jeg ikke havde det så godt, så de lod mig være, så jeg kunne blive i sengen og slappe af.

Jeg fik en besked fra både Liam og Zayn lidt før 11. De ville mødes med mig ved poolen. De ved, at jeg aldrig går ned til poolen med nogen af dem. Jeg er alt for usikker på mig selv og der er alt for mange mennesker, der tager billeder af dem ved en pool. Så jeg holdte mig til de samme undskyldninger, som jeg har givet alle de andre, at jeg foretrækker at svømme om aftenen, når der ikke er så mange mennesker ved poolen.

Louis har ringet til mig tre gange. Jeg har ignoreret alle opkaldene, da jeg ikke har lyst til at forklare mig selv over for ham. Og jeg vil helt sikkert ikke have en til at hans lange foredrag.

Harry har ikke prøvet at komme i kontakt med mig overhovedet. Jeg havde halvt forventet, at han ville dukke op på mit værelse i går aftes, da han ringede så mange gange til mig, men han dukkede aldrig op. Jeg troede, at han ville prøve at skrive til mig her til morgen i det mindste, men det har han heller ikke gjort.

Jeg er lettet, men også en smule bekymret. Det ligner ham ikke. Måske tror han også, at det var en fejltagelse. Det ville gøre mit liv meget nemmere. Det ville det, ikke? Mine tanker er et stort rod lige nu, jeg er ikke sikker.

Omkring klokken 13 beslutter jeg mig for endelige at kravle ud af sengen. Efter jeg har taget et tiltrængt bad, føntørrer jeg mit hår og tager en lille smule makeup på. Jeg kigger mit skab igennem og finder et sæt tøj til i dag; cowboy shots, en vouge bluse og en lys cardigan. Jeg tager mine toms på og finder min taske.

Jeg har brug for mad, helst så hurtigt som muligt. Jeg tjekker tiden, før jeg går ud af døren. Den er ti minutter i to. Drengene har lydprøve klokken 16, så hvis jeg går nu, kan jeg stadig være væk, når de skal af sted.

Nu skal jeg bare ud af hotellet, uden en af dem opdager mig. Jeg har ikke lyst til, at der er nogen der skal spørge mig om i går aftes, indtil jeg selv ved, hvordan jeg virkelig har det med det. Jeg ved, at drengene vil spørge mig om alt muligt, hvis de ser mig. Ingen af dem kan holde deres mund lukket, så jeg er sikker på, at de alle sammen ved det nu. Og de vil uden tvivl hellere end gerne give mig deres mening om emnet.

Jeg er lettet, da jeg ser, at gangen er tom og jeg begynder at gå ned mod elevatoren. Dørene åbner og elevatoren er også tom. Ja tak! Efter at være kørt ned i lobbyen, tøver jeg med at gå ud, men jeg kan kun se nogle ukendte mennesker, der står rundt omkring i rummet. Jeg går hurtigt udenfor og tager en dyb indånding af den friske luft, før jeg vender mig om og går ned af gaden mod den nærmeste cafe.

Jeg når kun lige forbi indgang til hotellet, da jeg hører mit navn blive råbt. Pludselig er jeg omringet af flere kameraer. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, mens kameraerne fortsætter med at lyse i mine øjne og spørgsmål efter spørgsmål bliver kastet i hovedet på mig. Jeg kaster mine hænder op foran mit ansigt og prøver at komme væk.

"Ava, er du kærester med Harry!?"

"Ava, sov du hos Harry i nat!?"

"Fortæl os Ava, er Harry god i sengen!?"

"Lad os få et billede!"

"Her ovre Ava!"

"Har du nogen gode råd til fansene, til at kunne få Harrys opmærksomhed!?"