Almost Lover (Danish/Dansk)

Kapitel 39: Visdommens ord

Avas synsvinkel 

Jeg vågner med følelsen af, at mit hoved vejer flere hundrede kilo.

Jeg tvinger mig selv til at åbne øjnene og prøver at rejse mig op, men opdager, at der er en arm viklet rundt om min talje. Jeg vender mig om og finder Harry let-snorkende ved siden af mig. Hvorfor ligger han i samme seng som mig?

Jeg prøver at rejse mig igen, men hans arm strammer bare sit greb på min talje, "Harry." Jeg prøver at skubbe hans arm væk, men han flytter sig ikke.

"Shhhhh. Sover."

Ugh hans morgen stemme vækker noget til live i mit underliv. På en rigtig god måde.

"Harry, giv slip på mig." siger jeg med hævet stemme.

"Shhhhh søde... lig dig ned og sov igen."

Okay, jeg har ikke tid til det her, jeg skal tisse! Jeg skubber ham væk fra mig og går mod badeværelset, der er indbygget i mit værelse. Fem minutter senere kommer jeg ind på værelset igen og har det meget bedre, efter jeg har fået børstet mine tænder. Men mit hoved er stadig ved at tage livet af mig. Jeg prøver ikke at tænke på hvorfor. Jeg har ikke lyst til at genopfriske hvad der skete i går aftes en gang til. Der er så mange følelser, som jeg ikke har ladet mig selv tænke på i lang tid.

Da det går op for mig, at jeg kun har en tank top og underbukser på, så jeg finder hurtigt et par sweatpants. Harry der sover i min seng, er et smukt syn, et syn jeg virkelig kunne vende mig til. Hvad tænker jeg dog på? Nej, hvad tænker han på? Hvorfor fanden er han i min seng?

"Harry."

Selvfølgelig ruller den sovende bjørn bare om på den anden side og sukker. Han er helt sikkert irriteret over, at jeg forstyrrer ham. Jeg tjekker klokken og opdager, at vi skal være i lufthaven om mindre end en time, så han bliver nød til at stå op. Jeg tager en pude og slår den mod hans ryg, men han rører ikke på sig. Jeg beslutter mig for at gå med den metode, som jeg ved virker. Jeg begynder at slå ham i hovedet med puden gentagende gange.

"Okay, okay! Jeg er vågen!" knurrer han og river puden ud af mine hænder.

"Godt. Fortæl mig nu hvorfor du ligger i min seng."

Han sætter sig op, gnider sig i øjnene og prøver at vågne helt. Han kigger op på mig med et smil, men så falder hele hans ansigtsudtryk. Han sidder bare der og stirrer på mig. Oh my god, har han tåre i øjnene? Hvad foregår der?

"Harry, hvad er der galt?"

"Ava, jeg..."

"Du hvad? Hvad foregår der?"

Jeg kan se, at han overvejer noget, men han siger ikke noget.

"Harry please, jeg kan virkelig ikke tåle mere drama lige nu. Kan du ikke bare fortælle mig hvorfor du er herinde. Og hvorfor du er så oprevet?"

Et smil breder sig langsomt på hans læber. Men jeg ved, at det er falsk, det når ikke hans øjne.

"Jeg er ikke oprevet. Allergi." Han trækker på skuldrene.

"Okay, hvorfor har du sovet herinde i nat?"

"Den fucking sofa var forfærdelig... kunne ikke sove på den igen. Så det stod mellem at ligge mig herind eller prøve at klemme mig ned i en enkeltseng med enten Luke eller Calum. Du havde en dobbelt, så det var det åbenlyse valg."

"Okay, men spørg mig lige næste gang?"

"Sikkeeeert. Jeg ville have gjort det i går aftes, men du sov allerede. Og da det var dig, så lagde du dig med det samme op af mig, da jeg lagde mig ned... Jeg troede, at du ikke havde noget imod det."