Almost Lover (Danish/Dansk)

Kapitel 84: Tre ord

Harrys synsvinkel 

Jeg spotter Ava komme mod mig fra den anden ende af lokalet og min kæbe hænger nærmest helt ned på gulvet, da jeg ser hende. Det overrasker mig ikke, at mine øjne ikke er de eneste der følger hende, da hun går gennem rummet.

Gud, hvor er hun smuk. Hendes hår er sat op og kjolen hun har på ser fantastisk ud på hende. Jeg kan virkelig ikke begribe, hvor heldig jeg er, at denne kvinde sover ved siden af mig hver eneste nat.

"Hey du." Hun smiler til mig, da hun stopper lige foran mig.

"Wow Av, du ser... bare wow." stammer jeg og lader mine øjne løber hen over hele hendes krop.

"Tak." Hun rødmer. "Du ser også ret godt ud."

"Jeg prøver." Jeg smiler til hende og bringer min hånd op til hendes ansigt og lader min tommelfinger glide hen over hendes kind, mens jeg læner mig fremover og giver hende et kys.

Som sædvanlig læner hun sig ind i kysset og får mig til at ønske, at jeg kunne gøre kysset dybere. Følelsen af hendes læber mod mine er fantastisk og jeg bliver nød til at minde mig selv om, at vi er i et rum fyldt med mennesker, for at jeg kan kontrollere mig selv.

Hun hiver sig væk fra mig og giver mig et halvt smil. "Jeg er så glad for, at du er her. Jeg er virkelig nervøs for den tale."

"Du kommer til at gøre det pisse godt skat." Jeg smiler til hende og er glad for, at hun kommer til mig, når hun har brug for at blive beroliget. Jeg kan huske, da vi mødtes første gang var det kun Poppy, som kunne få hende til at slappe af og den gang jeg håbede på, at jeg en gang ude i fremtiden kunne få lov til at gøre det samme.

"Det håber jeg." Hun hiver et stykke papir ud af sin taske. "Vil du ikke læse den igennem, så jeg er sikker på, at det lyder okay?"

"Jo da." Jeg smiler til hende, da jeg folder noten ud og læser den.

"Den er pisse god Ava, virkelig." Jeg rækker hende papiret igen og hun ånder lettet op. Hun er så nuttet, når hun er nervøs.

"Brugte du så nogle af mine forslag?" Louis dukker op ved siden af Ava og hun begynder at rulle sine øjne af ham med det samme.

"Hvert eneste ord." svarer hun sarkastisk.

"Godt. Så kan det kun blive skide godt!"

Lou dukker op ved siden af Louis og tager fat i hans arm, "Louis Tomlinson, nu hvor du har slæbt mig med herhen, så skal du også danse med mig."

"Okay så, vis vejen til dansegulvet min fantastiske kvinde!" Han smiler til hende. Det er dejligt at se, at han er i godt humør, også selvom det er de mange glas champagne, som han allerede har fået indenbords her til aften, skyld.

"Jeg tror, at du skylder mig den her dans." Jeg tager Avas hånd og hun accepterer den med det samme, og jeg leder hende hen mod dansegulvet.

Da vi når hen til den lille gruppe af mennesker, som danser, ligger jeg min ene hånd på hendes hofte og tager hendes anden hånd i min og placerer den på mit bryst.

Jeg prøver virkelig at nyde det her, men jeg har stadig den gnavende tanke i mit baghoved om, at alt det her kunne slutte brat, på grund af hvad jeg gjorde forhastet og uden at tænke mig om. Når det kommer til Ava, har jeg det uheldigvis med at agerer med mit hjerte og ikke mit hoved.

Lige nu tror jeg, at jeg har fået det hele ordnet, men jeg venter stadig på et opkald fra vores advokat. Og det opkald kan gøre en verden til forskel.

"Hvor er du?" Avas stemme hiver mig ud af mine tanker.

"Hvad?" spørger jeg en smule forvirret over spørgsmålet.

"Du er ikke her sammen med mig. Hvad foregår der inde i dit hoved?"

"Undskyld skat. Jeg har bare nogle ting, som jeg har tænkt meget over her på det seneste." Jeg smiler til hende og prøver at få bekymringen, som jeg kan se skrevet hen over hendes ansigt, til at forsvinde.

"Vi kunne snakke om det..."

"Jeg vil heller have, at den her aften kommer til at handle om at have det sjovt sammen med dig. Måske en anden gang, yeah?"

"Yeah okay." svarer hun. Skuffelsen er tydelig i hendes stemme.

Sangen vi danser til ender. Vi klapper alle sammen og takker bandet for deres optræden. Middagen bliver annonceret og alle går ind i spisesalen og sætter sig ved det lange bord.

Maden er selvfølgelig lækker. 'Intet er sparet væk' ser ud til at være temaet for det her arrangement. Jeg har ikke været til mange, men dem jeg har været til, er alle sammen det samme.

Heldigvis er vores pladser ved siden af hinanden, så ingen af os blev fanget sammen med nogle rige idioter, som vi så skulle prøve at føre en samtale med. Vi er nok alle sammen lige rige, men hele ideen om det "høje samfund", har aldrig sagt nogle af os noget.

Da middagen er overstået, bliver vi alle sammen guidet ind i dansesalen igen, så vi kan danse noget mere. Ava greb på min hånd bliver strammere, så jeg går ud fra, at det snart må være tid til den afdeling af aftenen, som hun frygter allermest. Den afdeling hvor hun skal sige noget foran en gruppe af mennesker.

Jeg klemmer hendes hånd, da alle bliver bedt om at kigge op mod scenen. Flere forskellige gamle mænd og kvinder siger et par ord, intet af det er relevant for den velgørenhed, som dette arrangement handler om.

Jeg ligger min hånd på Avas lænd, mens vi kigger op mod scenen. Jeg kører min hånd frem og tilbage og håber på, at det vil lette hendes nerver en smule.

Kvinden der står for det hele, som Ava fortalte mig, hvis navn er Margaret, træder op på scenen for at annoncere den næste taler.

"Nu vil vi gerne se Ava McCain på scenen, som er her i stedet for hendes farmor Katherine Worthington."

Folk begynder allerede at klappe, da de hører Katherines navn. Hun må virkelig have en stor andel i at have gjort det her til noget stort.

Jeg kigger ned på Ava og hun ligner en, som er ved at besvime. Jeg læner mig hurtigt ned og kysser hendes tinding. "Stop med at være så usikker på dig selv. Du vil gøre det pisse godt Av, jeg ved det."

Hun giver mig et halvhjertet smil og giver slip på min hånd og rækker mig hendes taske, før hun går op til scenen.

Det er næsten sjovt, hvor nervøs jeg er på hendes vegne lige nu, når jeg ikke har nogle nerver på, når jeg selv står foran hundrede tusinde mennesker og optræder. Jeg tror, at det er hvad kærlighed gør mod dig. Det får dig til at føle dig mere bange på den anden persons vegne end for dig selv.

Det og at det får dig til at fuldføre nogle fuldstændige sindssyge idéer.

Da Ava stopper foran mikrofonen, finder hendes øjne mine. Jeg kan ikke lade vær med at give hende to thumbs-up og række tunge af hende. Hun prøver at skjule hendes latter, mens hun ryster på hovedet og begynder hendes tale.

Fem korte minutter senere er hun færdig og folk begynder at klappe. Hun gjorde det fantastisk og fik drejet fokus tilbage til børnene. Jeg ved, at hendes farmor ville være stolt af hende.

Folk begynder at danse igen lige så snart Ava er færdig og jeg bevæger mig gennem mængden af mennesker for at finde hende.

Da jeg endelig spotter hende, kan jeg se, at hun står og snakker med Margaret og flere andre ældre mænd.

Jeg når kun lige over til dem og ligger min hånd på Avas ryg, før jeg kan høre deres samtale.

"...ja virkelig godt klaret Ava!" Margaret smiler til hende, "Men vi er kede af at se, at du har besluttet dig for ikke at gå i din farmors fodspor. Du ville have været virkelig god til det."

Ava rynker sine øjenbryn i forvirring. "Hvad mener du med, at jeg har besluttet mig for ikke at gøre det?"

"Brevene min kære!"

De tre ord får mit hjerte til at falde ud af brystet på mig og rulle hen over gulvet. Jeg troede, at jeg havde styr på det hele, men det havde jeg tydeligvis ikke.

Jeg havde glemt alt om brevene.