Almost Lover (Danish/Dansk)

Kapitel 44: At vente

Avas synsvinkel 

Jeg stirrer ind i det ødelagte spejl foran mig. Jeg prøver at få styr på mit ansigt, så det ikke ligner, at jeg har grædt den sidste time.

Det er forbi... virkelig forbi.

Lod jeg ham virkelig gå sin vej? Selvfølgelig gjorde du det Ava, han var en kæmpe idiot!

"Du ved godt, at der er en kø udenfor ikke?" spørger en tynd blondine mig.

"Yeah undskyld." siger jeg og træder væk fra vasken, så hun kan bruge den.

"Har et røvhul knust dit hjerte?"

"Hvad?"

"Jeg arbejder her og jeg har set min del af piger græde på det her toilet. Du ligner en, som har et knust hjerte." siger hun og tørrer sine hænder.

"Jeg tror, at jeg knuste det selv. Hvis det giver mening."

"Det gør det da. Jeg har selv ødelagt et forhold eller to helt selv. Han stod bogstavelig talt ved siden af mig og så mig rive forholdet fra hinanden."

"Altså han stod ikke bare og så på. Han kæmpede og kæmpede, men jeg lod ham aldrig vinde." forsvarer jeg Harry.

"Kan jeg give dig et råd søde?"

Jeg nikker, mens hun rækker mig endnu et håndklæde.

"Hvis du ren faktisk fandt en, som ville gå gennem ild og vand, bare for at prøve at have et forhold med dig, må du ALDRIG tage deres kærlighed forgivet. Du finder den aldrig igen. Du vil ende op som en fyrre årig tjener med en tom seng og et hjerte fyldt med alt det hun fortryder."

Hun klapper mig på ryggen, går ud af døren og efterlader mig med hendes råd.

Jeg tjekker mit ansigt igen og tørrer mine øjne. Det er til ingen verdens nytte, mine øjne er røde og mit ansigt er det samme. Jeg giver op og går ud i gangen, hvor jeg er overrasket over at finde Lou ventende på mig.

"Er du okay søde?" spørger hun og giver mig et kram. "Jeg så Harry smutte for lidt siden og det så ud til, at tingene var gået ret dårligt mellem jer."

"Mere fuldstændig forfærdeligt." fortæller jeg hende ærligt.

"Hvad skete der?"

"Jeg råbte, han råbte." Jeg trækker på mine skuldre. "Jeg fortalte ham, at han skulle skride ud af mit liv og han sagde, at han ville være mere end glad for at gøre dét."

"Mente du det virkelig?" spørger hun chokeret.

"Selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Men det så ud til at være det mest passende at sige i situationen. Og han sagde mig ikke i mod."

"Virkelig Ava?" Hun ryster på hovedet af mig.

"Hvad?"

Hun hiver mig ud af den lille gang og dirigerer os hen mod det lille, private bord. Hun sætter sig overfor mig og jeg kan se ud fra hendes udtryk i ansigtet, at jeg ikke kommer til at nyde det, som hun skal til at sige til mig.

"Jeg har prøvet at holde mig ud af det her Ava, men det er nået til det punkt, hvor jeg virkelig bliver nød til at sige min ærlige mening."

"Som kom med den, min aften kan ikke blive værre." sukker jeg.

"Jeg elsker dig Ava. Vi har ikke kendt hinanden særlig længe, men jeg ser dig som en kær ven. Hvilket er grunden til, at jeg føler trangen til at spørger dig om, hvad fanden du egentlig tænkte på. 'Han sagde mig ikke i mod'!? Harry har ikke lavet andet end at kæmpe for dig siden dag et!"