Almost Lover (Danish/Dansk)

Kapitel 37: "Fortsæt."

Harrys synsvinkel 

Jeg tager en dyb indånding og prøver på at forstå alt det, som Poppy lige har fortalt mig.

Hvis der virkelig er så meget mere, er jeg ikke sikker på, at jeg kan klare det. Men jeg ved, at der ikke er nogen vej tilbage nu. Jeg bliver nød til at kende hele sandheden.

"Fortsæt."

"Harry, er du sikker?"

"Ja. Fortsæt nu."

"Okay. Hun forlod Spanien den samme aften og tog tilbage til New York til hendes forældres hus. Hun fortalte dem hvad der var sket. Hun havde forventet, at de selvfølgelig ville være ligesom normale forældre og trøste hende. Men det gjorde de ikke. De overbeviste hende om, at han bare havde været og fuld, og at det var en fejltagelse. De sagde til hende, at han elskede hende og hvis hun virkelig også elskede ham, ville hun tilgive ham. Scott dukkede op den næste morgen på sine hænder og knæ og tiggede hende om, at komme med ham hjem. Så det gjorde hun."

"Hvorfor? Hvorfor helvede ville hun gå tilbage til ham?"

"Fordi hun elskede ham. På det her tidspunkt var hun treogtyve og de havde været sammen i syv år. Det var den første gang, han havde gjort noget, der lignede det her."

"Gud, men stadig..."

"Jeg prøver ikke at retfærdiggøre det, men jeg forstå hendes vinkel at se det i. Hun tog med ham hjem og tingene var fine i et stykke tid. Men hun stolede ikke på ham, hun vidste, at han skjulte noget. Han havde altid sit skrivebord låst derhjemme, så hun ikke kunne se, hvad der lå nede i det. Så en dag efter han var gået fra kontoret, gik hun ind for at finde ud af, hvad det præcis var, han skjulte. I den tredje skuffe hun brød op, fandt hun hans hemmelighed. Billede efter billede af Scott og hendes bedste veninde Ally."

"Du laver sjov med mig. Hendes bedste veninde?"

"Ja, billederne knuste hende hjerte. Der var så mange af dem. Dem i Frankrig, Amsterdam, London, flere forskellige steder. Det var ret tydeligt, at hun havde været med ham på de fleste af hans forretningsrejser. Nogle af dem var taget i Ava egen seng, hvor Ally havde Avas lingeri på. Det var ulækkert. Men så fandt hun det værste. Et af Scott og Ally til middag med Avas egne forældre. På billedet holdte Scott og Ally hinanden i hånden og han kyssede hendes kind. Hendes forældre vidste det. Hun begyndte at pakke en taske for at smutte, men Scott kom hjem, før hun var færdig. Da han spurgte hende hvor fanden hun skulle hen, kastede hun billederne på gulvet foran ham og gik ud af hoveddøren. Hun nåede ikke særlig langt, før han fangede hende og tvang hende indenfor igen. Han sagde, at det ville være ydmygende for ham, hvis hun forlod ham og det ville han ikke finde sig i. Hun spyttede ham i ansigtet."

"Godt! Det fucking røvhul."

"Nej, ikke godt. Han bankede hende sønder og sammen den nat. Jeg vil ikke fortælle dig alt hvad han gjorde, men det var slemt. Virkelig slemt. Han efterlod hende på gulvet den aften og stuepigen fandt hende den næste morgen. Hun var indlagt på hospitalet i tre dage."

Tåre løber ned af mine kinder. Billedet af Ava liggende på gulvet fuldstændig forslået, er et billede jeg aldrig vil glemme.

"Hun var ødelagt, fysisk og psykisk efter det. Hendes forældre brugte flere dage på at presse hende til at gå tilbage til ham. De fortalte hende faktisk, at hun havde fortjent det, og at det var hendes skyld, fordi hun skubbede til ham. De fortalte hende, at han normalt ikke var sådan, så det måtte jo være hendes skyld. Hun nåede til det punkt, hvor hun troede på dem. Hun konfronterede dem med, at hun vidste, at de vidste noget om Scott og Ally og de sagde, at det havde været en venskabelig middag og at de ingen ting vidste. Scott dukkede op hos hendes forældre to dage efter hun var blevet skrevet udskrevet. Han græd. Han gav hende en trist historie om hvorfor og fortalte hende, at han elskede hende mere end noget andet. Hans passion for hende var problemet og han kunne ikke styre sig selv.

"Please fortæl mig, at hun ikke troede på det lort." spytter jeg.

"Det gjorde hun. Hun tog med ham hjem. Han slog hende gentagende gange efter det. Og hendes forældre sagde hver eneste gang, at det var fordi hun havde fortjent det. Det var altid det samme. Hun gjorde ham sur, hen slog hende, hun græd, han løg og opdigtede en undskyldning og så ville han trøste hende. Hun sagde, at hun nåede til et punkt, hvor hun vidste, at det var de eneste aktioner, der ville lede hende til at føle sig elsket. Fordi han ville trøste hende efterfølgende, som om han var sit gamle jeg, drengen der var så sød og venlig. Og hun blev tilfreds med det liv."

"Jeg forstår det ikke." Jeg ryster på hovedet, "Ava er alt for stærk til at finde sig i sådan noget."

"Du har ret. Men det var Kelsey ikke. Hun var syg Harry."

Poppy sukker og lader et hulk løbe ud af hende, "Hun var fireogtyve, da hun blev gravid. Hun var overlykkelig, hun har altid gerne være mor. På det tidspunkt var der gået noget tid siden Scott havde slået hende. Han lod til, at være tilbage til sit gamle jeg. Men hun var bange. Hun vidste ikke, hvordan han ville reagerer. Så hun sagde det ikke til ham. Og i et lille stykke tid var Maddie kun hendes. Men Scott fandt hurtigt ud af det."

"Hvordan?"

"Han svarede på et opkaldt på hendes telefon en dag, hvor lægen ringede for at bekræfte hendes næste tid. Han konfronterede hende med det, men han rørte hende ikke. Hun sagde, at han virkede følelsesløs overfor det. Et par dage senere lå hun syg i sengen og han bragte hende aftensmad. Hun troede, at det var sødt af ham og måske ville tingene virkelig vende rundt nu, hvor Maddie var inde i billedet. Hun faldt i søvn ret hurtigt efter. Hun havde det underligt."

Poppy stopper og tørrer hendes øjne, "Hun vågnede op den næste morgen og der var blod på lagnerne. Hun havde mistet hende."

Jeg kan ikke tage det her. Jeg skubber mit hår væk fra mit ansigt og tørrer mine øjne.

"Er du sikker på, at jeg skal fortsætte Harry?"

"Yeah... Ja." Min stemme knækker.

"Scott snakkede nærmest ikke til hende. Han trøstede hende ikke, ingenting. Han ringede bare til sin personlige læge, der kom og tjekkede hende. Han trak lagnerne af sengen og gik ind på sit kontor igen. Hun blev dybt deprimeret efter det. Hun tog sig selv i at synge til Maddie, for derefter at komme i tanke om, at hun ikke var der længere. Hendes hjerte blev knust igen og igen. Scott begyndte at være hende utro lige foran hende. Han bragte flere forskellige kvinder med sig hjem og tog dem med sig ind i deres soveværelse. Men hun var ligeglad. Hun var ligeglad med alting. Hun droppede ud af Juilliard og stoppede med at spille. Hun stoppede med at snakke med sine forældre. Hun forlod ikke en gang deres lejlighed."

Poppy stopper og flytter sig hen ved siden af mig. Hun tager min hånd i sin og giver den et klem. Tårrene løber også ned af hendes kinder nu.

"En aften tog han Ally med hjem. Hun sagde, at hun lå i gæsteværelset, og at hun kunne høre dem. Det var den aften, at hun besluttede sig for, at hun havde fået nok af sit liv."

"Sangen..." siger jeg blidt. "Den sang jeg hørte hende synge første gang. Everybody Hurts. Den handlede om det, ikke?"

"Ja. Hun sagde, at hun lå i sengen, indtil Ally var gået og hun kunne høre Scott snorke. Hun tog en kniv fra køkkenet og tog den med ned på sit værelse sammen med et stykke papir og en kuglepind. Og så skrev hun ét afskedsbrev."

"Til Scott?" stammer jeg.

"Nej. Til Maddie."

Jeg kan ikke stoppe hulken fra at bryde løs fra mit bryst og blande sig med Poppys. Hun griber min hånd endnu strammere.

"Hun skrev brevet og førte kniven til sit håndled. Hun sagde, at hun ikke kunne se på det, så hun kiggede væk og det var der, at hendes øjne stoppede på spejlet på værelset. Hun så sig selv sidde der og hun smed kniven fra sig og den landede på gulvet. Hun kunne ikke gøre det."

"Hvad stoppede hende?"

"Det ved jeg ikke. Hun har aldrig fortalt mig det. Hvad end det var, så reddede det hende liv, så tak for det."

"Og så tog hun af sted og kom til London?"

"Nej," Poppy ryster på sit hoved, "Hun gik ind på Scotts værelse, for at konfrontere ham."