Almost Lover (Danish/Dansk)

Kapitel 30: Sandheden

Avas synsvinkel 

Jeg stormer ned af bakken og kaster mig selv ned i en af Adirondack stolene ude i haven.

Jeg ville ønske, at jeg ikke var så vred lige nu. Udsigten fra hvor jeg sidder er så smuk. Himlen er fyldt med stjerner, som spejler sig i havet. Men jeg kan ikke nyde det. Jeg koger bogstavelig talt.

Jeg bander af mig selv for at reagerer sådan foran alle de mennesker. Sådan er jeg aldrig. Harry bringer bare nogle følelser frem i mig, som jeg helst ikke vil føle eller vise frem til nogen som helst.

Jeg kan ikke forstå ham. Hvad har han ellers sagt til mig, som ikke er sandt? Sikkert det hele.

Det betyder ikke noget Ava. Det gør det ikke. Han burde ikke betyde noget for dig. Du har ikke brug for endnu en person i dit liv, som du ikke kan stole på.

Ugh! Jeg kører mine hænder gennem mit hår og hiver i enderne. Hvorfor gjorde han det her? Jeg vil gerne kunne kigge på Harry og se en sød, charmerende, sjov fyr. Men i stedet ser jeg Scott. En person som løj overfor mig, bare for at få, hvad han ville have.

Jeg ligger mit hoved i mine hænder. Jeg kan ikke en gang tænke på det navn uden panik skyller ind over mig.

Jeg løfter ikke en gang mit hoved, da jeg hører nogen sætte sig ned på stolen ved siden af mig.

"Harry, jeg vil ikke til at snakke med dig, så bare gå din vej."

"Nå, vil du snakke med mig?" svarer en kvindelig stemme.

Jeg kigger op og finder Gemma sidde på stolen ved siden af mig.

"Har Harry sendt dig?"

Hun griner, "Åh nej, han ville ikke have, at jeg gik herud."

"Godt, men jeg kommer heller ikke til at fucking snakke om ham med dig." spytter jeg.

Hun løfter et øjenbryn af mig og jeg får det med det samme dårligt.

"Undskyld. Jeg har virkelig ingen grund til at være uhøflig overfor dig... du har ikke gjort noget. Det er jeg ked af."

"Undskyldningen er accepteret." smiler hun og viser mig sine smilehuller. Wow hende og Harry ligner virkelig hinanden.

"Så jeg gætter på, at du er grunden til, at han overhovedet er her." sukker jeg.

"Jep. Og jeg gætter på, at han er grunden til, at du er vred."

Jeg kan ikke lade vær med at grine, "Ja. Og nej, jeg tror, at jeg er mere vred på mig selv."

"I de tyve år jeg har kendt Harry, har jeg fundet ud af, at det er meget lettere at give ham skylden." griner hun.

"Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det samme."

"Lad mig hjælpe dig. Fortæl mig hvad du tror er din del i alt det her og jeg kan fortælle dig hvorfor det i virkeligheden er Harrys skyld."

"Jeg begynder at se hvorfor, han ikke ville have, at du skulle gå herud."

"Jeg elsker min bror, men jeg ved også hvor stædig han kan være. Så ud med det."

Jeg gnider mit ansigt med min håndflade. Burde jeg virkelig fortælle hende det hele? Jeg kender hende ikke en gang.

"Hør her Ava, jeg ved godt, at du ikke kender mig..."

Wow, er det en speciel evne hos familien Styles at kunne læse mine tanker?

"Jeg har svært ved at stole på alle mennesker jeg møder, så du skal ikke tage det personligt." Jeg læner mig tilbage i min stol og kigger op på stjernerne.