Almost Lover (Danish/Dansk)

Kapitel 86: "Få mig til ikke at føle noget."

Harrys synsvinkel 

"Du fucking lyver." Jeg har næsten ikke få ordene ud. Jeg har pludselig svært ved at trække vejret. Hun mener det ikke. Jeg ved, at hun ikke mener det.

"Nej, jeg gør ikke." Hun ryster på hovedet og en tåre triller ned af hendes kind.

"Jo... jo du gør. Ava, du må ikke gøre det her." beder jeg hende og tørrer tåren væk fra hendes kind med min tommelfinger.

Hun kigger væk fra mig, hun er ikke i stand til at holde øjenkontakten med mig. Det er noget hun aldrig kan, når hun lyver overfor mig.

"Jeg tror, at det allerede er gjort." hvisker hun og prøver desperat at holde sine tåre tilbage.

"Nej, det er ikke. Du er her stadig... du er her stadig sammen med mig."

Hun kigger op i mine øjne og jeg ser så mange følelser i dem, at det knuser mit hjerte. Hun stoler ikke på mig mere og hvorfor fanden skulle hun også det, efter det jeg har gjort. Efter alt det jeg har gjort siden vi mødte hinanden.

Jeg pressede mig ind på hende, da hun ikke var klar. Jeg havde ejer-fornemmelse over hende, da hun ikke en gang var min. Jeg var der, når hun ikke kunne klare noget alene og gik bag om ryggen på hende, for at få hvad jeg ville have.

Gud, når jeg tænker over det, som jeg har gjort, så bebrejder jeg hende egentlig ikke. Jeg har bogstaveligtalt saboteret vores forhold siden dag ét, helt uden at vide det. Men hun fandt sig i mit lort i så lang tid. Hun håbede sikkert på, at jeg en dag ville have nok selvtillid og stoppe med det jeg har gang i og bare være sammen med hende.

Og sådan er hun endda efter alt det hun har været igennem. Tilgivende og tålmodig og så mange andre ting. Og jeg elsker hende endnu mere for det.

"Så burde jeg nok gå." siger hun og bryder endelig tavsheden mellem os.

"Nej." Jeg ryster på hovedet af hende. "Nej."

"Jeg er ked af det."

Hun vender sig om for at gå, men jeg tager fat i hendes arm, hvilket får hende til at vende om og kigge på mig.

"Du bliver bare nød til at lade mig gå. Bare lad mig gå."

Og med det er hun væk. Og hun tager mit hjerte med sig, da hun forsvinder ind gennem dørene.

Jeg ved ikke hvor længde jeg står udenfor og læner mig op af balkonkanten. Jeg ved, at på et eller andet tidspunkt stoppede musikken indenfor og snakken døde hen, men jeg flyttede mig ikke.

"Er du okay mate?"

Jeg kigger i retning af stemmen og finder Louis stående ved siden af mig med en rynke mellem sine øjenbryn.

"Nej."

"Hvad er der sket? Jeg har ledt efter dig vildt længe. Ava smuttede for flere timer siden. Jeg troede, at I havde en speciel aften planlagt eller sådan noget."

"Det ændrede sig, da hun slog op med mig."

"Hvad gjorde hun?!" råber han, hvilket får mig til at vige tilbage.

"Du får mig ikke til at gentage det."

"Hvorfor?"

"Mange grunde." Jeg trækker på mine skuldre.

"Er nogle af dem i orden?"

"Kun omkring hver og en af dem." svarer jeg ærligt.

"Jeg er virkelig ked af det mate." Han klapper mig på ryggen.

"Jeg har aldrig følt mig som så dårligt tilpas i hele mit liv." indrømmer jeg.

"Hvad kan jeg gøre?"

"Få mig til ikke at føle noget." svarer jeg sarkastisk.

Han er stille i et øjeblik og så lyser hans øjne op, "Jeg ved præcis, hvordan vi kan klare den."

"Og hvordan det?" spørger jeg. Jeg er bare glad for, at han har et forslag.

"Vi drikker os i hegnet. Der findes ikke noget, der er bedre til at få dig til at glemme alt det fucking lort, som du går gennem, som en mave fyldt med øl. Jeg kunne selv bruge en. En der ikke ender med at blive anholdt selvfølgelig."

Normalt ville jeg skyde Louis' ide ned med det samme, men lige nu vil jeg gøre alt for at glemme det hele i et kort øjeblik.

"Okay. Du fører an mate." svarer jeg ham, hvilket bringer et smil til hans læbe.

Louis ringer hurtigt efter en bil, som kører os hen til den nærmeste pub. Vi drikker øl efter øl og shots ind imellem. Tre timer senere, kan jeg ikke mærke nogle som helst følelser. Min krop er fuldstændig følelsesløs.

Det er det sidste jeg kan huske, før jeg vågner op på mit hotelværelse morgenen efter. Solen skinner ind gennem vinduet, hvilket giver mig hovedpine med det samme. Jeg kan bogstavelig talt lugte alkoholen på mig selv.

Jeg begynder at sætte mig op i sengen og opdager, at der ligger en arm hen over min talje. Jeg kigger til siden og ser brunt hår spredt ud over puden ved siden af mig.

Ava.

Jeg har lyst til at skrige i glæde. Jeg kan ikke huske, hvordan jeg var i stand til at ordne tingene mellem os, men lige nu er jeg pisse ligeglad. Hun er her sammen med mig. Jeg kunne ikke være mere lykkelig.

Jeg bliver hivet ud af mine glade tanker, da jeg hører en eller anden banke på døren. De kan bare fucke af. Jeg kommer ikke til at svare. Jeg er fucking færdig med alle, som ødelægger min tid sammen med hende, inklusiv mig selv.

Jeg ligger mig ned i sengen igen, da de banker igen og jeg ignorerer dem, mens jeg kører min hånd op og ned af Avas arm.

Da de banker på tredje gang, har jeg fået nok og jeg rejser mig for at fortælle dem, at de skal fucke af.

Lige da jeg rejser mig, hører jeg en stemme råbe fra den anden side af døren.

"Harry. Please åben døren. Please."

Mit hjerte går i stå, da jeg genkender stemmen. 

Note: 

Husk at stemme og kommentere! 

Næste kapitel: Klokken 18. 

All the love, R.