My Best Friend And Her Brother

Velkommen

Jeg vågnede med en lille følelse af hvad tømmermænd indebærer. Jeg kastede ikke op (for jeg havde trods alt næsten ikke drukket noget), men jeg kunne godt mærke, at næste gang skulle der mere til for at blive fuld.
Automatisk skyndte jeg mig at kigge ud af vinduet, for at se om Benjamin var kommet hjem. Hans bil holdte ikke nede i indkørslen, men hans gardiner var trukket for, så jeg kunne ikke se, om han var derinde.
Jeg besluttede mig hurtigt for at undersøge sagen nærmere. Så jeg ringede til Clara.

I den korte samtale fik jeg at vide, at Benjamin viste sig hjemme ved dem klokken 05.00. Jeg fik også at vide, at det var særdeles mærkeligt at spørge om. Især når jeg jo "hadede" Benjamin. Benjamin var en idiot, ja. Men jeg ville ikke kunne klare, at der var sket ham noget den nat. Så ville det være min skyld, fordi jeg lod, ham køre i beruset tilstand.
Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte komme op. Dog gik jeg helt almindeligt ned ad trappen. Selvom du kunne være sjovt at hoppe-på-numsen. Men nede i køkkenet så jeg helt nyt syn, jeg ikke havde set i 7 dage.
"Far!" Råbte jeg og skyndte mig hen og kramme ham. Det var ikke fordi, at jeg havde savnet ham specielt meget, men det var dejligt at kunne gøre ham glad på den måde.
"Hvad så skat? Er det dejligt i Danmark?" Uhm, i dag havde jeg helt glemt, at vi var flyttet fra Canada.
"Selvfølgelig. Men her er virkelig varmt!" Svarede jeg glad. Min far var en af de mennesker man ligesom mig og Dylan kunne tjene point på. Jo sødere man var, jo nemmere ville det være at slippe godt af sted fra noget dumt. Dylan havde brugt det kort mange gang, men jeg var lidt mere tilbageholdende. Det føltes som udnytttelse.
"Bare vent til det bliver vinter" Mumlede min far og bladrede i sin avis. Det var sikker fra ham, jeg havde min mumlen. Mor mumlede aldrig. Hun skreg mere.
Så kom Dylan ned ad trappen. Synet af ham kunne næsten få mig helt op i det røde felt. Hans kæmpe bjørnelignende tatovering på hans højre overarm så forfærdelig ud. Eller det lignede en tatovering, men tatoveringer ser altid forfærdelige ud.
"Dylan? Ved far godt at du har en tatovering?" Hviskede jeg diskret.
"Nej, han er jo lige kommet?" Svarede Dylan muggent tilbage. Sikkert tømmermænd eller sådan noget.
"Ved du godt at han bliver vred på dig?"
"Godt at jeg har en velkomstgave til ham" Mumlede han og smilte smørret. Jeg sukkede irriteret og gik ovenpå igen. Det der skulle til at ske havde jeg allerede oplevet et par gange. Det var ligesom at spole tilbage i en film.
"Hej Candy!" En lille sukkersød stemme afbrød mine tanker. Det var lang tid siden jeg havde snakket med Sofia.
"Hej Sofia. Du må hellere få ned i køkkenet. Der er en overraskelse" Sagde jeg og blinkede. Hun smilte en smule irriteret, men besluttede sig så for at gå neden under alligevel. Jeg selv ville finde ud af hvad Benjamin havde lavet i går.