My Best Friend And Her Brother

Fortiden er nutiden

Jeg blev voldtaget den nat. Jeg blev stukket ned med en kniv og voldtaget. Jeg nåede desuden heller ikke på diskotek.  Eller dansebar som Clara kaldte det. Min taske var også forsvundet.
Det var ikke som i film. Der var ikke nogen som kom og reddede mig. Jeg vågnede mens det stadig var mørkt, og mit højre ben var en kæmpe blodeksplostion. Ikke nok med det gjorde det også ondt af helvedes til. Da jeg prøvede at rejse mig op, faldt jeg ned på jorden med det samme. Mit underliv havde værre end mit lår. Jeg bandede en masse og prøvede at finde min taske i mørket. Desværre uden held. Min telefon, min pung, åh Gud.
Så kom tårerne. Mit had voksede til Benjamin. Det hele var hans skyld. Det syntes jeg dengang, men jeg var dum. Meget.
Jeg græd og græd og prøvede desperat at komme ud fra hækken, ved at bruge min numse-glidnings metode. Jeg havde så ondt. Blodet var stoppet med at løbe, men tydeligvis betændelses-fyldt. Ad. Det var forfærdeligt, jeg vidste ikke engang hvem der havde gjort det. Selvom jeg havde mine ideer. Jeg var nødt til at snakke med mine forældre om det. Og politiet.

-

Jeg faldt ikke i søvn. Jeg lå og græd i flere timer, heldigvis regnede det ikke. Men da det endelig blev lyst, kunne jeg stadig ikke gøre noget. Jeg kunne godt rejse mig op, hvis jeg tog mig sammen, men at gå virkede som en umulig opfindelse.
En gammel kvinde kom forbi, og hun ringede til en ambulance for mig. Hun så meget skræmt ud og turde næsten ikke røre mig. Jeg var så glad, for at hun var kommet.
På hospitalet blev jeg indlagt, men de sagde, at skaderne ikke var yderligere alvorlige. Mine forældre kom også, og de var meget kede af det. Men jeg syntes ikke at det var vigtigt. Måske var det mig det gik ud over. Det var mig som mistede min mødom til en idiot, men havd ejet ikke samme aften ønsket det mere ens noget andet? Jo. Det med kniven var noget andet. Jeg havde aldrig sagt det til nogen. Hvad der skete i Canada. Men jeg blev nødt til det nu. Måske var det hele bare en tilfældighed, men hvad hvis det ikke var?
For 5 måneder siden døde min storebror. Han blev 19 år gammel. Politiet troede han tog sig eget liv, men hvorfor? Han havde det fint, en kæreste og en masse gode venner. Jeg var så sikker på, at han blev myrdet. Jeg var så sikker. Jeg ledte og ledte efter noget der beviste det. Men politiet opgav hurtigt sagen. De sagde at de ville blive ved med at lede, men som om det ragede dem at Aiden var blevet skudt. Jeg var så desperat, og jeg vidste ikke hvorfor. Mine forældre prøvede at berolige mig, men jeg kunne ikke være rolig. Så besluttede de at flytte til Danmark. Så langt væk fra gerningsstedet som muligt. Vi vidste alle sammen, at det ville være bedst med en ny start. Jeg prøvede at passe ind og der var endda dage hvor jeg ikke tænkte på ham. Men det er svært at glemme sin bror, man har kendt ud og ind i 17 år.
Mit desperate gen, sprudlede op i mig. Hvad hvis det var den samme morder? Måske var sandsynligheden ualmindelig lille, men jeg ville vide mere. Jeg glemte helt min smerte, fordi jeg ville have hævn. Det er menneskeligt ikke? Jeg ville gøre alt for Aiden. Hans behov kom stadig før mit.