My Best Friend And Her Brother

Hjalte er en bitch

Jeg valgte at gå op på mit værelse og smadre hovedet ned i skrivebordet. Hvis her skulle bo en eller anden syg 1g'er, ville jeg dø. Jeg ville også dø, hvis han gik i 2. eller 3g, men det var på en måde lidt værre med en 1g'er. 1g'ere var trælse.

"Candy!?" Den klamme jeg-er-sent-udviklet-for-min-stemme-er-stadig-i-overgang kunne høres gennem de tynde vægge. Det var Dylan. Hvorfor ville han overhovedet snakke med mig? Idioten havde for fanden opført sig som en nar. Idioten? Åh gud, jeg måtte lære at styre mit sprog.
Vent? Hvordan var han kommet hjem så hurtigt? Enten havde jeg cyklet ualmindeligt langsomt ellers havde han en form for superkræfter.
"Hvad er der Dylan!?" Skreg jeg og rejste mit hovede fra bordet.
"KOM!" Råbte han tilbage. Jeg besluttede mig for at gå ind til ham uden konkurrence. Det orkede jeg slet ikke.
"Hvad nu?"
"Hjalte skal bo her, og jeg har seriøst brug for, at du styrer dine mærkelig flip om uhøflig opførsel og sådan. Okay?" Han snerrede nærmest af mig. Uhyggeligt. Jeg tænkte mig godt om, før jeg svarede ham:
"Dylan, du bestemmer ikke over mig? Hvorfor tror du lige pludselig det?" Jeg havde ret i, hvad jeg sagde. Dylan havde ændret sig meget, på meget kort tid.
"Helt ærligt lillesøster. Hjalte skal ikke tro, at jeg er en eller anden freak, bare fordi du er," Jeg spærrede øjnene op, da han sagde det. Freak. Jeg skyndte mig at gå ud af hans værelse. Han var virkelig dum.

Hey, måske undre i jer over hvorfor denne Hjalte lige pludselig skulle bo hos os. Uhm, og egentlig er det min mors skyld. Sådan virkelig. Hun er pædagog, og vi har flere gange haft børn med problemer boende hos os. Ikke i lang tid, bare 2-3 uger. Typisk hvis deres forældre er på ferie eller noget.

Jeg skyndte mig at smække døren til mit værelse. Hvorfor var Dylan sådan? Det var ikke min skyld at han prøvede at passe ind med 3g'erne. Jeg mener, hvorfor ikke bare tage det stille og roligt? Hjalte var en fra 3g. Faktisk var han den eneste af Benjamins venner, jeg kunne huske hvad hed. Sammen med Lauritz selvfølgelig. Men havde Hjalte virkelig så store problemer med hans familie, at han måtte holde en pause fra dem? Det virkede meget interessant, og desuden også noget jeg ikke skulle blande mig i.

Jeg kiggede ud af vinduet. Benjamin gloede mærkeligt på mig. Uhm, stalker? Han gjorde sådan et flip med hovedet, som viste, at jeg skulle åbne min altandør. Drøm videre du. Hvis han ville snakke med mig, måtte han tage sig sammen. Jeg kunne ikke overskue alle hans mærkelige humørsvingninger.
Han kiggede irriteret på mig, men jeg træk bare på skuldrene. Da jeg kom i tanke om at jeg var nød til at være sød. Jeg følte allerede at jeg ligesom Dylan havde ændret mig. Jeg skyndte mig at åbne døren. Åh gud, hvorfor følte jeg at skulle forsvare min titel som ualmindelig høflig.
"Det tog sin tid," mumlede han og gik ind. "Jeg har noget, jeg skal fortælle dig."
"Uhm, okay?" Svarede jeg godkendende.
"Jeg hørte at Hjalte skulle bo her i noget tid og," Hvor vidste han det fra? "Hvis jeg var dig, ville jeg holde mig fra ham. Hjalte er en bitch. En dreng som er en bitch er aldrig godt, du ved. Men hey, bare virk lidt afvisende ikke også? Hjalte har det ikke godt. Han tager stoffer og ja, du ved. Hans forældre er ligeglade så bare lad vær med at snakke med ham. Du får dig selv i problemer," Wow hvor kom den lange tale lige fra? Det lød mega overbeskyttende. Især når det kom fra Benjamin.

"Men i er jo venner?" Mumlede jeg og kiggede Benjamin i øjnene. Han så næsten bange ud. Ahah, hvor ironisk.
"Hjalte er nice nok, men jeg ved, hvordan han behandler nogle piger. Jeg synes bare at du skal være forsigtig." Okay? Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Det måtte være slemt, hvis Benjamin var nød til at advare mig.
"Uhm, tak Benjamin," mumlede jeg forsigtigt. Det her var alt for uoverskueligt på en mandag.

Hej:)) Jeg ville bare lige sige, at hvis i har nogle ideer til bogen, må i rigtig gerne skrive dem i kommentaren:)) Tak på forhånd.