My Best Friend And Her Brother

Forbandet bror

"Ved i hvad? Jeg skulle aldrig have spurgt jer," mumlede jeg og gjorde klar til at cykle igen. Hvorfor var jeg så dum? Drengene grinte flabet ad mig, men jeg skyndte mig bare at cykle. Jeg måtte bare finde en gammel dame, jeg kunne spørge.
Der cyklede jeg så. Rundt i hele Ballerup, for at finde et menneske som var villig til at hjælpe mig. Det viste sig dog, at det var et problem det der med, at de skulle være villige. Efter at jeg havde spurgt 4 personer, 3 ældre damer og 1 pige på min egen alder, gik det ligesom op for mig, at det var en dårlig taktik, jeg havde gang i. For de kvinder jeg havde spurgt havde ignoreret mig totalt.
Den gode taktik ville være at tvinge dem, blev jeg enig med mig selv om. Og da jeg så en en kvinde i 30'erne, besluttede jeg mig for, at det desværre skulle gå ud over hende. Det forløb sådan her:
"Uhm, undskyld?"
"Jeg har meget travlt," svarede hun bare. Jeg var da ligeglad.
"Det er bare fordi, jeg skal til Hellerup, kan du ikke bare sige hvilken vej det er?"
"Jeg er ked af det, men jeg har altså ikke tid," sagde damen stresset og begyndte at gå.
"Jeg er også ked af det, for jeg har cyklet rundt i 2 timer, uden nogen ide om hvor jeg var,"
"Åh gud, bare cykl lige ud. Der skal nok komme nogen skilte," vrissede hun, og jeg fik næsten lyst til at sejrsdanse. Den påtrængende måde virker drenge og piger.
"Tusind tak," sagde jeg og skyndte mig at cykle. Jeg ville så gerne hjem.

----------

"Endelig er du her! Jeg er dødsulten," Det var det første min ellers flinke tvillingebror sagde, da jeg trådte ind ad døren. Hvad bildte han sig ind? Ja, jeg var også sulten fordi jeg havde cyklet rundt på Sjælland i 3 timer.
"Jeg har ikke noget rugbrød, du må selv købe noget," mumlede jeg irriteret og smækkede hoveddøren.
"Hvad har du så brugt så lang tid på?" Spurgte Dylan surt.
"Jeg skulle snakke med nogen særdeles uhøflige mennesker i Ballerup," Svarede jeg og smilte irriteret til ham.

---------------

Jeg vågnede og kiggede surt på klokken. Jeg gad virkelig ikke i skole. Og jeg gad virkelig ikke se Benjamin. Det havde været så akavet den aften, hvor han kørte mig hjem.
I stedet for at blive ved med at ligge i sengen, besluttede jeg mig for at stå op. Det var en seriøs beslutning, og jeg fortrød dog også med det samme. Men det var der ikke noget at gøre ved. Jeg gik nedenunder for at få noget morgenmad. Det var altid en god start på dagen. Jeg tog noget bananyoghurt som egentlig smagte forfærdeligt, men som desværre også var det eneste vi havde. Oven på yoghurten puttede jeg havregryn og satte mig ved spisebordet. Da jeg så var godt i gang med at spise, skulle Dylan lige ødelægge hele min morgen og mumle:
"Æv, få dog noget tøj på Candy," Like hvad? Er det nu ikke i orden at gå rundt i undertøj i ens eget hus? Eller ens forældres hus, same same. Det var også i det øjeblik, at jeg for alvor indså at noget var galt med mig, da jeg sagde:
"Hold nu kæft Dylan." Jeg tog mig hurtigt til munden. Hvad havde jeg lige sagt? Åh gud, hvorfor havde alle sådan en dårlig indflydelse på mig?
"Undskyld jeg... Ej bare glem det," mumlede jeg og rejste mig fra bordet. Jeg måtte seriøst aldrig tale sådan igen.