My Best Friend And Her Brother

Søde drenge

"Iih Cyd! Jeg har spottet den flotteste 3g'er i dag," Hvinede Clara i det sekund, jeg trådte ind på skolen. Jeg lignede helt sikkert lort, men jeg havde lige cyklet og desuden haft en meget dårlig morgen.
"Hvor er han henne?" Spurgte jeg og prøvede virkelig at lyde sød. Jeg mener, jeg gjorde virkelig alt hvad, jeg kunne. Episoden med Dylan skulle ikke gentages.
"Han er på trappen sammen med nogen andre, skynd dig!" Hvinede hun. Here we go again, nåede jeg lige at tænke, før hun tog fat om mit håndled og trak mig afsted. Og ganske rigtigt. Lige på den store sad der en særdeles cute dreng og snakkede med nogen andre. Han havde mørkebrunt hår, og totalt røde kinder. Nårh.
"Det er ham den lyshårede," sagde Clara så. Mit blik flakkede pludselig rundt for at finde en sød lyshåret dreng. Og på den anden side af trappen sad der en som egentlig passede meget godt til Claras drengestil. Han så ualmindeligt arrogant ud, så jeg kiggede tilbage på ham med mørkebrunt hår. Han grinte af et eller andet, hans ven sagde.
"Uhm, på højre side af trappen. Mørkt hår og Lacostepolo," sagde jeg, for at få Clara til at se den søde fyr med røde kinder.
"Ahah, du burde få bedre smag i drenge Candy," grinte hun. Men den her dreng var altså super cute.
"Hallo Candyyyy," grinte Clara og fortsatte: "Hvad vil du vide om ham?"
"Alt hvad du ved. I en hurtig beskrivelse fordi du kender alle."
"Okay, det er Anton. Min brors gamle bedste ven, de blev uvenner over en pige eller sådan noget sidste år. Han har ingen tatoveringer, ingen piercinger men han ryger og fester urimeligt meget. Desuden, går han i super dyrt tøj. Så han er i princippet i mod mit princip," forklarede Clara. Han lød super dejlig. Eller måske skulle man bare lære ham at kende.
"Hey vi skal altså til time," sagde Clara og fniste. På daværende tidspunkt vidste jeg ikke hvorfor hun fniste, men lige så snart vi gik op ad trappen, skubbede hun mig direkte ind i ham.
"Oh, undskyld," mumlede jeg og kiggede ned i gulvet.
"Det er i orden," sagde han rimelig ligeglad, så jeg skyndte mig at træde hen til Clara igen.
"Prøv igen," mumlede hun og skubbede mig tilbage direkte ind i ham.
"Ej det må du virkelig undskylde, jeg.." Jeg nåede ikke engang at tale færdig før han afbrød:
"Haha, er der noget du vil spørge om?" Spurgte han og kiggede for første gang på mig.
"Jeg, uhm. Ved du hvad, det tænker jeg lige over," svarede jeg akavet og trådte igen et skridt væk fra ham.
"Du spørger bare, når du finder ud af det," grinte han og vendte tilbage til sine venner.
"Se, det var ikke svært," grinte Clara, da vi fortsatte op ad trappen.
"Nej, men ufattelig akavet," mumlede jeg flovt og kiggede ned i jorden.
"Rolig nu Cyd, drenge synes det er sødt, når en pige er selvsikker," grinte hun videre. Det var altså bare pinligt. "Nu har du jo en undskyldning for at tale til ham igen, men helt ærligt, så bliver du nød til at finde et spørgsmål, som får ham til at glemme den akavede episode." Hun grinte så højt, at jeg blev nød til at grine med. Selvom det overhovedet ikke var sjovt at ydmyge sig selv.
Okay okay, jeg kunne godt selv høre det der.