My Best Friend And Her Brother

Paris

Det var på omtrent det tidspunkt, at det gik op for mig, at Hjalte havde ret. Jeg havde brug for at komme væk, fra alt det drama der havde fulgt mit liv de seneste dage. Soulmates hva? Jeg havde googlet selve ordet en trilliard gange, og der blev ved med at stå, at det var den eneste ene. Hm, måske var Hjalte høj, da vi snakkede sammen, og alt det han havde sagt gav stadig ingen mening. Det var som om, han bare prøvede at ødelægge mit liv. Jeg ville væk. Med det samme. Jeg ville ikke gå på gymnasiet i lille trælse Hellerup. Ville jeg ikke noget andet med mit liv? Jeg var næsten 18 år. Jeg ville se verden, det var helt sikkert. Men først ville jeg snakke med Benjamin, om alt det han åbenbart ikke havde fortalt mig, jeg ville snakke med Clara om alt det hun åbenbart ikke havde fortalt mig, og jeg ville helt sikkert smadre en knytnæve lige i fjæset på Josefine. Jeg ville også se Anton. Jeg ville gerne vide, om han var glad, fordi han havde i hvert fald ødelagt mig. Hvis han ikke havde angrebet mig sådan, for bare lige pludselig at skubbe mig væk den aften, ville jeg have det fint.
Jeg kiggede på min flotte altan. Turde jeg virkelig hoppe over den, og hen på Benjamins vindueskarm?
"Kom nu Candy, lev livet," mumlede jeg og satte mig op på gelænderet. Jeg skulle bare hoppe 1,5 meter og tage fat i håndtaget, som Benjamin havde gjort så mange gange. Jeg stillede mig op på gelænderet og sprang. Jeg tog hurtigt fat i håndtaget som stak ud fra muren, og jeg holdt virkelig godt fast. Jeg vidste godt, at jeg bare lige skulle løfte mine fødder op i vindueskarmen, men jeg kunne ikke. Det var som om, at min krop var helt låst.
"Hvad har du egentlig gang i, Cyd?" Spurgte Benjamin helt roligt. Jeg kunne fornemme, at han var ved at få et seriøst grineflip, men han holdt masken.
"H-J-Æ-L-P M-I-G!" Råbte jeg aggressivt og kunne mærke tårerne presse sig på. Jeg ville sikkert falde ned og brække nakken, og så stod Benjamin bare der og var flabet.
"Hahah, hvis du siger det," grinte han. "Her, tag fat i mine hænder."
"Jeg kan da ikke bare give slip!" Udbrød jeg og stirrede på mine svedige håndflader.
"En hånd af gangen, kom nu. Jeg har dig?" Han sagde det næsten som et spørgsmål. Jeg trak hurtigt vejret, og rakte ham min højre hånd.
"Hurtigt, den anden også!" Råbte han, og jeg rakte modvilligt min venstre hånd ud efter ham, så jeg kun blev holdt oppe af ham. Han træk mig hurtigt halvt ind af vinduet, og jeg fik nogle seriøst skrammer på maven.
"Det var uheldigt Candy, hvad tænkte på?" Grinte han og gjorde plads til at jeg kunne kravle ind.
"Årh, mind mig lige om en til gang hvorfor jeg hader dig," svarede jeg ironisk.
"Hmm, kan du huske dengang til den mærkelig fest-ting. Dengang i lige var flyttet ind?"
"Det er altså ikke specielt lang tid siden Benjamin?"
"Måske ikke, men dengang kendte vi overhovedet ikke hinanden, og du hadede mig alligevel?"
"Hahha, du før det til at lyde som om, at jeg ikke havde nogen grund til at hade dig?" Grinte jeg. Benjamin grinte også men han så virkelig ud som om han tænkte.
"Vent," sagde jeg. "Hjalte sagde til mig, at vi to havde kendt hinanden altid? Hvad mente han?"
"Hva? Har Hjalte sagt det?"
"Øh ja?"
"Altså... okay det er virkelig akavet, men det har jeg altså også. Du har ikke, men jeg kendte godt din storebror, Aiden. Du kan åbenbart ikke huske det, men Aiden var altid i Danmark i ferierne. Mig og ham var nærmest bedste venner, og han fortalte altid om sin lillesøster, Candy. Da i kom var jeg stadig i tvivl om, det var dig," sukkede han. Han grinte en lille smule også.
"Hva? Hvad lavede Aiden i Danmark?"
"Han holdte ferie her, sammen med jeres far," svarede Benjamin.
"Uhm, det giver ikke nogen mening."
"Jo det gør. Men det er virkelig mærkeligt, og du skal ikke sige det til nogen."
"Nå. Så du vidste godt at Aiden døde?"
"Ja, men han stoppede med at komme for flere år siden."
"Nå, det var det jeg ville snakke om. Jeg skal videre nu,"
"Hvad?"
"Jeg skal til Paris i morgen. Jeg har altid gerne villet se Paris," grinte jeg. Jeg kunne ikke tage mig selv seriøst.
"Sammen med din familie? Du kan ikke bare få fri fra skole?"
"Jeg dropper ud af skolen, jeg vil helt sikkert ikke være på den i et sekund mere!"
"Du er skør Candy, du kan ikke tage til Paris helt alene? Ved dine forældre det?"
"Selvfølgelig kan jeg det Benjamin, mine forældre må bare tage sig sammen. Om 1 måned fylder jeg 18, så det er ligesom ikke mit problem, om de ikke vil have at jeg tager afsted."
"Jeg tror ikke, at du ville kunne holde dig selv i live i 2 dage alene," grinte han. Jeg rustede smilende på hovedet.
''Jo! Og hvis du ikke tror på mig, kan du jo bare tage med og holde øje,"
"Jeg troede aldrig du ville spørge!"
"Oh, hvad?"
"Helt ærligt Candy, jeg synes du skal tænke dig om. Hvad med din uddannelse?"
"Det kan vente til næste sommer. Jeg vil bare se verden!"
"Det er sødt. Og virkelig naivt Candy!"
"Jaja, jeg ved det," mumlede jeg surmulende.
"Kom jeg igen snart så," grinte han.
"Oh, så du ville ikke med?" Drillede jeg.
"Bare vent og se!" Grinte han og lænede sig tilbage. Jeg ved ikke hvor min pludselige selvtillid og lyst kom fra, men selvfølgelig ville jeg have Benjamin med.
"Nå, men jeg må videre. Jeg skal nå at snakke med en hel masse folk!" Smilede jeg og stillede mig hen til døren.
"Er du sikker på at du gerne vil rejse?"
"Måske ikke, men livet er hvad man gør det til og sådan nogle ordsprog ikke? Jeg fortæller bare de andre at jeg skal på ferie, så må jeg fortælle det rigtige bagefter. Lov mig ikke at sige det til nogen. Jeg lyder som en skør heksemutter!"
"Hm, bare tænk dig om."