My Best Friend And Her Brother

Skænderi

Clara spurgte ikke rigtig ind til mig omkring den nat. Hun sagde, at hun ikke ville vide, hvor meget hendes bror stønnede eller noget. Jeg tænkte, at det nok var bedst ikke at sige, at det ikke var Benjamin der tog min mødom. Selvom det i princippet også kunne have været ham, jeg så ikke mandens ansigt. Med hensyn til krykkerne, fortalte jeg at det var mit knæ, som gjorde ondt, fordi jeg var faldet og havde revnet min menisk. Clara var ikke videre intelligent, så hun troede på det.

Dylan snakkede jeg  ikke med. Han havde også været til festen, men han var åbenbart helt ligeglad med mig. Det var Benjamin til gengæld ikke. Da jeg tog hjem fra hospitalet søndag morgen, var han med det samme ved min altandør. Da jeg lukkede ham ind, spurgte han ikke til krykkerne eller mine seriøse rander under øjnene. Han gik bare straks i gang med at undskylde.
"Candy, jeg var fuld i fredags, du skal ikke tænke på noget af det der skete!"
"Slap af, jeg ved godt, at du hader mig. Men du kørte joken lidt for langt ud, tror jeg,"
"Hvad? Jeg havde altså ikke været sammen med Josefine, hvis det er det du tror?"
"Lad nu vær, Benjamin."
"Har du snakket med Hjalte?"
"Hvad, nej?"
"Er han ikke hjemme?" Benjamin lød bekymret, men han virkede endnu mere irriteret.
"Det ved jeg ikke okay?! Hvorfor er du sådan en idiot?"
"Jeg har ikke gjort noget forkert?"
"Uhm? Kan du huske, at du sagde, at du var præcis ligesom Hjalte?"
"Nej?"
"Jeg ved du slog ham, og jeg ved at du slog Anton. Hvorfor? Hvad er det at alle folk har gjort dig, Benjamin? Hvorfor har du behov for at ødelægge alle andres liv?! Jeg tvivler på at Hjalte har gjort noget ligeså slemt!" Skreg jeg. Humpede hen mod min dør, inden jeg smækkede den i, så han blev efterladt mumlede han:
"Chill, gurl,"
Det fik mig til at eksplodere en lille smule mere inde i mig selv. Jeg rev døren op og råbte ham ind i fjæset, at det var ham som skulle chille.
"Sorry, men jeg synes ikke at jeg har ødelagt dit liv?"
"Nå! Hvorfor slog du Anton og Hjalte den nat?"
"Lad nu vær, Candy for helvede."
"Hvorfor?"
"Fordi de er idioter Candy."
"Åh, og det er du ikke?"
"Du er fandme utrolig! Hvorfor beskytter du dem? Anton hader dig og Hjalte er så sur på mig. Fordi han vil have dig. Du kender ikke Hjalte eller Anton. Hvis jeg var dig ville jeg holde mig fra dem begge to!"
"Og så slog du dem bare?"
"De drenge er ikke mine brødre. De betyder ikke noget,"
"Som om du ikke også har følelser. De har begge to været dine bedste venner!"
"Ved du hvad, jeg gider ikke det her Candy. Næste gang du gør dig selv til grin, skal jeg nok lade vær med at hjælpe dig," mumlede han og hoppede over på sin egen grund igen. Jeg faldt sammen på gulvet og græd. Havde mine forældre ikke hørt vores skænderi eller hvad? Hvorfor var der ikke nogen som hjalp mig? Hm. Verden var ond mod mig, var den ikke? Benjamin var en idiot, og jeg var så ked af det i forvejen. Fuck fuck fuck.