Alex fucking Johnson

2 - Alex Johnson

Da jeg åbnede en af de to store døre og trådte ind i den bygning, jeg skulle tilbringe flere år på at sidde og lave lektier i, var det første, jeg lagde mærke til, lyden af stemmer. Det andet, jeg lagde mærke til, var en kraftig lugt af sved, men det forklarede skiltet, hvor der stod 'drengeomklædning', som jeg lige var gået forbi.

Jeg var fast besluttet på selv at finde kontoret, hvor jeg skulle have mit skema og min skabskode udleveret. Det endte altid med at være den forkerte, man spurgte, hvis man spurgte om hjælp, og jeg ville helst gerne undgå at skulle give mit telefonnummer til en eller anden dreng, som så ville skrive til mig, når han ville have sex eller sådan noget.

Pludselig ringede klokken, og folk forsvandt i vidt forskellige retninger. Hvis de dog bare alle sammen skulle mod kontoret, kunne jeg have fulgt med dem, men jeg anede ikke, hvem af dem, der skulle til kontoret, hvis der overhoved var nogen, der skulle, så jeg fortsatte min håbløse søgning, indtil jeg nåede enden af gangen og måtte vende om.

Til mit held stod der stadig nogle på gangen.

Til mit uheld var de 'nogle' en dreng.

Jeg diskuterede med mig selv i omkring et minut, om jeg skulle spørge ham om hjælp eller, om jeg skulle fortsætte med at lede, velvidende at jeg aldrig ville finde kontoret. Svaret endte med at blive 'spørg om hjælp', så jeg skyndte mig hen til drengen, før han ville gå.

"Hey," sagde jeg, men da han ikke reagerede, prikkede jeg ham på skulderen. "Undskyld, men hvor er kontoret?"

Han vendte sig om, og jeg fik gensyn med røvhullet, Alex Johnson.

"Zoe Powers." Han gav mig elevatorblikket og smilede smørret. "Lækrere end jeg huskede."

Jeg vendte opgivende øjne. Klamme svin.

"Alex Johnson. Klammere end jeg huskede," svarede jeg og smilede flabet. "Nå, fortæl mig nu, hvor kontoret ligger."

"Hvad får jeg for det?" spurgte han, og jeg vidste præcist, hvad han havde i tankerne.

"Glæden over at have hjulpet en gammel ven." Jeg smilede et stort smil, og jeg lagde ikke skjul på, hvor falsk det var.

"Nah, jeg foretrækker visse andre ting," sagde han og trak på skuldrene.

"Okay, så finder jeg den selv," sagde jeg og vendte irriteret rundt på hælene. Hvorfor kunne han ikke bare svare mig?

"Vent," råbte han efter mig. Jeg vendte mig om og ventede på fortsættelsen. "Jeg kan måske godt klare mig med glæden over at have hjulpet en gammel ven."

Jeg trak lidt smilebåndet, men heller ikke mere end det. Han skulle endelig ikke tro, at jeg kunne lide ham det mindste - for det kunne jeg ikke.

"Tak."

Han førte mig igennem tusindvis af gange, og jeg var bange for at jeg ikke ville kunne finde ud, og for den sags skyld overhoved ikke til time. Pludselig standsede han og fortalte, at det var her, før han vendte om for at gå.

"Alex," kaldte jeg. Jeg blev nødt til at spørge om hjælp igen, om jeg ville det eller ej. "Det er bare fordi, når jeg har fået mit skema, kan jeg jo nok ikke finde til time, så..."

"Så, hvad?" spurgte han. "Hvis du skal bruge hjælp til noget, så skal du bare sige det."

"Kanduikkeventehertiljegharfåetmitskemaogderefterhjælpemigtiltime?" spurgte jeg hurtigt. Han kendte mig og vidste derfor, hvor meget jeg hadede at skulle spørge om hjælp. Ifølge mig var det et tegn på svaghed.

"Hvad sagde du?" Han løftede et øjenbryn, smilede smørret og lænede sig op ad væggen.

"Kan. Du. Ikke. Vente. Her. Til. Jeg. Har. Fået. Mit. Skema. Og. Derefter. Hjælpe. Mig. Til. Time?" Jeg udtalte alle ordene tydeligt, så han ikke kunne klage og tilføjede derefter prikken over i'et, for at han ville hjælpe. "Fantastiske Alex."

"Det var straks bedre," sagde han. "Gå du bare ind, jeg bliver her."

Jeg løftede et øjenbryn og sendte ham lover-du-det-blikket, hvilket han nikkede til. Jeg trådte ind i kontoret og blev mødt af en lille, buttet dame med briller.

"Hej, hvad kan jeg gøre for dig?" smilede hun sukkersødt.

"Jeg er ny," svarede jeg og gengældte hendes overdrevede og sukkersøde smil.

"Arh, så du er Zoe Powers?" Jeg nikkede, og hun rakte mig en stak papirer. "Hav en god dag!"

Jeg takkede og gik ud til Alex.

"Hvilken klasse skal du gå i?" spurgte han, da han så mig, så jeg begyndte at fumle med papirerne for at finde et svar. Det var bare lidt sværere, end jeg havde regnet med, for der var så mange.

"Øhm... kan du tjekke?" spurgte jeg. Han stillede sig bag mig, så jeg kunne lugte hans velduftende mandeparfume, og læste over min skulder.

Jeg trådte et skridt væk fra ham og kiggede op. Han sendte mig et blændende tandpastasmil, der gav mig lyst til at spørge, hvad han børstede tænder med, før han begyndte at gå.

Jeg fulgte efter ham, men fordi han gik så hurtigt, blev jeg nødt til at løbe for at indhente ham.

"Har du tænkt dig at fortælle mig, hvor vi skal hen, eller hvad?" spurgte jeg forpustet, da jeg nåede op på siden af ham. "Jeg vil jo ligesom gerne kunne nå at forberede mig, hvis du er igang med at føre mig ind i et rumskib med sultne rumvæsener, der vil æde mig. Eller hvis du fører mig hen til en masse enhjørninger og regnbuer."

"Nogle gange undrer det mig, hvad der foregår i hovedet på dig, Powers," mumlede han, stadig gående.

"Der foregår sådan en proces, der gør mig endnu mere fantastisk, end jeg allerede er. Jeg ved godt, at det kan lyde urealistisk, fordi jeg allerede er mega fantastisk, men det er det der sker," forklarede jeg. "Nogle gange undrer det mig, hvad der foregår i hovedet på dig, Johnson, men jeg stopper hurtigt med at tænke over det, for efter hvad du gjorde i sommerferien, tør jeg ikke tænke på, hvad du tænker på. Du har allerede givet mig nok traumer for livet."

"Jeg ved, du er misundelig på Sophia," sagde han og smilede et karakteristisk playersmil.

"Fuck dig, Johnson," mumlede jeg og gav ham en lammer. Han ømmede sig, og jeg smilede tilfreds. "Misundelse er en af de få følelser, jeg ikke føler for det stakkels pigebarn."

Jeg var kommet hjem fra USA i starten af sommerferien, og jeg havde ikke tal på, hvor mange gange jeg var blevet forstyrret af Alex, der havde fucking sex med en uskyldig pige, eller jeg havde ingen idé om, hvor uskyldig pigen havde været, men jeg havde ondt af hende.

I samme sekund gik det op for mig, at vi var stoppet, så jeg kiggede skiftevis spørgende på Alex og døren.

"Er det her?" spurgte jeg, da han ikke forstod min hentydning.

Han nikkede, og jeg bankede på døren.

"Hvorfor går du ikke?" Jeg kiggede op på Alex, der stadig stod her, og nåede lige at høre hans svar, inden døren blev åbnet.

"Vi går i samme klasse."

~
Heeeeej igen :))

Jeg håber, at I kan lide bogen, og at I har haft en fantastisk weekend indtil videre!

Stem og kommenter meget gerne, så jeg ved, hvad I synes!

Knus
Helene <3