Da Jack kom hen til mig i kantinen næste dag, havde han fået et blåt øje.
"Åh Gud, hvad er der sket?" udbrød jeg og gav ham et kys. "Har nogen banket et kosteskaft op i dit øje?"
Han rystede på hovedet. "Nej nej. Det er ikke noget. Må jeg ikke sidde lidt her; ved siden af dig?"
Jeg nikkede og rykkede lidt, så der var plads.
"Har du været oppe at slås?" spurgte jeg efter lidt tid.
"Aarh, jeg ved ikke om man kan kalde det en slåskamp."
"Hvad skete der så, Jack? Og hvem gjorde det?"
Jeg så ham skæve over til den anden ende af kantinen, hvor Alex sad. Det var nok ikke meningen, at jeg skulle se det, men det gjorde jeg, og jeg lagde også mærke til, at Alex ikke havde nogen tegn på en slåskamp.
"Det var Alex," gispede jeg.
Jack nikkede langsomt.
"Han overfaldt dig."
"Øh, det var ikke helt det, der skete..." begyndte Jack, men jeg ignorerede og afbrød ham.
"ALEX!"
Der blev stille i kantinen og alles blikke var rettet mod mig, mens jeg gik hen mod Alex' bord med høj fart.
"Hvorfor fanden har du tævet Jack?" hvæsede jeg.
"Hey hey, easy, jeg havde mine grunde," svarede han med et snert af flabet attitude. Gud, hvor jeg hadede ham lige nu.
Her gik jeg og havde et godt liv - sød kæreste og gode veninder - og når han så slår min søde kæreste, er han flabet og ligeglad. Spasser.
"Gu' fanden, om jeg vil tage det roligt. Du skal ikke slå min kæreste," snerrede jeg og brugte mit hemmelige våben - spaghetti med kødsovs fra hans bakke; to sekunder senere stod Alex med spaghetti med kødsovs i håret, og det var så småt begyndt at løbe ned på hans lysegrå sweatshirt.
Jeg kan godt indrømme, at han ikke så alt for glad ud, og at jeg hurtigt fandt ud af, at jeg var gået for vidt.
Mit liv så ud til at ende ret tidligt, scheiße.
Men alligevel kunne jeg ikke holde latteren inde, for Alex så pænt dum ud. Nu så mit liv ud til at ende endnu tidligere, upsi.
"Det er fucking ikke sjovt, abe,"hvæsede han.
Jeg stoppede ikke med at grine; jeg kunne ikke, og det var jo også hans egen skyld, ikke? Han kunne bare lade være med at se så dum ud med spaghetti med kødsovs i hovedet og på trøjen.
"For mig er det, tumpe."
Jeg fortrød omgående mine ord, da jeg mærkede en håndfuld spaghettier, der løb ned under min t-shirt, langs min ryg.
"Det gjorde du bare ikke," snerrede jeg og klaskede en håndfuld mad i hans fjæs for derefter at tvære det godt og grundigt ud i grisens fjæs.
Jeg håbede inderligt, at han ville få en eller to spaghettier op i næsen.
Efter min tværning og klaskning, stod vi ansigt til ansigt med en øjenkontakt, ingen af os ønskede at bryde. Indtil der blev råbt "MADKAMP!" og lyden af spaghetti med kødsovs, der blev kastet på folk, fyldte rummet.
Jeg kastede mig selvfølgelig over idioten foran mig med hænderne fulde, men fordi han var forberedt på mit lille angreb, tværede han maden ud på min t-shirt, inden jeg kunne nå at sige "Alex er en fucking idiot".
Jeg var nu smurt ind i kødsovs og spaghetti, og krigen var først lige begyndt.
-------
"HVAD FANDEN ER DET I LAVER?!"
Dørene til kantinen blev åbnet og ind kom en lidt sut inspektør.
"HVORFOR FANDEN ER DER SPAGHETTI MED KØDSOVS OVERALT?!"
Tja... gæt engang - vi havde lavet madkamp.
"I SKAL FANME IKKE KAVE MADKAMP HERINDE! PÅ SKOLEN! HVEM SKAL NU RYDDE ALT DETTE OP? HVEM STARTEDE DET HER PIS?!"
Jeg mærkede mine kinder blusse op, mens alle pegede deres fingre ad Alex og jeg.
Det her ville ikke ende godt.
***
Halløjsa venner!
Så skete det:
Bogen har 2000+ stemmer!
Jeg er overdrevet glad og taknemmelig og alle andre glade ting.
You guys are amazing!
Som tak for de mange stemmer, får I et kapitel igen i morgen (eller i aften). Og i skal btw glæde jer til det, for det er langt, og mange af jer vil nok elske det. Hihi, jeg er hemmelighedsfuld.
Og når/hvis vi når 3000+ stemmer, opdaterer jeg igen lidt ekstra.
Jeg er så taknemmelig, for at der er så enormt mange, der læser/stemmer/kommenterer min historie/bog.
Jeg havde aldrig regnet med det.
Lige et shout out til min veninde, der er fantastisk til at skrive: LouiseR11
Stem og kommenter!
Love u,
Helene<3
YOU ARE READING
Alex fucking Johnson
Teen Fiction» "Du får hævn, Powers." "Jeg glæder mig allerede, Johnson." « ~ Zoe Powers er en af de få piger, der stolt ville kunne skrive under på, at hun ville svare nej, hvis Alex Johnson spurgte, om de skulle komme sammen. Had har altid været den eneste føl...
