Alex fucking Johnson

31 - "Love is in the air"

Denne mandag var en god dag for mit kærlighedsliv. Det var nemlig en dag, der endelig skete noget i det.

Jeg indrømmede over for mig selv, at jeg var mere eller mindre forelsket Alex. Jeg følte i hvert fald andet end had til ham, og jeg kunne holde ud at se på ham i mere end ti minutter nu - det kunne jeg også før, for han så jo enormt godt ud, men nu så jeg på ham på en anden måde, end jeg plejede. Altså uden blikket fyldt med had.

Og jeg lagde mærke til et tegn eller to på, at han gengældte mine følelser.

Det startede, da Alex kom ind i klassen - det sekund klokken ringede. Jeg kiggede rødmende væk, da hans øjne mødte mine med et smil.

Et tegn på min forelskelse.

Til frokost sad Alex og hans slæng sammen med pigerne og mig. Jeg sad ved siden af Alex.

Ham og de andre var kommet hen til vores bord, og, fordi han gik lidt bag de andre, havde de sat sig ned før ham. Connor havde rykket en tand og sagt "Du kan sidde her, mate", men så havde Alex svaret pænt nej tak og sat sig ved siden af mig.

Et tegn på hans potientielle forelskelse.

Så var vi begyndt at spise, og imens vi spiste lagde jeg mærke til, at han rykkede sig lidt tættere på mig - jeg ved ikke, om det var bevidst, men det satte i hvert fald gang i mine hormoner, hvis man kan sige det sådan.

Jeg smilede overdrevet og mærkede mine kinder få farve. Ikke meget, men lidt.

Alex kiggede på mig med et varmt grin. "Hvad sker der for rødmen, Powers?"

"Hvad snakker du om?" spurgte jeg og mærkede rødmen stige en tand. Det kunne kun betyde en ting - det var tid til et godt gammeldags emneskift. "Se! Der er en turkis panda!"

Jeg pegede et sted hen, og dumme og godtroende, som de var, kiggede de alle sammen.

"Hvorfor turkis?" spurgte Jose.

"Det er min yndlingsfarve," svarede jeg og tog en kæmpe bid af min kyllingesandwich.

"Du er cute, når du spiser," kom det pludseligt fra Alex, der hurtigt tilføjede: "Men også afskyelig, som altid."

Jeg begyndte at smile, hvilket ikke var kønt, for jeg smilede med tænderne, og i det øjeblik var mine tænder smurt ind i dressing og små klumper mad.

"Jeg slår ikke dig i afskyelighed." Jeg tyggede af munden, før jeg talte videre. "Du er lige så afskyelig som den historielærer, jeg havde i USA, og det siger en del, for han var afskyligere end den afskyelige snemand."

"Jeg vælger at tage det som et kompliment."

"Det burde du ikke."

"Hvorfor ikke?"

"Det var ikke ment som et kompliment."

"Men sådan tolkede jeg det."

"Det burde du ikke."

"Hvorfor ikke?"

"Fordi... jah, bare fordi!"

Jeg kiggede rundt og opdagede, at alle de andre - Alice, Ella, Jose, Luke, Connor og Matt - skiftevis kiggede på Alex og jeg. Selvfølgelig rødmede jeg igen.

Seriøst, hvad skete der for mine kinder i dag?

"Love is in the air," sang Alice smilende. "I ville være et mega sødt par."

Jeg rakte ind over bordet og gav hende en blid lammer - hun var jo trods alt en pige.

"Den tanke kan du godt pakke væk igen. Alex og jeg passer omtrent lige så godt sammen som en skildpadde og en kongeørn."

"Helle for at være kongeørnen!" udbrød Alex barnligt.

"Det kan du ikke, for det er jeg," protesterede Matt lige så barnligt.

"Der er ingen grund til at diskutere det, gutter, for det giver sig selv, at jeg ville være kongeørnen. Jeg mener, se lige på Alex. Han er så langsom til alt," fastslog jeg med samme sarkastiske tonefald, som Alex og jeg plejede at have.

"Er jeg langsom til alt? Du skulle se dig selv! Du løber så..." han tav, da han så mit blik.

"Yeah right. Nu er det jo heller ikke, fordi jeg kom enormt meget før dig til motionsdagen, vel?" Mit ene øjenbryn var løftet, og mit smil var triumferende. Meget triumferende.

"Nej, det husker jeg heller ikke noget om," sagde Alex.

"Okay." Jeg lænede mig tilbage i min stol med et selvfedt smil. "Fint. Men jeg er kongeørnen lige meget hvad."

Da han ikke svarede, valgte jeg at tage det som et tegn på enighed.