Alex fucking Johnson

46 - Endnu et besøg

Efter Alex' besøg, havde jeg holdt mig til pigerne og fra Jack og Alex, mest Alex.

Jeg var knust.

Det føltes, som om han havde revet mit hjerte ud, knust det og så sat de små stumper, der var tilbage, på plads igen.

Jeg havde først fortalt Ella, Alice og Jose om episoden et par dage efter, det var sket - til en overnatning - og de havde alle sat sig hen til mig og givet mig et 15 minutter langt gruppekram - som jeg havde nydt. Derefter havde de ladet mig græde, og de var kommet med søde kommentarer i et forsøg på at muntre mig op, men det havde ikke virket.

Jeg forblev trist.

Og når jeg tænkte over det, gav det slet ikke mening. Hvorfor sørgede jeg så meget over en dreng, der tydeligvis ikke ville have mig, når der, hvis vi gik ud fra, at verdensborger nummer 7 milliard kom til verdenen den 31. oktober 2011, og at antallet ikke var steget, var omkring 3,6 milliarder andre drenge?

Men mine mange spekulationer var også spild af tid, for de gjorde mig bare i værre humør.

***

Da jeg var kommet hjem fra Jose, søndag eftermiddag, ringede det på, og fordi min familie ikke var hjemme, blev jeg nødt til at åbne døren. For Alex.

"Hey," sagde han med et skævt smil; ikke sådan et smørret eller flabet, men et undskyldende smil.

"Hey," svarede jeg koldt. Han skulle ikke tro, at jeg havde tilgivet ham, for det havde jeg langt fra. "Hvad vil du?"

"Jeg kommer vel bare for at tale om det, der er sket."

"Nååårh, så du kan undskylde, og vi kan blive de bedstevenner i verden?" spurgte jeg smilende. Han virkede heldigvis ikke til at gennemskue mig.

"Præcis! Det er, som om du læser mine tanker."

Jeg holdt stadig på dørhåndtaget, da jeg sagde: "Prøv, om du også kan læse min."

Det falske smil, jeg før bar, var væk, da jeg lukkede døren i hovedet på ham.

Hæhæ, jeg følte mig meget ond.

"Zoe. Kom nu, Zoe. Jeg er ked af det, jeg gjorde, og jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det om, men sket er sket. Det var jo ikke meningen at såre dig..."

En tåre trillede ned ad min kind, mens jeg åbnede døren.

"Men det gjorde du. Og ved du hvad? Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kan tilgive dig, for jeg troede faktisk, at jeg betød noget for dig, men det gjorde jeg åbenbart ikke, for så havde du ikke gjort, som du gjorde."

Han skulle til at tale, men jeg løftede en hånd for at stoppe ham.

"Jeg er ikke færdig," sagde jeg. "Ved du, hvordan det føles, at man endelig åbner op og fortæller, hvad man føler, for så at få kastet en omgang lort i hovedet? Nej, det gør du ikke, for du er jo så lækker, selvoptaget, egoistisk og mange andre ting, at alle piger vil være sammen med dig. Så du bliver aldrig dumpet - du er dumperen. Og det værste af det hele er, at jeg tror, at jeg stadig elsker dig."

Med de ord smækkede jeg døren i.

Og denne gang åbnede jeg den ikke igen.

-----------------------

Yep, en lille del af dette kapitel er lidt inspireret af filmen "A Walk To Remember", men jeg håber, I kunne lide det alligevel og ikke hader mig mere<3