Alex fucking Johnson

45 - Besøg fra Alex

Klokken 14.02 ringede det på døren, så jeg åbnede og stod ansigt til ansigt med selveste Alex fucking Johnson. Perfekt timing, for nu kunne jeg jo fortælle ham det hele.

"Hey," smilede jeg og flyttede en tot hår om bag mit øre.

"Hey," smilede han tilbage. "Jeg kommer med is, fordi jeg tænkte, at du måske havde brug for en ven. Og fordi is hjælper på alt."

Jeg nikkede og rykkede til siden, så han kunne komme ind.

"Yeah, det er faktisk lige præcis, hvad jeg mangler."

Jeg fulgte ham op på mit værelse, hvor vi tog plads på min seng.

"Hvad er der egentlig sket med din kind? Det ser ret voldsomt ud," sagde han og brød tavsheden.

"Jack slog mig i går."

"Av! Hvorfor?"

"Jeg slog op med ham."

"Oh. Sagde han noget om mig?"

Jeg rynkede brynene og svarede: "Nej, ikke rigtigt. Hvorfor?"

"Han skulle bare til at slå mig, men så kom rektor, hvilket var heldigt, for jeg havde ikke lyst til at tæve ham igen, hvilket jeg ville blive nødt til, hvis han begyndte at slå mig."

"Nå. Øhm, han sagde måske en ting eller to om dig." Jeg fjernede mit blik fra hans og fortalte. "Han var meget vred, da jeg havde slået op, og så påstod han, at det var, fordi jeg var forelsket i dig, jeg slog op. Han lød meget sur."

"Oh," var alt, Alex sagde.

Der var et par minutters stilhed, før jeg endelig tog mig sammen.

"Hør Alex, der er noget, jeg skal fortælle dig. Jeg slog op med Jack, fordi jeg syntes, at han fortjente en, der kunne gengælde hans følelser. Jeg elskede ham ikke sådan rigtigt. Jeg mener, jeg holdt meget af ham, det gjorde jeg virkelig, men jeg elskede ham ikke. Det kunne jeg ikke.

Alle mine følelser lå hos en helt anden. Jeg har været forelsket i ham i noget tid, og nu jeg har indset, at jeg kun blev kærester med Jack for at prøve at komme over ham, jeg virkelig var forelsket i, for jeg troede ikke, at han også ville falde for mig.

Jeg nød den tid, jeg tilbragte sammen med Jack, men den tid, jeg tilbragte med dig, nød jeg endnu mere, og de signaler, du sendte, har fået mig til at tro på, at du måske også har følelser for mig.

Jeg ved godt, at du har et ry som fuckboy, du føler, at du skal leve op til, og det er sikkert pissedumt af mig, men jeg havde bare brug for at fortælle dig det.

Jeg havde bare brug for at fortælle dig, at jeg er håbløst forelsket i dig, Alex Johnson."

Vores blikke mødtes, og jeg syntes at se et kort glimt af glæde i hans øjne, men det skiftede sig hurtigt til koldt og selvfedt.

"Zoe, jeg bebrejder dig ikke, for hvem vil ikke være sammen med mig? Men du ved... jeg er ikke kærestetypen," sagde han med et selvfedt smil. "Og hvis jeg havde været, så ville du heller ikke helt være min type. Du er lidt for... tja, anderledes."

Jeg mærkede tårerne presse på. Nu, hvor jeg ærligt fortalte ham om mine følelser, var han pludselig et arrogant røvhul.

"Jeg må vist hellere gå. Der skulle helst ikke være nogen, der så mig være sammen med dig. De skal helst ikke tro, at vi er kærester. Altså jeg er jo den lækreste og mest populære fyr på gymnasiet, og du er... ja, bare dig."

Han rejste sig op og gik. Og lod isen stå.

------------------

Jeg håber ikke, I hader mig.