Alex fucking Johnson

29 - Sure sokker og saltstænger uden salt

Jeg var gået med til at tage hjem til Alex for at lave lektier - gymnasiet you know.

Vi startede med at sidde ved deres spisebord i køkkenet, hvor vi sammenlignede den tekst vi havde om den amerikanske revolution og skrev lidt efter hinanden, hvis man manglede noget.

Efter lidt tid var Alex' forældre kommet hjem, og så var Alex og jeg gået op på Alex' værelse, hvor der lå sure sokker og beskidte t-shirts og bukser på gulvet - jeg takkede inderligt Gud, for at der ikke lå beskidte underbukser.

Alex havde fundet saltstænger frem, så vi havde noget at arbejde på, og det var jeg rigtig glad for, for jeg eeeelskede saltstænger. Jeg kunne bare ikke lide salt, så jeg pillede salten af og spiste selve stangen, hvilket syntes Alex af en eller anden grund fandt mærkelig og havde brug for at kommentere på.

"Hvad er det, du laver?"

"Jeg spiser saltstænger," svarede jeg og pillede det sidste saltkorn af stangen, før jeg proppede det ind i munden og tykkede det.

"Du spiser saltstænger? Det ligner det ikke. Tager du salten af eller hvad?"

Han mente det som en joke, og I skulle have set hans fjæs, da jeg fuldkommen seriøs svarede, "Ja. Er der noget galt med det?"

"Ja. Det er først lige gået op for mig, hvor usædvanlig underlig du er," sagde han. "Jeg har altid troet, at du bare var en total weirdo, men du er åbenbart underligere end det."

Jeg trak på skuldrene og pillede salten af endnu en saltstang.

"Men du spiser ikke saltstænger," kom det fra Alex, der åbenbart stadig hang fast i det med, at jeg spiste saltstænger uden salt.

"Og hvorfor gør jeg så ikke det, ih og åh så kloge Alex?" spurgte jeg spydigt.

"Du piller salten af. Saltstænger uden salt er jo bare stænger," forklarede han og lød, som om han oprigtigt syntes, at han var et geni.

Jeg lod ham bare drømme videre.

"Sikke en fantastisk og genial observation, kloge-Åge," smilede jeg sarkastisk og åd endnu en saltstang uden salt.

"Har du nogensinde smagt dem med salt?"

Jeg rystede på hovedet. "Niks. De smager bare så godt uden, at jeg ikke engang har overvejet at tage chancen og se, om de er bedre med."

Jeg skulle til at proppe endnu en saltløs saltstang i munden, men Alex kom mig i forkøbet med en saltstang fuld af salt.

"Hva' fuck?"

Jeg sank de små stykker saltstang, der lå i min mund med væmmelse.

"De smager af sure sokker," kommenterede jeg og vrængede ansigt.

"Jeg skal give dig sure sokker," sagde Alex.

Han greb en sur sok, der lå inden for hans rækkevidde, og før jeg kunne have sagt "saltstænger er bedre uden salt" lå den klamme sok på min computers tastatur.

"Ew," hvinede jeg og satte min computer fra mig. "Hvor er du klam," tilføjede jeg og tog sokken op med pengefingeren og tommelfingeren for at kaste den væk. Men så fik jeg en genial idé.

Jeg kastede mig over ham, imens jeg ihærdigt prøvede at nå hans ansigt, så jeg kunne tvære den ud i hans grimme fjæs. Problemet var bare, at han var meget stærkere end mig, så han fik vendt os om, så han sad på mig med sokken i hånden og tværede den i mit flotte ansigt.