Alex fucking Johnson

43 - Hurtige beslutninger

"Det hele er fucking din skyld, Powers," vrissede Alex.

Jeg rystede på hovedet og lod den fugtige klud tørre bordet af for mad.

"Det hele er fandme ikke kun min skyld, Johnson."

Hans ene øjenbryn skød hurtigt i vejret, mens et flabet smil fandt vej til hans læber.

"Vi ville ikke være her, hvis du ikke havde slået Jack."

Vi var blevet sat til at gøre rent i kantinen, fordi vi jo var dem, der havde startet det hele. Det var det dårlige ved det.

Det gode var, at vi måtte tage hjem, når kantinen var ren, og fordi Alex og jeg arbejdede rimelig godt sammen, så det ud til, at vi snart måtte tage hjem.

"Nu jeg tænker over det, var det faktisk godt, at jeg slog Jack, for ellers havde jeg ikke haft muligheden for at gøre det her."

Han sprøjtede lidt vand på mig med fingrene.

Jeg hvinede og gav ham gengæld.

Sådan fortsatte vi i tyve sjove minutter med en vand-fangeleg-agtig-ting, indtil vi blev enige om at fortsætte arbejdet.

-

Jeg fulgtes med Alex hjem. Han gik ved siden af mig, imens han trak sin knallert, og da vi skulle skilles, ved husene, sagde han:

"Jeg er faktisk ked af, at jeg slog Jack."

Han lød ærlig.

"Det er fint."

Han sendte mig et mistroisk blik.

"Helt ærligt, Alex, det er fint," smilede jeg og klappede ham på skulderen. "Hvis jeg skal være ærlig, så har det været hyggeligt og sjovt, både at gøre rent med dig, men også at lave madkamp med dig."

"Det synes jeg også, hvis jeg også skal være ærlig," sagde han og gengældte mit smil. "Men jeg er stadig ked af, at jeg slog din kæreste og ødelagde vores nye og forbedrede venskab."

Jeg rystede smilende på hovedet, gav ham et kram og gik inden for.

Derefter traf jeg en hurtig beslutning og ringede til Jack.

***

Da det ringede på døren, gled jeg ned ad gelænderet og åbnede døren med et sørgmodigt smil.

"Hej, Jack," hilste jeg og lod ham komme ind.

"Hey babe."

Jeg fulgte ham op på mit værelse og lukkede døren.

"Hvad sker der? Du er så trist."

Jeg nikkede og kiggede sukkende ned i mine hænder.

"Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det rigtigt, så nu siger jeg det bare lige ud," advarede jeg. "Jeg vil gerne slå op med dig."

Tårerne var så småt begyndt at pible frem fra mine øjenkroge, og nogle få af dem havde endda sneget sig ned ad mine kinder.

"Hvad? Hvorfor? Fortæl mig, hvad jeg har gjort forkert, og så skal jeg nok gøre det godt igen!"

Han lød fortvivlet, og hans blik tryglede mig om at skifte mening. Men jeg var fast besluttet.

"Du har ikke gjort noget forkert. Du har gjort alt rigtigt, og jeg har virkelig nydt at være sammen med dig, men jeg elsker dig ikke, og du fortjener en, der kan elske dig, ligeså meget som du elsker hende. Jeg vil dig kun det bedste."