Alex fucking Johnson

5 - Tak

Da han sagde, at jeg ville få hævn, mente han det faktisk. Et par minutter efter, jeg havde modtaget beskeden, fyldte høj rockmusik mine ører. Jeg lagde min pude ovenpå mit hoved for at lukke lyden ude - men gæt engang; det virkede ikke.

Jeg rejste mig op for at gå hen og åbne mit vindue. Alex' vindue var også åbent, så jeg råbte at han skulle skrue ned for sin fucking rockmusik. Det hjalp ikke, men i det mindste blev min tvivl, på at det var muligt at skrue yderligere op, besvaret. Et svar jeg godt kunne har overlevet uden.

Da klokken var lidt over et, blev jeg for træt, så mine øjenlåg faldt endelig i, og jeg forsvandt til drømmeland.

En ting var sikker:
Jeg ville være dødtræt i morgen.

Og en ting var endnu sikrere:
Alex fucking Johnson skulle have hævn.

-

"Zoe, hvorfor står du ikke op?"

Jeg strakte mig lidt og åbnede langsomt øjnene. Min mor stod i døren.

"Klokken er 7.30. Jeg troede, du havde styr på det," sagde hun.

Jeg sprang op af sengen, på trods af min kæmpe trang til at sove. Den trang vidste vi vel alle sammen, hvem der var skyld i... *host host* Alex.

Mit tøj i dag bestod af et par shorts; en sort-hvid stribet t-shirt; mine lykkesokker og lykkeunderbukser, med Powerpuff pigerne på, så jeg kunne klare mig igennem dagen; og en bh.

Jeg smuttede hurtigt ud på badeværelset for at gøre de ting, jeg nu skulle derude og nåede lige at tage et æble med i hånden, før jeg var ude af døren og henne ved min cykel.

Da cyklen var låst op og cykelhjelmen var på, satte jeg mig op og begyndte at cykle hurtigere end nogensinde. Mit cykler varede dog ikke så længe, for jeg fandt hurtigt ud af, at cyklens baghjul var punkteret. Here we go - pisse fed start på dagen, hva'?

Klokken var efterhånden ved at blive kvart i otte, da jeg hørte en stemme, der fik mig til at vende mig om.

"Skal du have et lift?"

Det var Alex, og jeg overvejede ikke mit svar et sekund, ja'et fløj bare ud af mig, idet jeg tog min cykelhjelm og løb hen mod ham.

Jeg havde aldrig kørt på en knallert før, så det var noget af en oplevelse at sidde bag Alex og holde fast om hans muskuløse overkrop, som om det gjalt livet. Det var i hvert fald skræmmende, og der gik ikke et sekund, uden jeg var bange for at falde af og dø. For ikke at tale om lugten. Det stank af lort, men det var det hele værd, for jeg kom fem minutter før tid.

"Hvad får jeg som tak?" spurgte Alex, da vi gik ind på skolen.

"Hvad du får?" Jeg løftede et øjenbryn. "Det var jo din skyld, at jeg kom for sent op."

"Du kunne bare lade være med at kaste fucking pandekager med syltetøj på mit vindue," svarede han.

"Ja, okay, det kan jeg godt se," mumlede jeg. "Du vælger selv, men jeg skal godkende det. Og du får stadig hævn." Med de ord gik jeg ind i klassen, hvor vi nu skulle have engelsk.

"Goodmorning everybody," sagde en ældre mand, sandsynligvis vores lærer, der kom gående ind i klassen med to bøger og et hæfte i favnen. "Where is Zoe?." Han spejdede efter mig og gik ned mod mig og gav mig en bog og et hæfte, da han så mig. "Jeg er Sten, og jeg er klassens engelsklærer."

"Hvad kalder folk fra England dig? Stone?" Ordnede røg ud af mig, før jeg nåede at tænke over dem. Heldigvis grinede han bare og sagde: "Du har humor, dig kan jeg lide. Hvis jeg var i England, ville jeg nok stadig sige, at mit navn var Sten, og hvis jeg var i Tyskland; også Sten."

Jeg nikkede smilende, og få sekunder senere begyndte undervisningen.

-

I spisepausen sad jeg igen sammen med Alice og hendes veninder: Josephine og Ella.

Josephine var altid glad, overgiret og innovativ, mens Ella var mere realistisk og nede på jorden.

De var i hvert fald helt vildt søde, og vi sad og snakkede om en eller anden halloweenfest, der åbenbart blev afholdt i år. Man skulle komme udklædt, og vi aftalte at købe vores kostumer sammen.

Pludselig mærkede jeg to underarmen på mine skuldre. Alex Johnson stod og lænede sig på mine skuldre og med sit ansigt alt for tæt på mit øre.

"Jeg har fundet ud af, hvad du skal gøre," hviskede han forførende. Rettelse: i et forsøg på at være forførende.

Jeg fjernede hans arme fra mine skuldre, vendte mig om og skubbede ham lidt væk.

Bag ham stod hans tre trofaste venner, der ligesom ham selv var players; Luke, Matt & Connor.

"Hvad?"

"Du skal have din cykelhjelm på hele vejen hjem."

Jeg løftede et øjenbryn, grinede hånligt og sendte ham et ikke-andet-blik.

Jeg så da pissegodt ud med min lysegrå cykelhjelm, og desuden var der kun tre kilometer hjem.

~
Hva' så?! ;)

I får lige et kapitel denne torsdag aften, klokken 18.47!

Praktisk info: Jeg tager på skiferie på søndag, så jeg opdaterer nok ikke før mandag D. 27, da der ikke er internet - jeg opdaterer måske i morgen eller over morgen, men ikke efter det :)

Vi ses, venner
Helene <3