Alex fucking Johnson

48 - Planer 2

Alex' P.O.V.

Zoe havde haft Sophia med hjemme den dag, og det havde undret mig så meget, at jeg havde holdt øje med dem fra mit værelse næsten hele tiden.

De to ting, der undrede mig mest var:

1. Hvorfor var de sammen, og hvorfor grinede de? De plejede da at være fjender.

Og:

2. Hvorfor havde Sophia så meget tøj på? Hun var altid let påklædt, men jeg klagede ikke over, at hun havde tøj på, for nogle gange var jeg ved at brække mig over hendes såkaldte beklædning.

Jeg havde sygt dårlig samvittighed over det, jeg havde gjort, den dag, Zoe havde fortalt mig om sine følelser. Jeg havde været en idiot.

Det var jo ikke, fordi jeg ikke var forelsket i hende - tværtimod - det var jo, fordi jeg aldrig havde prøvet det her før; jeg havde altid været den der player, der havde gang i en om ugen, så det var noget nyt for mig alt det der kærlighedspis, så jeg var gået i panik, og fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre eller sige, havde jeg opført mig som et fjols. Fjolset over alle fjolser.

Det havde krævet mig enormt meget mod at gå hen og ringe på hendes dør. Jeg havde set hendes familie køre afsted, og så havde jeg endelig - en time senere - taget mig sammen til at ringe på. Da hun så smækkede døren i hovedet på mig, var jeg sikker på, at hun ikke ville se mig mere, så jeg havde holdt mig fra hende siden. Eller faktisk havde jeg prøvet at opsøge hende et par gange, men hun havde afvist mig med triste øjne.

Men mine mange tanker, om hvor meget jeg fortrød, hjalp ikke det mindste.

Zoe var en skøn pige, nej en fantastisk pige, og nu havde jeg mistet hende. Eller endnu værre; såret hende.

Jeg ville klare mig, hvis jeg ikke ville "få hende", bare hun var lykkelig. Det var det eneste, jeg ønskede, for hun fortjente en, der kunne gøre hende lykkelig. Det ville gøre mig lykkelig.

Også selvom det ikke var mig.

Woaw, dybe tanker, jeg havde, hva'?

Jeg blev flået ud af mine tanker, da Matt ringede til mig.

"Hey bro," hilste jeg. "Hva' så?"

"Alice og jeg er et par nu," oplyste han glad.

"Fedt, mand."

"Jeg tænkte, at du ville vide det."

Jeg tænkte lidt over, hvad han mente, men da jeg ville spørge, var han i gang med at tale igen.

"Det var faktisk ikke kun det, jeg ville sige. Jeg holder fest på fredag. Du ved, en julefest. Og den er til ære for dig, for altså, du er jo vild med Powers-tøsen, men hun vil ikke snakke med dig, hvilket Alice og jeg har talt om. Det er så meningen, at hun, sammen med Josephine og Ella, skal få Zoe med til festen, og så kan du tale med hende."

"Og hvorfor skulle hun have lyst til at tale med mig til festen, hvis hun ikke vil på alle andre tidspunkter?"

"Øh, det glemte jeg sgu at tænke på. Du tænker for meget, dude," han grinede lidt, "men jeg snakker med Alice, og så finder hun på noget."

Der var stille i lidt tid; jeg tænkte på, hvad jeg skulle sige, og Matt tænkte på... jah, det havde jeg ingen anelse om.

"Du skal nok få din drømmepige, bro."

Jeg smilede automatisk.

"Tak. Tak for hjælpen, Matt. Du er en god ven, og tillykke med Alice og jeres forhold."

Han takkede, og efter vi havde sagt farvel, lagde jeg på.

***

Næste dag blev jeg overfaldet af Alice, Ella og Jose. Eller det var kun Alice og Josephine, der overfaldt mig; Ella tog det mere stille og var mere chill. Jeg mistænkte hende for at hade mig, hvilket jeg havde ret i, for hun sendte mig de sygeste dræberblikke - sådan nogle, der sagde, at hun ville have dræbt mig, hvis ikke der var andre til stede.

"Hey, tøser, rolig nu, der er nok Alex til jer jer begge," sagde jeg - for sjov selvfølgelig, for de var jo Zoes veninder, og hvem ved? - måske kunne de udrette mirakler ved at tale med hende.

"Jeg har Matt," smilede Alice og lignede en, der var i himlen.

"Og jeg har Tom-Tom," kom det fra Josephine.

"Jeg har også min kæreste," sagde Ella. "Og du har snart Zoe, og så er der ikke Alex nok til alle. Kun til Zoe. Det skal du huske."

"Jaaah... angående Zoe - hvad tænker I vedrørende festen?" Jeg lænede mig op ad væggen og tog armene over kors. "Hvordan vil i få hende med til en fest, hun ved, jeg vil komme til? Eller har I ikke planer om at fortælle hende, at jeg kommer?"

De udvekslede et blik, og derefter begyndte Ella, som jeg regnede for at være den, der normalt førte ordet og var klogest, at fortælle.

"Altså vi har tænkt os at fortælle hende det, for vi er jo trods alt hendes veninder, men..."

"Og hvordan tror I så hun vil reagere, hva'? Hvis jeg kender pigen ret, vil hun sætte sig ned på en stol, med armene over kors, og nægte at tage med, lige meget hvad hun får for det. Altså, jeg tror, hun vil reagere som en lille pige, der har fået at vide, at hun ikke må se Disney show eller få fredagsslik. Det er en ommer, piger."

"Du lod mig ikke tale færdigt, din idiot - det er underligt, at Zoe græder så meget over dig. Ups, det skulle jeg ikke have sagt, men ja...

Vi har tænkt os at fortælle hende det, fordi vi er hendes veninder, men til gengæld vil vi argumentere for, at hun skal tage med. Vi har selvfølgelig lavet argumenterne på forhånd, og hun kan ikke vinde diskussionen, det lover jeg dig."

"Det er, fordi Ella har fundet på argumenterne, og hvis du ikke havde regnet det ud, er hun et 12-talsbarn," hviskede Josephine.

Ella rystede på hovedet. "Jeg har altså også fået andet end 12."

"Yeah right?! Hvornår?" spurgte Alice.

"Jeg har fået 10..."

"10?! Det er det højeste, jeg har fået, og du har fået det en gang eller hvad?" udbrød Josephine.

"To gange," rettede Ella. "Men det er heller ikke det, vores samtale handler om lige nu, for vi var i gang med at drøfte en plan for, hvordan Alex får sin prinsesse, og endnu vigtigere: Hvordan Zoe får sin idiotiske prins."

"Tak for hjælpen," smilede jeg.

"Det var så lidt," sagde Ella og tilføjede: "Men vi gør det ikke for din skyld, overhoved. Vi gør det kun, fordi Zoe af en eller anden tåbelig grund kan lide dig enormt meget."

Jeg valgte at ignorere Ellas sidste kommentar.

"Zoe er heldig at have jer. I er nogle gode veninder."

----------------

Jeg er ked af at sige det, men bogen er ved at nå sin slutning.
MEN, MEN, MEN: Der er stadig et par kapitler tilbage, som jeg håber, I vil kunne lide.

Knus
Helene xx