Alex fucking Johnson

6 - Løbetur

Da jeg skulle hjem, tog jeg som aftalt min cykelhjelm på, hvilket nogle, af dem jeg gik forbi, stirrede undrende på mig over. Jeg sendte dem bare et smil, velvidende at jeg måske ikke så helt så godt ud med min cykelhjelm på, som jeg havde troet.

De tre kilometer var hurtigt gået, og da jeg kom hjem skiftede jeg til løbetøj. Jeg gik udenfor og lavede nogle sprællemænd som opvarming, før jeg begyndte at løbe - i et langsomt tempo, så jeg kunne øge tempoet hen ad vejen.

"Skal du ud og løbe?" Jeg vendte mit blik mod Alex, der stod og kiggede forvirret på mig med et løftet øjenbryn.

"Ja, er det underligt?" spurgte jeg.

Han grinede og svarede: "Ja, lidt. Jeg havde troet, at du var typen, der sad og åd kage dagen lang."

Jeg sendte ham et fornærmet blik.

"Jeg skal jo træne," forklarede jeg, "for at holde det her." Jeg pegede ned af mig selv, og Alex grinede lidt over min kommentar.

"Ja, det kan jeg se. Så må du have en god løbetur, imens jeg spiser pandekager med is," drillede han og gik indenfor.

Jeg startede musikken i mine høretelefoner og satte derefter i løb.
-
Må. Have. Vand.

Jeg kunne godt mærke, at jeg var ude af form, for det var ekstremt hårdt, og jeg var vildt tørstig, da jeg endelig kom i mål aka mit hus. Turen var kun to kilometer lang, fordi jeg lige skulle i form igen efter den lange ferie.

Jeg gik ind i køkkenet og drak tre glas vand. Min lillebror, Jason, sad i sofaen, og da jeg gik forbi ham, viftede han med sin hånd foran sin næse og sagde: "Puha, du sveder jo som et svin."

Jeg uglede ham i håret og gik derefter ind på badeværelset for at tage et dejligt, varmt og langt bad, imens jeg skrålede med på sangene, der spillede fra min telefon.

Efter badet gik jeg op på mit værelse og kiggede ind på Alex' værelse, gennem vinduet, og mødte synet af ham, der lå i en akavet stilling på sin seng og sov.

Hvis han bare vidste, hvor meget min hjerne arbejdede på at finde på en masse geniale hævn-planer, ville han nok ikke se så afslappet ud, men det gjorde han jo ikke. *ondt grin*

Jeg satte mig ned ved mit skrivebord for at få mine planer ned på papir, men da jeg en halv time senere betragtede papiret, var alt, der var på det, en panda.

"Hvad fanden er det for en krusedulle?"

Jeg vendte mig 180° og opdagede Alex Johnson stå på mit værelses gulv.

"Hvad laver du herinde?" spurgte jeg koldt. Ingen skulle genere mine panda-tegninger, og specielt ikke Alex fucking Johnson. Okay, måske var det lidt overdrevet, men jeg kunne godt lide at være ond mod ham.

"Hvorfor så kold?"

"Fordi du er her. Og svar mig så; hvad laver du herinde, og hvordan kom du herind?" spurgte jeg.

"Du skal først svare mig; hvad er det for en krusedulle, du har tegnet?" spurgte han og gik et skridt tættere på mig.

Jeg rettede ryggen og svarede, "Hvis du ikke selv kan se det, så er det faktisk en rigtig flot panda."

"En panda?" spurgte han på randen til at bryde sammen i grin.

Jeg holdt min seriøse maske og nikkede. "Ja, og nu vil jeg gerne have svar."

"Ja ja. Dit vindue var åbent, mit vindue var åbent, jeg kravlede herind, fordi der ikke er så langt mellem vores vinduer, og fordi jeg ville se, hvad du lavede."

"Okay. Nu har du set det, så du må gerne gå igen," sagde jeg.

"Okay okay." Han gik over mod vinduet, og da han begyndte at kravle igennem det, råbte jeg efter ham.

"Du får altså stadig hævn for det med musikken, Johnson."

Han svarede ikke, men jeg var sikker på, at han havde hørt det.

~
Halløjsasa derude!

(OBS. Hvis du er ligeglad med mit liv så spring frem til smileyen!)
Jeg sidder lige pt i Hemsedal, Norge, fordi jeg er på skiferie. Anden dag er overstået, og jeg har kørt på cross, blå, grøn og off-pist. Forresten er sidste gang, jeg var på ski, for otte-ni år siden.

:)
Jeg har heldigvis fået internet, så I får lige et kapitel oven på de hårde skoledage.

Vi ses
Helene <3