"Så Zoe, hvad skal vi lave hjemme hos dig?" spurgte Ella, da vi - Ella, Alice, Jose og jeg - var på vej hjem til mig. Vi havde besluttet os for, at det skulle være hos mig, fordi det kun var Alice, der havde set mit hus, og så havde de på en eller anden weird måde overtalt mig til, at vi skulle sove i telt ude i min have.
Jeg var altså begyndt at tvivle lidt på min afvisningsevne.
"Det ved jeg faktisk ikke," svarede jeg endelig. "Jeg tror, at jeg starter med at give jer en rundvisning."
De nikkede, og vi gik videre, imens vi talte om alt muligt underlig, som for eksempel hvorfor regnbuens farver havde præcis den rækkefølge, den havde. Det havde jo noget med videnskab og sådan noget at gøre, så jeg kunne ikke helt svaret, selvom jeg ikke var specielt dårlig til sådan noget. Ella kunne selvfølgelig svaret.
"Rækkefølgen er altid den samme, bortset fra når det er en dobbeltregnbue; så er den yderste bues rækkefølge omvendt. Altså hvidt sollys kan danne forskellige farver, ligesom når man sender lys gennem et glasprisme. Hvidt lys indeholder altså alle farver, og man kan splitte det op, hvilket man kan gøre ved hjælp af et glasprisme. Fordi lyset bliver bøjet forskelligt, har det den rækkefølge det har. Violet, som er den inderste farve, bøjes mest, og rød, som er den yderste farve, bøjes mindst."
"Nørd," mumlede Jose, og jeg skulede misundeligt til Ella.
Hvorfor skulle hun være født som et 12-tals-barn, når andre måtte ofre sved, blod og tårer for et 10-tal - måske endda et 7-tal?
"Hvorfor ved du sådan noget?" spurgte Alice, mens jeg låste op.
"Når man skriver noter til det, lærerne siger, husker man det bedre," lød Ella den kloges svar.
Jeg trådte indenfor og gik lidt til side.
"Velkommen til familien Powers hus."
***
"Hvorfor så vi også den gyser? Kunne vi ikke have set den pokkers My Little Pony-film?"
Vi lå i et telt ude i min have, sammenkrøllede i vores soveposer med bamser i jerngreb. Vi havde set en gyserfilm, før vi gik herud, af en eller anden grund, så nu blev vi skidehamrende bange, hver gang vi hørte den mindste lyd.
"Det ved jeg ikke, men Ella stop nu med at kilde mit ben!" sagde Jose.
"Jeg kilder ikke dit ben," sagde Ella.
"Øh jo du gør. Hvad skulle det ellers være, der kilder og langsomt kravler længere op ad benet på mig?" Hun var langsomt ved at forstå, hvad der skete, mens hun sagde sætningen, og da hun forstod det 100 procent, hviskede hun, "Oh gosh," kastede sin sovepose af sig, hoppede rundt og skreg. "Rød alarm! Der er en giga edderkop herinde."
Ella og Alice sprang op og løb ud af teltet bag ved Jose. Jeg tøvede ikke med gribe min lommelygte og følge efter. Jeg skulle i hvert fald ikke nyde noget af en kilderne fra den edderkop. Jeg skulle ikke engang se den, så ville jeg få mareridt.
Da jeg var ti år gammel, viste en af drengene fra min klasse mig et billede af en sygt ulækker fugleedderkop, og jeg kan godt sige dig, at det tog mig lang tid at falde i søvn. Jeg kom i skole med dybe rande under øjnene resten af skoleåret.
"Fy for fanden, Jose! Du har taget en edderkop med i din sovepose." Alice var vist ikke edderkoppernes største fan, og for at være ærlig, undrede det mig også, at der fandtes mennesker, der valgte at anskaffe dig sådan et monster som kæledyr. Jeg ville hellere have en panda.
"Hey, det var ikke dig, den kravlede op ad. Jeg får kuldegysninger af at tænke på det," svarede Jose. "Skal vi ikke gå ind og sove? Jeg tror ikke, at jeg får lukket et øje ellers."
"Jeg stemmer for," svarede jeg hurtigt og løb mod døren. De andre fulgte efter, men det viste sig, at døren var låst - mange tak mor og far - og når klokken nu var over midnat, ville det ikke hjælpe det mindste at ringe på døren eller ringe til mine forældre.
Vi var fanget herude.
Typisk.
"Tja, jeg tror desværre, at vi må tilbringe resten af natten herude," meddelte jeg, hvilket fik Jose til at brokke sig.
"Men der kravlede en tarantel på mig!"
"Jose, der findes ikke taranteller i Danmark. Det kan højst have været en hus-edderkop," fortalte Ella den kloge.
"Så var det en hus-edderkop, for den føltes gigantisk!"
Ups. Der brækkede jeg mig lige mentalt.
"Fy for fanden," sagde Alice, hvilket beskrev mine tanker 100 procent.
"Nå, skal vi få ordnet teltet, så vi kan sove derude?" spurgte jeg.
-
En time senere lå vi igen ude i teltet, men Jose og jeg delte sovepose, fordi Jose var bange for, at der skulle gemme sig flere godter i hendes sovepose, som nu lå et godt stykke væk fra teltet.
"Hvad var det?" hviskede jeg, da der lød en uhyggelig lyd ude foran teltet.
"Jeg ved det ikke," blev der hvisket tilbage fra Alice, "men det er ret uhyggeligt."
Lyden blev ved og kom tættere på.
"Zoe, sluk din lygte. Så kan det være, at hvad end, der er derude, ikke kan finde os," hviskede Jose.
"Hvorfor så vi også den fucking gyser?!" hviskede jeg hysterisk, da det med at slukke lygten ikke hjalp.
Det lød, som om en masse skarpe negle - eller kløer - blev revet langs med teltets yderside. Lynlåsen blev langsomt hevet opad.
Jose skreg, hvilket fik Alice til at skrige, hvilket fik mig til at skrige, hvilket fik Ella til at skrige.
Gosh, vi kunne da godt nok skrige.
Så hørte jeg et grin, jeg hurtigt genkendte, efterfulgt af tre andre grin, der også var let genkendelige.
Teltet blev åbnet, og ind kom de fire grinende drenge; Alex, Luke, Connor og Matt.
Jeg svor, at give dem så mange tæsk, at de kun lige akkurat kunne gå tilbage til Alex' hus.
Sikke en cliché.
أنت تقرأ
Alex fucking Johnson
قصص المراهقين» "Du får hævn, Powers." "Jeg glæder mig allerede, Johnson." « ~ Zoe Powers er en af de få piger, der stolt ville kunne skrive under på, at hun ville svare nej, hvis Alex Johnson spurgte, om de skulle komme sammen. Had har altid været den eneste føl...
