Alex fucking Johnson

4 - Middag

PS. Ikke bliv forvirrede over, at kapitlet udgives for anden gang! Jeg har bare ændret Jasons alder fra 11 år til 8,5 år :)

Efter at have sagt farvel til Alice gik jeg ind i køkkenet, hvor jeg så, at menuen stod på indbagt laks, en af mine livretter, og at der endda blev serveret to af dem.

"Lækkert," smilede jeg og hjalp med at dække bord. "Vent, hvorfor er der syv tallerkener?"

"Vi inviterede naboerne til middag," svarede mor smilende. Jeg sukkede indvendigt, men smilede udvendigt.

"Fedt," sagde jeg med det falske smil klistret fast. Jeg havde lige håbet, at jeg kunne spise endnu mere af den lækre mad.

"Det plejede jo at være så hyggeligt, da I var mindre. I har det så godt med hinanden," sagde hun og tilføjede: "De har jo også en dreng, der vist går på din skole, så I har en masse at tale om."

Jeg smilede bare. Hun havde ingen idé om, hvor meget vi hadede hinanden, Alex og jeg.

Klokken 18 ringede det på døren, og min mor farede ud for at åbne. Jeg gik derimod kun derud, fordi mor råbte, at jeg skulle komme.

Jeg hilste og gav hånd til Alex' forældre, men til Alex nikkede jeg bare og vendte øjne over det smil, der dukkede op på hans læber, da han så mig. Et rigtigt selvfedt smil, som sædvanlig.

Jeg fulgte efter de andre ud i køkkenet og opdagede, at Alex sad på MIN plads. Jeg ved ikke med jer, men hjemme hos mig havde vi faste pladser. Jeg kiggede på ham og sagde: "Du sidder på min plads," men min mor brød ind.

"Zoe, nu lader vi gæsterne vælge plads først." Hun brugte en det-er-ikke-til-diskution-tone, så jeg satte mig modvilligt på den eneste ledige plads, ved siden af ham.

"Nå, Zoe," begyndte Alex' mor, Eva, "hvad synes du om at gå på gymnasie? Jeg hører også, at du går i samme klasse som Alex."

"Ja," sagde jeg. "Vi går i samme klasse, men jeg har kun været der i en dag, så jeg ved ikke rigtig, hvordan det er."

Eva nikkede, og vi spiste videre i akavet stilhed - eller de voksne snakkede som om, det gjalt livet, mens os børn bare sad og sorterede pastaen fra ærterne eller sådan noget. Tallerkenerne fik i hvert fald meget opmærksomhed.

-

Efter vi havde spist, sad de voksne stadig og snakkede. Min lillebror var gået ind på sit værelse for at spille et eller andet spil på sin computer eller PlayStation. Nørd.

"Zoe, skal du ikke vise Alex dit værelse?" spurgte min mor pludselig, og jeg rystede hurtigt på hovedet og svarede: "Han har jo set det før."

"For over et år siden. Du har jo rykket rundt," sagde hun.

"Han har jo haft chancen for at se det gennem vinduet."

Alex skulle i hvert fald ikke ind på mit værelse. Det ville ende med, at han ødelagde noget, og det ville jeg ikke smile så meget over.

"For at være ærlig, Zoe, så har jeg haft andre interesser end at stå og kigge ind på dit værelse," sagde Alex. Min mor var åbenbart ikke klog nok til at høre hans flabede tone, så hun kiggede bestemt på mig.

"Okay," mumlede jeg, inden jeg rejste mig op og gik op på mit værelse uden at sige tak for mad eller vente på Alex.

"Sikke et fint værelse, Powers." Mit blik fulgte ham, imens han gik hen og satte sig ved siden af mig. Jeg nikkede bare og takkede inderligt gud, fordi jeg havde været så klog at trække gardinet for.

"Du kigger dig bare omkring," mumlede jeg og gik ind på Facebook på min mobil, hvor jeg begyndte at scrolle gennem mit feed.

"Hvorfor så stille?"

"Hvad er der at sige?" Jeg kiggede op. Han stod ved min reol og kiggede på tingene.

"Du kunne jo forklare mig, hvor lækker, du synes, jeg er," svarede han og jeg kunne forestille mig det selvglade grin, der helt sikkert var plantet på hans læber. Jeg vendte øjne og lovede mig selv at give ham en lammer i morgen, inden jeg svarede: "Er du sikker på, at du vil vide det?"

Han nikkede.

"På en skala fra et til ti er du ti," sagde jeg, "hvis altså et er mega lækker, og ti er helt vildt ulækker."

"Jeg hader dig, Powers," mumlede han, og jeg grinede, fordi jeg var sådan en type, der grinede over sine egne jokes.

"Jeg kan kun sige i lige måde, Johnson."

-

Klokken 21.24 stod jeg ude i gangen, fordi gæsterne skulle hjem, og jeg var blevet tvunget med ud for at sige farvel.

"Alex forresten," sagde min mor, lige før de åbnede døren. Da han kiggede på hende, talte hun videre. "Vi tænkte på, om du kunne tænke dig at være babysitter for Jason? Du skal selvfølgelig nok få løn og alt muligt, men vi mangler bare en babysitter."

Jeg kiggede fornærmet på mine forældre. Havde de virkelig lige spurgt vores nabo, om han ville passe Jason, når de havde en datter på samme alder, der var mindst lige så klog?

"Moar, jeg er otte og et halvt år gammel! Jeg har ikke brug for en babysitter!" udbrød Jason irriteret.

"Hvorfor spurgte I ikke mig?" spurgte jeg; mindst lige så irriteret som Jason.

"Jason, du er ikke gammel nok til at være alene hjemme," sagde min far, og min mor fortsatte, "Zoe, Jason og dig kommer bare op og skændes, og så kan du heller ikke lave mad."

"Jeg kan også bedre lide Alex end Zoe," sagde min lillebror, og jeg svarede med en lammer og et rul med øjnene.

"Hvad siger du Alex?" spurgte min far.

"Det vil jeg rigtig gerne! Så kan jeg jo også lære jeres børn bedre at kende." Han smilede og rettede ryggen. Jeg fnyste. Jeg havde da i hvert fald ikke lyst til at lære ham bedre at kende.

"Så er det jo en aftale," smilede mor. "Vi kontakter dig, når det er nødvendigt."

Han nikkede, og så gik de endelig ud af vores hus.

-

Klokken 21.43 lå jeg i min seng med åbent vindue, så jeg kunne høre Alex' reaktion, når han så sit lækre vindue. Jeg behøvede heldigvis ikke vente længe, og et bredt smil dukkede op på mine læber, da jeg hørte ham.

"Fuck hvor klamt! Jeg sværger, jeg flækker den fucking person, der har gjort det."

Jeg lukkede hurtigt vinduet, imens jeg grinede, så han ikke kunne give gengæld på en eller anden måde, men klokken 21.46 fik jeg en besked.

Jeg kunne næsten høre ham grine ondskabsfuldt, da jeg læste beskeden.

Alex Johnson: Du får hævn, Powers.

Jeg vidste godt, at han ikke kunne høre mig, men jeg hviskede alligevel, "Jeg glæder mig allerede, Johnson."

~
Hey!

I får lige et kapitel inden skole :)

Vi ses!
Helene <3