Alex fucking Johnson

14 - Bordfodbold

"Seriøst, jeg tror aldrig nogensinde, at jeg kan se på en dukke, uden at brække mig, igen," brokkede jeg efter filmen. Den havde været vildt uhyggelig og klam, og jeg havde klamret mig til Alex, hvilket jeg øjeblikkelig stoppede med, da filmen var færdig.

"Se," hviskede han, "Jason sover."

Jeg nikkede og gik over mod min sovende lillebror, fordi jeg havde tænkt mig at løfte ham ind i sin seng. På vej derhen kom jeg bare i tanke om, hvor små mine muskler var. Altså, hvis de overhoved kunne kaldes muskler. De lignede mere fugleklatter. Wow, selvtillid på høj plan her, hva'?

Jeg kiggede over på Alex og sagde: "Kan du ikke bære ham ind i sin seng?"

"Jo." Han gik hen til Jason og løftede ham op med en arm, som om han vejede et kilo - nej, en fjer. Så gik han ind på værelset, og da han kom ud igen, hang Jason ikke over hans skulder længere.

"Skal vi ikke se... Dear John?!" udbrød jeg og kom i tanke om, at Jason sov.

"Jeg har aldrig hørt om den, men lad os prøve," svarede han med et skuldertræk.

Jeg grinede ondt, da jeg satte mig ned.

Alex Johnson vidste ikke, hvad han gik med til, og han skulle nok fortryde, muhahaha.

<><><><><>

Efter filmen sad Alex med tårer i øjnene. Jeg havde aldrig set en dreng græde så meget - hvis man kan kalde det at græde, når man snøfter lidt og har lidt tårer i øjnene - men den havde åbenbart ramt plet. Okay, jeg indrømmer, at jeg ikke havde det specielt mange grædende drenge. Faktisk overhoved ikke nogen.

"Det var ikke engang sørgeligt det med deres kærlighed og brevene. Det, der var sørgeligt, var, at han ikke kunne få sagt det, før faren døde," sagde han.

Jeg tørrede mine kinder med håndfladen og nikkede. "Jeg er enig. Men det andet var også sørgeligt." Et hulk undslap mine læber, da jeg tænkte på den døde far. Det var så sørgeligt... *snøft*

"Skal vi ikke prøve noget sjovt?"

Jeg løftede et øjenbryn og sagde, "Det kommer an på, hvad din definition af 'sjov' er."

"Rolig nu," grinede han og fortsatte smørret, "Det bliver sjovt."

"Lad mig høre."

"Vi kunne lægge arm. Hvis jeg vinder, skal du købe frokost til mig i morgen, og hvis du vinder skal jeg," forklarede han.

"Sig mig, inviterer du mig ud på en date? Har du endelig indrømmet over for dig selv, at jeg er helt vildt attraktiv?" spurgte jeg. Det var noget han kunne finde på at sige, så han kiggede et kort øjeblik forvirret på mig, inden han udbrød, "Nej nej nej nej! Ikke en date! Jeg vil bare gerne have gratis mad. Vi kan også sige, at vi skal sove i samme seng, hvis jeg vinder."

"Nej nej. Det giver mening, det med maden - jeg vil også gerne have gratis mad - men armlægning? Hell no."

"Hvorfor ikke?"

"Tror du selv, at jeg har en chance for at vinde?" spurgte jeg.

"Altså du giver ret smertefulde lammere," oplyste han.

"Jeg giver ret smertefulde lammere, ja," gentog jeg og fortsatte, "men jeg har jo også øvet mig på det i nogle år nu. Jeg skulle jo finde en måde at holde dig ud. Og det, at mine lammere er hårde, er ikke ens betydende med, at jeg er god til at lægge arm."

"Så det er et nej?" spurgte han.

Jeg rystede på hovedet. "Det er ikke et nej. Jeg vil gerne konkurrere om en frokost, men det skal bare ikke være i armlægning. Hvad med... bordfodbold! Det er jeg god til."

"Du er ikke bedre end mig," fastslog Alex med et løftet øjenbryn og et selvfedt smil på læben.

"Øh jo!"

"Øh nej!"

"Øh jo!"

"Så bevis det," sagde han. "Lad os komme igang."

Vi gik op til det bordfodboldbord, der stod i stuen, og stillede os på hver vores side. Han kastede bolden op, og jeg smilede udfordrende og triumferende til ham, da jeg scorede første mål. Zoe Powers var mester til bordfodbold.

Efter lidt tid måtte jeg desværre trække det, at jeg var mega god til bordfodbold, tilbage. Det stod 9-3 - til Alex. Sikke noget lorte pis. Jeg skulle købe frokost til ham i morgen, og han ville uden tvivl vælge et eller andet dyrt og så tage en masse af det.

"Hvordan synes du selv det går, ih så gode Zoe?" spurgte Alex flabet, da jeg stod med bolden i hånden. Jeg skulle give bolden, der muligvis kunne være den sidste, op, men jeg ventede lidt for at udskyde sikkerheden om, at jeg skulle betale for en frokost til ham.

"Du mangler stadig et mål. Alt kan nå at ske," svarede jeg fyldt med falsk selvsikkerhed og skød brystet frem, inden jeg smed bolden ud på banen.

Den blev skudt frem og tilbage et par gange, men Alex endte alligevel med at score.

"Fuck," mumlede jeg bare og gik hen til sofaen, som jeg bedrøvet kastede mig i. "Jeg hader dig, Johnson."

"Du er bare en dårlig taber, Powers. Jeg glæder mig til frokosten i morgen," svarede han smilende.

"Det gør jeg ikke."

~
Halløj

Kan I godt lide, når kapitlerne er på omkring 1000+ ord? (Dette var på ca. 850)

Forresten; TUSIND TRILLIONER GANGE TAK for 1K+ reads og 153 votes allerede! Det er for vildt!

Elsker jer!
Helene <3