I'm a fighter // f.l.

«Eftersidning»

Billede er af James*

Hvordan endte jeg med en mobbe og en spand vand, i en lugtende gymnastik-sal, sammen med William. På min anden skoledag? Åhh gud. Vi snakkede ikke rigtigt, altså de først 20-30 minutter, men så kom jeg til at vælte spanden med vand, og så brokkede William sig. oops...

"Åhhh du er så fucking klodset hele tiden". "Åhh fuck det er din skyld". "Fuck dig Selma, du har ødelagt mit liv." Og så videre.

"Det er kraftedeme ikke min skyld! Det var fucking dig der sagde det til inspektøren, så nu er jeg fanget med fucking dig i en fucking hal, i min fucking fritid! Det er ikke kun dig, der går glip at træning, okay?! Så stop med at være så fucking selvisk hele tiden, for jeg kan fucking ikke holde det ud længere!" Råber jeg, smider min moppe, og går ind ved pedellens skab. Der må være en klud, eller et eller andet. 

Jeg ved godt at jeg fik et bitch flip på William lige før, men jeg kunne ikke klare 2 sekunder mere med hans brokkeri, det er jo til t brække sig over.

Jeg roder rundt i skabet, men finder ikke noget. Jeg har lavet et stort rod, så det rydder jeg lige op, før jeg går tilbage. 

Jeg høre nogle fodtrin, åhh shit det er sikkert pedellen.... Jeg skynder mig med at rydde op. Ind i skbaet, kommer William. Åhh det er bare ham. "Jeg kan ikke finde noget herinde" Sagde jeg, og ville lægge en glas-rens-ting op på øverste hylde... Men jeg er ikke høj nok.

"Lad mig" Sagde William, og tog glas-rensen ud af mine hænder. William er næsten et hoved højere end mig, så han havde ingen problemer med at få den derop. "Tak" Mumlede jeg. Skabet er ret lille, så vi står klæbet op af hinanden. Ret akavet hvis du spørg mig. 

Vi gik begge ud af skabet. Intet skete. Efter alle de film jeg har set, og de bøger jeg har læst, sker der altid noget 'magisk' inde i pedellens skab..... Men ikke her, fordi.... nej. bare nej. Det er så forkert på så mange måder.

Vi går sammen ind til hallen igen. "Så, hvorfor afviser du mig?" Spørg han. Wow mærkeligt spørgsmål. "Fordi jeg ikke kan lide dig" Sagde jeg koldt. Han holdt sin hånd på hjertet og sukkede dramatisk. "Jeg troede ellers vi havde noget" Sagde han. Hvorfor fanden troede han det??

"Nej du forveksler mig sikkert med.... en hver pige på skolen" Sagde jeg. "Så du har altså hørt om mit ry... huh?" Spørg han. "Ja, men det var efter du var en total idiot, og smække en dør i knolden på mig... så du har aldrig rigtig haft en chance med mig" Sagde jeg med et falsk smil. "ja vi for se" Siger han, og fordi vi er fremme i hallen, tager han moppen, og mopper vandet op. 

"Jeg når ikke træning alligevel. Vil du blive på skolen med mig?" Spørg han, og læner sig op af moppen. Jeg ryster på hoved med et grin. "Du ændre dig aldrig huh?" Spørg jeg, og tager min moppe.

"jeg har ingen grund til at ændre mig. Mit liv er ret fantastisk" Siger han, med hans William-ansigt. Flirtende øjne, og det skæve, slekse smil.... Det er William-ansigtet. "Dit selvtillid fejler da ikke noget" Sagde jeg, og vi moppede resten af gulvet.

...

Vi er færdige med rengøringen, og vores straf er DONE. William og jeg fulgtes til parkeringspladsen. "Du sagde du selv skulle træne idag" Sagde han, og fiskede vist efter hvad jeg træner. "Sagde jeg det?" Spurgte jeg. "Ja, du ved... da du havde dit lille bitch flip." Sagde han, og roede lidt i sit hår. "Og hvem var så skyld i det?" Spørg jeg, og giver William-det-er-din-skyld-blikket. 

"Karate" Sagde jeg endelig. "karate huh?" Siger han, og stopper op. Men jeg finder først ud af han stoppede efter jeg havde gået 4-5 skridt. Jeg kigger tilbage. Han har smidt tasken. Han tager et lille tilløb, og laver et vildt nice flyve spark. Wow.

Jeg ser overrasket på ham. "Wow, hvordan har du lært det?" Spørg jeg. Det tog mig næsten 2 år at lære det trick. Begynder held? "Jeg gik også til kampsport, for.... 4 år siden. Det her trick er det eneste jeg syntes der er sejt nok at huske.... Så det øver jeg mig lidt på." Siger han, og tager sin taske på ryggen igen. "wow" mumler jeg. 

"imponeret?" Siger han, med et ikke-flirtende smil.... mere et ja-jeg-ved-jeg-er-sej-smil. "ja, faktisk" Sagde jeg, med et skræmt blik. William Lachowski har imponeret Selma Johnson. Hvem skulle havde troet det?

"Det er ikke rigtig noget pigerne plejer at være vilde med.... Men så igen, du er ikke en helt normal pige" Siger han. "Jeg tager det som et kompliment" Siger jeg, med et skævt, oprigtigt smil.

Vi går hver især ind i vores egen bil, og køre hjem.... Eller jeg køre hjem, jeg ved ikke med William.