girls can do everything

9 {} Hospital

Madisons synsvinkel:

Jeg magter ikke rigtigt at åbne øjnene. Mit hoved er utroligt ømt. Jeg tror virkelig, at jeg skal kaste op. Jeg kan høre der er nogle, der pusler i rummet, måske ved siden af. Måske i den anden ene af lokalet.

Jeg løfter langsomt mine øjenlåg. Jeg ligger i et hvidt lokale, men sådan ville alle jo beskrive et hospitalværelse. Jeg drejer langsomt hovedet og ser nogle i den anden ene af værelset.

Den ene drejer hovedet og råber på en læge. Jeg prøver at holde mig vågen. Lægerne farer rundt "Madison, kan du høre mig? Prøv at holde dig vågen"

og jeg siger jer; jeg prøver, men det er utrolig svært. Det er som om mine øjenlåg kæmper imod og vil have at jeg lukker dem, men jeg giver ikke op. Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, hvis jeg lukker mine øjne, og jeg er ærlig talt bange, men hvad kan jeg gøre? Jeg kan kun gøre det lægerne siger. Selvom læger er uhyggelige rumvæsener, sendt fra Jupiter.

Jeg ved jeg så min mor imellem menneskerne i den anden ene af værelset. Jeg kan huske dengang vi var ude at kælke, hvor jeg sad på kælken. Far skulle lige have sin ene vante ordentligt på, men da han steg af kælken begyndte den at trille. Min mor kastede sig ud mod kælken. Hun nåede lige at gribe fat i snoren. Kælken susede ned af bakken med mor hængende bag på med et stramt greb om snoren. Da vi kom ned fra bakken kom far løbende. Og jeg skal lige sige min far er ikke den bedste løber. Eller måske. Han ser ihvertfald bare ikke så godt ud når han løber.

Imens jeg tænkte tilbage, havde jeg slet ikke lagt mærke til, at der stod en og kiggede på mig. Jeg blinkede en gang og så op i det smukke ansigt, der stod over mig.

Et smukt ansigt uden identitet. 

"Madison, "det lyder næsten som en hvisken "Bare hold dig vågen, du er okay" Spørger stemmen nervøst. 

"Jeg prøver" Hvisker jeg hæst. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige til ham. Selvfølgelig vil jeg ikke forlade ham. Hvem han så er. 

Han sætter sig ned på kanten af sengene og ligger sin hånd i min. Jeg mærker et sus. 

De forsvinder alle sammen og der bliver stille. Jeg giver mig selv adskillige mentale dumhedsslag. Jeg orker ikke det her. 

Kort kapitel i know. Men sådan giver det bedst mening.