girls can do everything

39{} Nederlag og øjeblikke.

Som barn drømte vi alle sikkert om at blive til noget stort. Alle andre piger på min årgang drømte om at blive prinsesse. Det var som 5'årig, bare ikke mig. Jeg gik imod strømmen som pige og ville være legende fodboldspiller. Så da alle pigerne begyndte at se ned til mig, trænede mit lille 6'årige jeg hårdere. Jeg trænede og trænede. Vandt kampe og ikke mindst tabt kampe, nogle siger at et nederlag er verdens værste ting, men for hvert nederlag lærer man. Man lærer af sine fejl og nederlag.

- Jeg har lidt mange nederlag.

Omkring alt, men endelig føler jeg faktisk at jeg har vundet. Vundet rigtigt. Med ti års fodbold i bagagen er det overraskende nok ikke fodbold jeg føler mig som vinder i.

Med følelsen af tilfredshed prydende i kroppen skyder jeg bolden i mål. Det hvide net flyver tilbage og jeg smiler tilfreds.

Det er en uge siden at jeg tog beslutningen og valgte at sige 'vi ses' til Marcus og Martinus. Jeg har ikke kunnet slippe følelsen af tilfredshed og følelsen af at have gjort noget rigtigt. Sådan rigtigt. Jeg er stolt.

Mine fingre rystede, mit hovede dunkede, mine tænder klaprede og min mave vendte sig de første tre dage efter jeg var kommet hjem. Begrundelse? Jeg var nervøs og forvirret over hvorfor fanden i helvede de bare ignorerede mig. Den første dag var det skønt, men den næste dag var alt vendt op og ned og så op igen. Det var frygteligt.

Men efter de næste to dage, var jeg glad. Jeg var glad for den beslutning jeg tog. Selvom den nok kostede mig en del. En del af Marcus og Martinus' positivitet, men jeg kan simpelthen ikke lade være med at være positiv lige nu. Jeg føler endelig at jeg har truffet en rigtig beslutning, med den rigtige konsekvent.

Mine grin er rigtig glade. Mine smil er rigtige smil. Alt er rigtigt!

Uanset hvad, så er livet jo til for at miste. Men med miste kan man få. Var jeg lige mega poetisk der? Jah, det var jeg da nok.

Jeg ved at Kjeld- Erik stod bag. Åhh Kjell- Erik. Et dejligt norsk navn, til en mand der vil sine sønner det bedste, mens omverdenen må lide. Jeg kan ikke forstå det. Jeg ved. VED! At det var Kjeld- Erik der stod bag at drengene ikke gad kigge på mig. Ignorerede mig.

Intet kan lave om på det nu, og det er da heller ikke noget der behøver. Intet skal komme og ødelægge dette. Ingen skal ødelægge dette øjeblik. Dette øjeblik hvor jeg står på det dugvåde græs med solens sidste orangestråler skinnende over, men alt kommer uforudsigeligt. Og netop som jeg stod og tænkte det kunne jeg høre den knirkende havelåge åbne sig.

- Og mit øjeblik er ødelagt.

JEG ER TILBAGE!!💛

Der er nok nogle der er lidt sådan 'Hvorfor ignorerede de hende egentlig?' Eller 'Det er et mærkeligt skift, de drenge tager?' Og ja det er det, men ihvertfald det første får i svar på i næste kapitel.
Jeg håber virkelig i vil kunne forstå dette kapitel da jeg faktisk selv er lidt stolt.

GÆT HVEM DER HAR FØDSELSDAG SØNDAG?

-MIIIIIIIIG!!

PS. Husk i stadig kan stemme inde på xlesterrx profil. Inde i bogen: Danish Fiktion Award. 2018.

GOD WEEKEND!