girls can do everything

50{} Bonuskapitel

"Jeg hader dig!"

"Jeg hader også dig!" Svarer han grinende tilbage.

Han sætter sig langsomt og modstræbende ind i bilen, men hans smil er heller ikke til at tage fejl af. Han er glad, lykkelig faktisk, ligesom mig. Han sender mig et entusiastisk vink, mens hans smil når fra den ene øreflip til den anden.

Han er vidunderlig lige nu. Og jeg har det mærkeligt nok fantastisk, selvom jeg ved, jeg ikke vil se ham i et godt stykke tid, føler jeg mig mere lykkelig end nogensinde før. Jeg føler en glæde over at vide, at han vil komme tilbage. Jeg føler en glæde over, at jeg ved det smil han smiler lige nu er ægte. En glæde over, at han om et par måneder vil komme hjem og det savn jeg vil føle forsvinder med et magisk puf. At den dreng jeg holder aller mest af vil komme hjem. Hjem til mig og elske mig.

Jeg griner et kort grin, da jeg ser ham hænge ud af vinduet. Han er en dejlig gut.

Der er gået tre måneder nu og de tre måneder har været en rutsjebane af glæde, men glæde kan ikke komme uden sorg, tristhed og problemer. Det har der også været noget af. Men denne rutsjebane tur ender godt. Jeg døde ikke af skræk undervejs eller ombestemte mig. Nej. Jeg fortsatte, jeg glædede mig til at se enden og ramme vandet.

Og det gør jeg i dette øjeblik.

De her tre måneder kan heller ikke nævnes uden at nævne min anden familie. Mit hold. Vi har tabt, og vi har vundet. Det gør hold. Vi har tabt kampe, vi helt sikkert skulle har vundet, men vi er glade alligevel, fordi vi er et hold. Vi støtter op om hinanden. Vi hjælper hinanden op af de huller vi havner i. Kaster rebet ned og hiver de andre op.

Mange af os er faktisk blevet optaget på en idrætsskole. Jeg skal personligt til UCL om ikke så længe. Jeg skal studere både sundhed, kost og selvfølgelig også sport. Jeg vil meget gerne fokusere på at hjælpe andre mennesker med deres selværd og deres kost. Jeg lyder næsten voksen. Det skræmmer mig dog stadig lidt. At skulle kunne tage et skoleforløb seriøst og skulle koncentrere mig om at præstere. De andre er blevet optaget på alverdens fodboldhold eller så har de fundet sig en anden uddannelse. Noah er faktisk gået igang med Jura. Eller det vil han ihvertfald gerne. Han er lidt for ung. Det er utroligt så meget der kan ske på bare tre måneder. Men vi er nået til et punkt i vores liv, hvor vi er nødt til at vælge. Vi er nødt til at træffe valg, nogle svære andre lette, nogle vigtige andre ligegyldige. Vi skal til at blive voksne, og det skræmmer lorten ud af mig.

En anden ting jeg slet ikke kan undgå at fortælle når vi snakker, hvad der er sket i de sidste par måneder, er selvfølgelig, min ustoppelige lykkekilde. Drengen, som får mig til at grine uafbrudt, hver dag. Drengen, som støtter mig hundrede og sytten procent i alt jeg gør. Undtagen når jeg stemmer for, at vi skal se Mulan og ikke endnu en actionfilm. Så er han imod mig. Onde dreng. Han får mig til at tage skridtene mod uddanelse og en fremtid. I en alder af kun 17 år føler jeg, at vi faktisk er godt på vej mod et liv. Et liv, som faktisk giver mening og det elsker jeg.

Og før jeg ved af det har han flået døren op, mens han i fuld fart kommer springende. Jeg kan ikke lade være med at føle glæde. En rigtig afsked. Selvfølgelig føler jeg da irritation over at denne dejlige dreng skal afsted, men jeg ved også, at han kommer tilbage. Det gør han altid. Han kaster sine arme omkring mig og trækker mig tættere på ham. Jeg begraver hovedet i hans sorte hoodie, som ligner nogle af de mange jeg har i mit skab. Hans trøjer i mit skab. Jeg elsker virkelig mit liv.

Han strammer grebet om mig. Han ved han skal afsted nu "Farvel Maddie." Hvisker han hæst mens hans læber blidt rammer min pande. Jeg løfter hovedet og kigger ind i hans bløde brune øjne. Jeg lader mine læber kollidere mod hans, mens hele verden forsvinder hen i et blødt skær af lys. Han ligger sine varme hænder på mine kinder og hviler hans pande mod min; "Nøj, hvor er vi cliche." Hvisker jeg grinende. Han griner et lille underholdt grin "Ja. Ja det er vi" Hvisker han før hans læber igen rammer mine. Jeg smiler. Det her er lige som det skal være.

Han slipper mig langsomt og smiler. "Farvel, vi ses snart." Så vender han om og går imod bilen, hvor de andre sidder og venter på ham. Han åbner bildøren og kigger en sidste gang på mig, inden han sætter sig ind i bilen og de ligeså stille triller ud af indkørslen.

Jeg smiler; "Vi ses, Martinus"

Oooommmmgggg
Er det vildt eller hvad? Vi er næsten oppe på 2-fucking-k i votes. i er fuldstændig vanvittige. I hører sikkert det her mange gange, men det her betyder alverden. I hjælper, hver gang jeg havner i et lille hul så hjælper i mig. Det lyder så overdrevet cliche og alt mulig pis, men at se hvor meget i værdsætter mit arbejde er det bedste i hele verden. At kunne lave noget andre mennesker syntes om er fantastisk! Jeg elsker jer.