girls can do everything

17{} Amigo

Drengene er ekstremt dårlige til at lytte til mig, så jeg overvejer at bruge skrappere midler, for at få dem igang men det vil være forbudt. Så det bliver baner istedet for, men det er jo også en skide hård straf. Så jeg er egentlig meget godt tilfreds.

Jeg keder mig. 

Drengene løber rundt og spiller fodbold og jeg sidder her på bænken og skriver point ned. Røvsygt.

Min mobil ringer, jeg tager den op af lommen og kigger på nummeret. Det er Jason. Det er ikke Natty. Det plejer altid at være Natty. 

Samtale:
Mig: "Heeeeeeey Jason"
Jason: "Hejsa"
Han plejer altid at være glad?
Mig: "Nå, hvad sker der?"
Jason: "Øhm... Du øhm N-"
Han holder op med at tale,
Mig: "Jason, jeg magter ikke det der, snak nu bare"
Jeg kan høre han tager en dyb indånding
Jason: "Lov mig ikke at flippe ud!"
Mig: "Jeg lover"
Jason: "Smilla og Natalie har....de har været oppe at slås, Natalie er på hospitalet..."

Alt bliver sort. Jeg bakker, nej nej nej! Jeg mærker vreden, jeg mærker angsten og jeg mærke panikken komme som ti tusind elefanter. Mine ben kollapser under mig og jeg mærker alt dreje rundt. 

Og hvad fanden i helvede har Natalie gjort hende, tænk hvis hun dør, eller hvis jeg aldrig får hende at se igen, eller hun kommer i koma, hvis hun bliver hjerneskadet, eller lammet, måske kommer hun i sådan en tilstand, hvor hun bare ligger som en tom skal uden følelser eller tanker, og familien skal beslutte om de skal slukke, åh gud. Stop så. Hun klarer den, det er nok bare et forslået ribben. Jeg beroliger langsomt mig selv, men da det ikke virker. Går jeg lidt væk. 

Tårer triller ned af mine kinder. Måske lidt overdrevet. Prøver at berolige mig selv, med at det jo bare var en slåskamp ikke noget voldsomt. 

Natalie er en pige med blond hår og smukke krystal blå øjne. En model krop. Og den mærkeligste personlighed. Hun passer på mig og jeg passer på hende. Hun er personen der glædeligt går hen til skolens bølle og råber ham lige ind i hans grimme fjæs, hvis han har generet nogle af hendes amigos. Min amigo. 

Jeg sætter mig ned på en bænk og prøver at slappe af, men da det simpelthen er umuligt, og det eneste jeg tænker på er at flå hovedet af Smilla. Vælger jeg det.
Jeg fræser op, drengene har pause så jeg ved, hvor jeg skal hen. Jeg finder hurtigt Jacob der sidder med nogle drenge, men jeg er ligeglad.
"Jacob!" Siger jeg, hans opmærksomhed rettes mod mig, Martinus sidder der også,
"Hvaså Babe?" Siger Jacob med sit stodder klamme smil, jeg ignorerer det "Hvor er Smilla!?" Skriger jeg i hovedet af ham. Nok ikke skriger. Jeg overhørte dem tidligere snakke om, at hun ville komme herud.

Han ser lettere forvirret ud, men det ændrer sig hurtigt "Nå, en der er Jaloux?" Siger han igen med sit fucking ulækre flirtende smil. Jaer, jeg ved godt vi ENGANG var The Friends, men når en dreng går fra seriøst sød, til jeg ved ikke seriøst fucking ulækker bliver jeg irriteret "Jeg siger det ikke igen!" Siger jeg truende. Han ser ærlig talt bange og forvirret ud "Hun er på vej herover" siger han og i det samme køre der en bus ind på pladsen, jeg skimter Smilla. Jeg river hænderne væk, som jeg havde lagt på bordet og bevæger mig mod bussen.

Smilla træder ud og da hun ser mig, smiler hun "Smilla, jeg river hovedet af dig. Du burde ende på hospitalet istedet for hende." Siger jeg da jeg er tæt på hende. Hun smiler endnu mere da jeg siger dette.
"Åhh, du mener nasty Natalie!" Siger hun og griner. Jeg mærker vreden boble indeni mig, jeg knytter hænderne for at undgå at slå ud efter hende, for det har jeg lyst til "Den eneste der er nasty her er dig!" Vrisser jeg "Så så, ikke blive sur. Husk på hendes tilstand er 'Kritisk'" siger hun og laver gåseøjne ved kritisk. Jeg bobler af vrede og hvis hun bare siger et ord mere så slår jeg hende.

"Har du slet ikke skyldfølelse?" Spurgte hun mig helt seriøst om det? Altså seriøst. Min Amigo ligger på hospitalet, på grund af hende og så spørger hun om jeg har skyldfølelse?
Jeg ser nok lettere forvirret ud "Du efterlod hende, hun har været alene hele tiden. Det er din skyld!" Siger hun hårdt. 

Det er ikke min skyld "Hør du lige her! Det er ihvertfald ikke min skyld, ja jeg rejste og hun var lykkelig på mine vegne. Hun pakkede endda min kuffert,  det her er DIN skyld! Din forkælede møg bitch" Hvæser jeg i hovedet på hende.
Hun ser sur ud. Man kan se hun ikke er tilfreds. Hun retter ryggen og sjask en flad hånd glider hen over min kind. 
Smilla ser lettere tilfreds ud, men hun skulle aldrig have gjort det. Jeg svinger en knytnæve og rammer hende lige på siden af kæben. Hun vakler, jeg vender mig om og skal til at gå da nogle ben fælder mig og jeg lander på jorden med et bomb. Jeg mærker en frygtelig smerte i den ene sidde.

Jeg snurrer rundt og ser Smilla hængende over mig. Jeg sparker hende lige i maven. Nogle drenge kommer løbende. Jeg kan mærke følelsen af ligegyldighed, da Smilla svinger endnu en knytnæve og rammer lige på kæben, jeg vakler lidt, men finder balancen.
Jeg skal lige til at slå ud mod hende igen, da nogle tager fat i mine arme og holder mig tilbage. Jeg vender mig og ser Kalle og Marcus? Daniel, Jonas og William står lidt længere væk. Jeg kan mærke blodet løbe fra min forslåede næse.
Jeg kan mærke smerten i siden komme jagende og smerten i mit hoved komme overvældende. Pludselig giver mine ben efter og jeg lander på jorden. Jeg kan se Mads komme løbende. Han var også på bussen. Han sætter sig på hug ved siden af mig, jeg hvisker: "Natty"  han nikker og rejser sig beslutsomt op og går over mod Smilla. Der ligger og prøver og se sølle ud. Jeg rejser mig og går. Folk kigger og jeg lader dem. De skal fandme ikke tro, at jeg bliver liggende, bare fordi hun gør.