girls can do everything

11{} Hospitalsdrengen

Madison's synsvinkel:

Der er nu kun gået 2 dage, men efter klager og plageri er jeg kommet ud. Det er rimelig meget mit speciale. Sådan har jeg overlevet 16 år med en tvilling. Så et godt råd til alle jer, som har en tvilling, i skal kunne finde ud af at plage, ihvertfald bare bedre end din tvilling.

Min mor er kommet for at hente mig sammen med Mads. Jeg er stadig svag på benene, men det er da der ingen, der ser. Mads hjælper mig ud til bilen. Vi sætter os ind og kører. Mor fortæller, at jeg har været på sådan en fodbold camp her i Bergen, hvilket jeg faktisk godt kan huske. Så vi kører direkte hen til stadion, fordi de er igang med kampene. Ved i hvad? Nej det gør i jo nok ikke siden, at jeg ikke har fortalt det; Jeg må ikke spille, Tudbrøler lige nu. Jeg må kun stå på sidelinjen og se på. Mit liv er nu ødelagt. Træneren mener ikke, at det er værd at risikere, hvis nu, at jeg har en hjernerystelse. Jeg mener, at han pylrer. 

Vi kører ned af en vej, wow flot. Det er som regel det man gør med en bil. Forenden af vejen kan stemmer høres og der er få biler, som holder foran et klubhus. Jeg gætter på at det er her, hvor der afholdes kampe. Jeg genkender stedet. Jeg er jo ikke helt væk. Det er ikke et voldsomt hukommelsestab.

Mor finder en fin parkerings plads, der ligger tæt på banerne for så behøver jeg ikke gå så langt. Og før i spørger, ja min mor er en af de der overbeskyttende mødre. Min mor kigger på mig, da jeg træder ud af bilen. Mads skynder sig hen til mig for, at jeg kan støtte mig op af ham. Ikke at jeg behøver det.  Den første bane vi kommer til spiller nogle gule og røde. Vi finder vej ned til den nederste bane. Selvfølgelig skulle de spille der. Typisk.
Drengene løber op af banen frem og tilbage. Da vi kommer tættere på ser jeg, at der står 2-1 til de andre. Vi er bagud, hvad sker der? Jeg begynder at gå hurtigere, men stopper da Mads og mor ser på mig med et blik der siger rolig-nu.

Vi når helt hen til banen, Mads står lige ved siden af og støtter mig med armen omkring mig. Jeg smiler til ham et varmt tvillinge-smil. Jeg kan virkelig også hade den dreng, men lige nu er han udmærket. Jeg kan se min træner står længere nede og råber og skriger af holdet. Jeg går derned med Mads ved min side. Der er to fra det andet hold, der ligner sygt meget hinanden. Marcus og Martinus, popduoen. De spiller mod Trofors/Mosjøen. Ihvertfald ifølge mål tavlen. Min mor er igang med at tale i telefon, typisk.
Mads og jeg er nået over til træneren, og jeg kan sige jer, at han hoppede næsten en halv meter i luften af glæde og begejstring  "Du ved godt, at jeg hader dig ligenu ik?"

Træneren griner og tager det ikke så personligt "Du kan hjælpe mig med at råbe og skrige af drengene" siger han ligeså begejstret "Du har nu tilladelse til at rette på dem" siger han og sætter sig ned.

Jeg trækker min anfører trøje over hovedet. En sort langærmet trøje med hvid skrift. Jeg kigger ud på banen, for at danne mig et overblik. De løber jo bare rundt uden overhovedet at se, hvad de laver.

"Lasse længere ud! Noah skrot frem og ind imellem dem. Malte koncentrer dig om bolden!" Råber jeg de ser forvirrede til at starte med, men kigger så herud og nikker. Det andet hold kigger bare mærkeligt på mig, især én. Det må han da selv om. Det er drengen fra hospitalet. Jeg genkender ham. 

"Jacob du er nødt til at fokusere, længere ud til Malte. Og du skal være hurtigere på fødderne!" Han nikker.

Der er pause i godt og vel 5 minutter nu, før de skal spille anden halvleg. Drengene har sat sig for at puste ud. Jeg er på vej over til en lille butik, der ligger her, for at købe noget energi til drengene. Jeg ved, at Mads gik på toilettet så jeg besluttede mig for selv at gå herover.

Butikken er hyggelig. En slags kiosk. Jeg finder nogle proteinbare, noget sodavand og lidt slik. Jeg betaler, men da jeg vender mig om støder jeg direkte ind i en dreng. En svedig dreng.

"Ej, det må du virkelig unds-" Jeg stopper midt i min sætning, da jeg kan se, at det er ham fra hospitalet. Akavet. "Orv. Øhm. Hej" Er det eneste jeg kan få bragt frem.
Han kigger ned i jorden "Hey" kan jeg høre ham mumle. Jeg tager mod til mig og gør det "Hør, du må altså virkelig undskylde. Ikke bare for det her, men også for det der skete på hospitalet. Jeg ved, at jeg gjorde dig ked af det, men problemet er, at jeg ved ikke, hvorfor og hvordan. Men jeg kan huske dit ansigt, Martinus" siger jeg nervøst. Hvorfor sagde jeg det. Dit ansigt, ej come on. 

Mads kommer løbende ind i butikken. Og spejder rundt sikkert efter mig "Maddy!" Råber han "Rolig jeg kan altså godt høre dig" siger jeg normalt. Han skynder sig herhen.
"Hvor har du været!?" Spørger han. Okay det var et dumt spørgsmål "Her?" Siger jeg som om det ikke var indlysende. Han sukker bare kigger på Martinus, men Mads vurderer ham ihvertfald. Til sidst nikker han. Han er godkendt. Det er mærkeligt, men Mads har heller ikke ligefrem været en normal person siden han blev født lige efter mig.

Martinus er væk. Han virkede sur. Som om jeg var uoverskuelig.