girls can do everything

21{} Beslutning

"FLYT JER FOR HELVEDE!" skriger jeg, og kæmper mig igennem menneskerne der er på hospitalet. Ikke det smarteste, da der ligger andre patienter, men det strejfer ikke min hjerne det fjerneste. Natalies forældre ringede og sagde, at lægerne havde fortalt, at Natalie var ved at røre på sig. Så jeg sprang ud af timen med lærerens bandeord hængende efter mig og satte i løb mod hospitalet.

Jeg springer nærmest ind på stuen hvor Natalie ligger. De øjne har jeg manglet at se i så lang tid. De øjne der altid udstråler livsglæde, de øjne der er fulde af morskab og ideer. Natalies øjne er ikke lukkede og døde, de stråler af livsglæde med et lille smil på læben. "Fuck du kan ikke bare efterlade mig næste gang, jeg var ensom jo"  Glædestårerne triller ned af mine kinder og lander på gulvet "Hviii, jeg har fået selveste Madison Johnson til at græde" siger Natalie med et smil. Ved normale omstændigheder ville jeg have protesteret, men ikke nu. Jeg har savnet hende "Ja, det har du" siger jeg og et lille smil planter sig på mine læber. Hun er så dejlig. Og det er så dejligt endelig, at have alle de forfærdelige tanker ude af hovedet og vide, at Nat er okay. 

Efter et par timer er jeg tilbage på skolen. Alle sidder i kantinen så det er der jeg skal hen. Jeg finder det bord drengene sidder ved og går derover, men får øje på Jason. Jeg kommer løbende og overfalder ham "Hun er vågnet!" Hvisker jeg glad. Jason løfter mig op og krammer mig tæt. "Hun er vågnet!" Gentager jeg glad, for at få det til at sive ind i mit hoved. 

Jeg må indrømme, jeg fik en giga skideballe, fordi jeg bare smuttede. Hvilket nok ikke vil se godt ud på papiret, men Nat var vågnet, og det er det som betyder noget. Måske ikke for skolen, men for mig.

******

Resten af dagen tilbringer jeg ved Natalie. Vi er ved at se mean girls da min telefon ringer. Jeg tager den op og ser det er Marcus der ringer over facetime igen. Han kan bare ikke vente med at se mit ansigt. 

Marcus: hej med dig, jeg ville egentlig bare høre hvordan det går med dig og det med UCL?

Jeg fortalte det til Marcus igår. Jeg kunne ikke lade være, det brændte bare indeni mig. Og så vidste jeg Marcus ville kunne holde tæt. Han ved, hvor meget denne her beslutning betyder for mig og hvad der står på spil. Jeg ville jo også gøre det samme for ham. Natalie kigger forvirret på mig "Du kom fandme bare ikke ind på UCL din bitch." Hun nærmest overfalder mig og griner. Jeg vidste jeg ville kunne regne med Natalie, hun ved hvor meget det betyder for mig. 

Marcus: hvem er det?
Mig: det er Natalie

Marcus hviner som en lille pige
Marcus: Ejj! Er hun vågnet. Tager du gas på mig?

Jeg begynder at grine
Mig: nej, hun er lige her

Jeg vender telefonen over mod Natalie så Marcus kan se hendes ansigt
Marcus: wow, du er meget pænere når du ikke ligger i koma
Han griner mens ordene forlader hans mund.

Natalie ser mærkelig ud i ansigtet "Okay hvor mange har lige gloet på mig mens jeg sov?" Spørger hun. Jeg undlader at fortælle hende det faktum, at hele fodboldholdet overgloede hende, samt min familie og nogle flere. Det virker for stalker agtigt og lidt creepy. 

Min mor bliver ved med at spørge ind til Natalie, hvilket var helt fint i starten, men når det for 283. gang forlader hende mund, bliver jeg lidt irriteret. Hun kunne lige holde en pause på et par mange uger. lige nu sidder jeg bare i min dejlig bløde seng og snapper. Martinus har sendt mig en snap og jeg debatterer frem og tilbage inde i mig selv om hvorvidt jeg skal åbne den elelr lade være. Fuck it, jeg åbner den, hvad er det værste der kan ske? At jorden går under? Måske. 
Det er et billede af hans sko hvor der står; 'Har du noget med Marcus?'
Jeg tror mine øjne er ved at falde ud af hovedet på mig. Seriøst. Den lille lort er pludselig jaloux? Han skal fandme ikke bare komme tilbage efter at have været en totalt dick og så tro alt er okay. Røvhul altså. 
Jeg sender hurtigt et billede af mit sygt flotte ansigt med teksten 'ja.....et venskab?'

Marcus og jeg aftalte forresten, at jeg kommer over og besøger ham imorgen efter skole, men jeg skal så komme hen til skolen. Da de først får fri klokken 15:30. De stakler. 
Og det sådan cirka passer med, hvornår jeg er der da jeg får fri 14:15. Jeg føler mig heldig og dum på samme tid, vores skole virker for nem, men så tænker jeg på alle de ting vi kan nå som de ikke kan og så har jeg det godt med mig selv igen. 

Vi sidder nu og spiser aftensmad da mor ligepludselig begynder at snakke "Hør børn, vi har tænkt på om vi ikke skulle tage på ferie i sommeren?" Mads begynder at smile overdrevet meget. Vi snakker videre om ferien og hvor det skal være.

UCL har lagt i baghovedet hele dagen. Jeg har 4 uger, men jeg vil heller ikke vente for længe. Fodbold er en drøm, hvor mange får lov til at udleve deres drøm, skal man ikke gribe chancen? Tænke på sig selv? Hvis jeg skal bruge resten af mit liv på at tage beslutninger ud fra, hvad der vil såre og ikke såre mine venner, hvordan kommer jeg så videre med mit liv. 

Jeg har besluttet mig.