girls can do everything

41{} Perfekt og dansende i regnen.

Han er perfekt og jeg hader ham for det. Han har altid været den millioner af skrigende, grædende tøser gerne ville have. Den alle teenage samt 8'årige skreg efter. Den alle små piger køber puder med hans ansigt på. Han er overalt.

Og det pisser mig af. Jeg prøvede at holde en pause fra ham, men det gik vist ikke. Det gik faktisk bare overhovedet ikke. Om jeg bebrejder mig selv for det. Ja! Om jeg gør. Jeg har jo heller ikke ligefrem været et mønster barn det kan jeg godt indrømme jeg har ikke ligefrem selv være den perfekte person. Jeg har mine fejl. Store og små. Små og store.

På alle punkter har alle fejl. Ingen er perfekt, men alligevel formår han at gå ind under den ikke eksisterende titel. En stor del af mig ønsker at holde pause fra ham og hans latterlige søde tvillingebror, men jeg kan simpelthen ikke. Det kan jeg bare ikke.

Nok har jeg ikke givet udtryk for at jeg syntes om ham mere end det. Jeg syntes ikke om det nemlig. Han er popstjerne. En som ham kan da ikke lige bare med et trylleslag syntes at lukke mig ind i hans fans fulgte liv.

Han har ikke brug for det. Eller det troede jeg.

-

Regn. Våde dråber falder langsomt ned fra himlen, men det rør ham ikke. Selvom hans hår er drivvådt. Hans tøj samt. Hans sko svømmer, men han er ligeglad. Han kigger bare på mig med de smukkeste øjne. De smukkeste øjne der langsomt afspejler ham. Ikke bare ham, men hans indre ham.

Jeg ser det hele. Han er oprigtig. Han fortæller alt igennem ét blik. Jeg som kun troede det kunne ses på de skide film, men hvad sker der så. Det sker i den hårdt slående virkelighed. Lige for næsen af mig. En virkelighed , der fremstår som en syngende norsk popstjerne, som står drivvåd i min baghave.

Den syngende norske popstjerne står i lille mig's have. En have med enkelte træer og to store fodbold mål jeg plejer at spille på med Mads. Når han altså ikke er ude og indtage væmmelig alkohol.

Jeg kigger på ham med taknemmelige øjne. Taknemmelig for alt. Taknemmelig for at selvom jeg prøvede at gå så holdte han fast. Han holdte mig fast. Han ville ikke lade mig gå. Selvom ham gang på gang har vidst sig at være et værre røvhul så er han et dejligt et af slagsen. En af de søde røvhuller. Og ja de findes. Det er han et symbol på.

-

Pludselig tager han et skridt og et til. Samt et mere. Han står nu kun få centimeter fra mig. Han rækker ud efter min hånd og i det våde, dryppende regnvejr tager jeg glad imod den. Han begynder stille at nynne. Jeg smiler til ham og et lille grin dukker op på mine læber. Et dejligt ægte grin. De grin jeg bildte mig selv ind var rigtige da jeg kom hjem kan godt være var ægte, men de er intet sammenlignet med det her.

Det her er fantastisk.

Mig og Martinus dansende i regnen.

JEG VIL LOVE PÅ SPEJDERÆRE AT FRA NU AF VIL DER KOMME ET AFNSIT HVER LØRDAG ELLER SØNDAG!🌈

Og når det er sagt så elsker jeg virkelig jer alle! I er alle med til at løfte mine dage, når jeg hver dag kommer ind og ser alt den opmærksomhed i giver min(e) historie(r)

Knus jeres Mulle!❤️