girls can do everything

10{} Ingen spiseforstyrrelse

Madisons synsvinkel:

Kender i det med at man vågner alt føles normalt, og så alligevel ikke? mood. 

Jeg ligger stadig i den bløde hospitals seng. Det føles som om, at mine arme ikke hænger sammen med min krop. Mit hoved er et stort rod. Der er ingen i lokalet.
Helt tomt. Jeg prøver at stige ud af sengen, jeg får koblet ledningerne af min krop. Jeg bemærker, at jeg har en eller anden hvid kjole ting på, hvilket jo så nok er de der creepy hospitals dragter. Jeg kommer over til døren, jeg føler mig slap. Ligesom, hvis man ikke har spist nok faktisk. 

Jeg kan ikke huske, hvad der er sket overhovedet, kun denne her dreng. Det er ret mærkeligt. Det er nok ikke det helt optimale at tænke på, men jeg kan ikke stoppe det. 

Jeg åbner døren langsomt og kigger ud på gangen, der er tomt. Jeg støtter mig op af væggen. Da det ikke ser ud til, at der kommer nogle, går jeg langsomt ind i værelset igen. Jeg dumper langsomt ned i sengen. Jeg ligger mig ikke ned. Jeg bliver siddende, af en eller anden grund føler jeg det bedst og så har jeg måske også lidt kvalme. Vent! Jeg er på hospitalet, og har brækfornemmelser. Er jeg gravid? Jeg aer forsigtigt min mave. Det kan jeg jo ikke være, jeg har jo ikke haft samleje med nogle? Omg! Er jeg sådan en af de der mødre, som har fået proppet æg ind på hospitalet? Gud nej. Jeg kan ikke være gravid. *flere dumhedsslag*

En læge kommer ind og hopper nærmest af forskrækkelse, da hun ser, at jeg sidder her i sengen og kigger på hende. Hun trykker på en eller anden knap. Den der lille knap, som tilkalder, ham som rigtig er læge. Han sætter sig ned foran mig.

Jeg rykker mig lidt utilpas. Jeg rømmer mig: "Jeg er vel ikke gravid, fordi så vil min verden kollapse, ikke fordi jeg har noget imod unge mødre, jeg elsker egentlig den serie, men det er bare for meget o-" før min får lukket mere lort ud, begynder den unge læge at grine. Griner han helt seriøst af mig? 

Martinus's synsvinkel

Der kommer en læge ud fra Madisons værelse. Han ser alvorlig ud.
Jeg rykker mig ubehageligt i stolen. Han kommer helt hen til os: "Hun er vågnet" siger han langsomt. Jeg springer op af stolen. Jeg er allerede i fuld fart hen mod værelset. Jeg kan høre, at han siger noget bag ved mig, men jeg lytter ikke. Det er sikkert bare noget lægepis, jeg alligevel ikke ville kunne forstå.

Jeg er allerede henne ved døren og inde i værelset. Madison sidder i sengen og kigger ud af vinduet "Hey" siger jeg langsomt. Hun vender hovedet mod mig. Hendes ansigts udtryk forvandler sig til spørgende. Jeg ignorere det "Hvordan går det?" Spørger jeg. Hun trækker på skuldrene "Bedre" siger hun hæst, "Marcus kommer og henter mig om lidt. Ved du, hvornår du kan komme med hjem egentlig? Ellers kan jeg godt blive her? Der er så meget vi skal fortælle og høre." Siger jeg glad, men mest af alt lettet. Hun er okay.

Hun ser forvirret ud "Om 4 dage, men jeg har et spørgsmål" siger hun nervøst. Jeg nikker. Hun kigger ud af vinduet og tilbage på mig "Hvem er du?" Spørger hun. Og dér, lige der bryder min verden sammen, som om verden trækker sig sammen og klemmer mig med "Ka...kan du ikke huske mig?" Spørger jeg. Hun ryster på hovedet "Nej, beklager" mumler hun hæst.

Jeg bakker langsomt. Hun kan ikke huske mig. Hun har glemt mig. Hun kan ikke fucking huske mig! En vrede, jeg helst ville stoppe kommer brusende. Stop det! Hun skal kunne huske mig! Jeg tager hurtige dybe vejrtrækninger;

Hun er vågnet, og det er det vigtigste. Fucking bullshit.

Jeg er egoistisk, jeg ved det godt, men hun kan ikke bare glemme mig! Så må jeg opbygge fortiden igen. Uanset hvor lang tid det må tage.

"Hun har mistet hukommelsen fra de sidste par måneder, hun slog en nerve,da hun slog hovedet mod vasken" siger en læge til en anden.
Jeg sætter i løb. Ud til parkerings pladsen, ud til Marcus, hele vejen hjem.
Jeg overvejer ikke engang at se mig tilbage.

Madisons synsvinkel:

"Undskyld!" Råber jeg efter drengen. Jeg ved, at jeg sårede ham, men jeg ved ikke hvordan.

Efter nogle lange fire timers spørgsmål, må jeg endelig få fred. Jeg har jo så lige fået at vide, jeg har mistet hukommelsen fra de sidste par måneder, ihvertfald i små bider. Jeg besvimede åbenbart, efter at jeg ikke havde fået nok at spise. Og jeg sværgede til lægen, at jeg altid spiser, og at jeg nok bare havde glemt det, og jeg ikke havde spise forstyrrelse. Men jeg bankede så uheldigt hovedet ind i vaksen. 

Hukommelsestab. Så det kan godt være derfor ham drengen, hele tiden popper tilbage i min hjerne, efter jeg har fået skubbet ham væk.

Min mor har været på besøg sammen med min bror. Jeg har en bror, faktisk nærmere sagt min tvilling. Hans navn er Mads. Det er ikke specielt lige som mit,men vi kan leve med det. Mine arme er stadig fuldstændig følesløse, men det er intet i forhold til mit hoved. Det er som om, at nogen har banket mit hoved ned i et bord 53 gange. Og bag efter trådt på det. Det er utroligt!

Efter meget lang tid får jeg endelig lagt mig godt og prøver så småt at falde fuldstændig i søvn.