girls can do everything

37{} Idiot med stort I

Martinus' synsvinkel:

Når man vågner klokken lort om natten på grund af dårlig samvittighed ,ved man at der er et eller andet forkert. Jeg har det skrækkeligt. Dels fordi jeg har den dårligste samvittighed over bare at have ignoreret Maddison, men også at hun er blevet kold over det. Det er fuldstændig retfærdigt at hun også ignorere os, men det er stadig sårene. Jah, jeg ved det godt. Vi gjorde det også ved hende, men det har jeg det også skrækkeligt med.

Jeg får ikke søvn og er ikke udhvilet nok til interview'S her i Tyskland. Igår da hun bare ignorerede mig på gangen. Gjorde det ondt. Rigtig ondt, men det er fortjent det ved jeg godt. Jeg er ikke en fucking skid bedre selv. Og det irretere mig. At jeg ikke kan være bedre end det. Jeg har været en idiot og ikke tænkt på hende. Det har vi alle. Og det forstår jeg ikke. Far sagde det ville være godt at holde en pause fra hende, men jeg har bare været en kold idiot.

Tænk. Hun har været på 'rejse' med os tre idioter. Hun har da fuldstændig mistet troen og tilliden til os. Vi har bare gået dag ud og dag ind og ignoreret hende. Jeg ved Marcus har det på samme måde da det er hans bedste Veninde, vi snakker om. Jeg er virkelig bange for at hun dropper ham. Det ville være retfærdigt, men jeg tror ikke Marcus ville kunne tage det.

Det et egentlig ret sørgeligt. Jeg sidder her med hovedet i hænderne og sukker. Jeg er en idiot med stort i.

Med en dårlig fornemmelse i maven rejser jeg mig for at gå ud på badeværelset for at vaske mit ansigt. Far insisterede på at Madison fik et værelse for sig selv efter den første dag. Så hun er længere nede af gangen. Jeg vender mig om og kigger mod væggen som om jeg vil kunne få den til at forsvinde ,hvis bare jeg kiggede på den i timevis. Så ville jeg kunne se Madison, om hun er i ligeså elendigt humør som mig, eller om hun har det perfekt.

3 timer senere:

Med faste skridt bevæger mine ben sig ned mod lobbyen. Marcus og far ville gerne lige kigge lidt nærmere på byen. Berlin er da også en spændende by. Lobbyen er næsten fyld jeg kan lige klemme mig igennem de tysk talende mennesker og finde hen til far og Marcus.

Jeg stopper, mine ben vil ikke. Jeg fryser. Og spærrer mine øjne op. Det passer simpelthen bare ikke. Hun kan da ikke, Marcus og Far står længere fremme. Men jeg bevæger mig ikke over til dem. Jeg står som plantet til jorden. Det eneste jeg ser er hende. Hvorfor? Hvorfor har jeg det sådan? Svar mig forhelvede Gud! Jeg føler mig som en idiot!

Jeg kunne ligeså godt have gået direkte hen til hende, og sagt jeg hadede hende, det havde gjordt mindre ondt. Jeg ved hvordan det føles. De 2 minutter hun ignorerede mig var skrækkelige. Hvordan måtte hun så haft det?

Vi ignorerede hende i dage. Dagevis hvor vi lod som hun ikke var andet end luft, og hun er så meget mere end luft. Hvordan kunne jeg være så dum! Alt dette her er dumt! Jorden er dum! Fucking alt er pisse dumt!

Vrede og fiasko er ikke et perfekt match, faktisk overhovedet ikke. Med denne følelse prøver jeg at komme mig over hvad jeg lige har set. Og gå stille over til far of Marcus. De står dybt optaget i en samtale så jeg kigger over mod Madison og ham drengen.

Hvem er han??

VIGTIGT!!!

JEG KOMMER IKKE TIL AT OPDATERE LØRDAG, DA JEG ER TIL HÅNDBOLD CUP, HELE WEEKENDEN.. HÅBER I FORSTÅR.

jeg undskylder en million og sytten gange for ikke st have opdateret sidste lørdag, men jeg havde simpelthen super monster travlt og kunne ikke få det til at passe ind i skemaet. Jeg undskylder!🙏🏻🥑