girls can do everything

43{} 'Fodbold Fnider'

Jeg retter lidt på mine fodboldstøvler samt mine sokker. Ryster med skuldrene og går ud på banen.  Jeg strammer hurtigt hestehalen og sender et smil til Willi. Han ser nervøs ud. Nevøs for om han er god nok. Jeg forstår ham. Forstår hans nervøsitet. Han har spillet tre kampe som målmand og han klarer det fantastisk, men han tror ikke specielt meget på sig selv. William er som en bror for mig. Jeg kan ikke lide at se han så nervøs.

Derfor går jeg langsomt og smilende hen over græsset hen til ham. Jeg når hen til ham. Han står i en grøn målmandsuniform, mens vi andre Trondheim spillere spiller i hvid.

Han vender hovedet mod mig "Maddy. J-Jeg er så nervøøøs." Hvisker han. Jeg nikker. Jeg ligger mine hænder på hans kinder og hviler min pande mod hans "Vil du høre en hemmelighed?" Spørger jeg. Han nikker svagt.

"Jeg er også altid nervøs før mine kampe, men så kommer jeg i tanke om at hvis jeg laver en fejl, så gør det ikke det store og så husker jeg altid at jeg har et helt hold der er stolte af mig uanset om jeg laver fejl eller ej."

Et lille smil dukker op på hans læber "tak" hvisker han lavt inden kampen fløjtes igang.

"JOHNSON IKKE MERE FNIDER!" Råber Will ude fra sidelinjen. Jeg begynder at grine og det samme gør William. Jeg trækker mig dog og stiller mig klar.

Tromsøs spillere ser kækt herover. Tromsø spillere er nogle af de værste spillere. De tror de er så meget bedre end alle os andre. Tror de kan vinde hver en kamp, men ikke denne. Denne her for de ikke lov til at vinde.

Jeg kigger over på Jonas der spiller midtbane. Han tænker det samme som mig. Noah det samme og til sidst Jacob. Ham kan man se det på tydeligt. Han spænder i kæben. En af Tromsø spillerne ydmygede engang hans super nuttede lillesøster der nu er 11. Hun er såååå sød. Men samtidig så genert. Hun har de kønneste øjne, men de er bare gemt bag nogle briller.

Tromsøs anfører og jeg altså Trondheims anfører går op til dommeren.

Han snakker pænt til os og vi hilser pænt igen, men dog ser jeg Tromsøs angriber sende bedømmende blikke. Ja jeg er en pige og hvad så?!

Dommeren er en høj brunhåret mand. Måske midt i fyrrene, men igen jeg er ufattelig dårlig til alder. Såå, jeg er ikke sikker. Han er okay muskuløs. Hans grønne øjne skinner. Han ligner lidt min onkel? "Plat eller krone?" Spørger han Tromsøs anfører. Tromsøs anfører svarer:"Krone" helt uden at blinke.

Spøjst. Jeg vælger altid plat.

Dommeren kaster mønten op i luften. Griber den og klasker den ned på håndfladen. Han løfter langsomt hånden "Plat" siger han og kigger på mig. Jeg smiler og giver dem igen hånden. Tromsøs angriber kigger dumt på mig "Held og lykke." Siger jeg og vender mig om "VS." Vi Starter. Siger jeg til de andre.

Jeg stiller mig på den hvide streg der adskiller banehalvdelene. Den streg der adskiller vindernes samt tabernes halvdel.

Dommeren fløjter og kampen er igang.

SÅ KOM AFNSITTET!!

Jeg kan stadig ikke fatte det er et år siden! JEG ELSKER JER!<3

Spørgsmål: Er der noget specielt i godt kunne tænke jer kom til at ske i bogen?