girls can do everything

45{} Undskyldning godtaget

"Madison, kom nu ned!" Mors råb fylder huset. Råb der er rettet mod mig. Råb der ikke gør nogle forskel. Hun har givet Mads lov til at tage ud i aften. Fordi han skulle "På biblioteket for at forberede sig til sine kommende livsvigtige eksamener."

Min mund stod åben og mine øjne var ved at trille ud da ordene forlod Mads' mund. Mads kender ikke engang en tredjedel af de ord, ikke længere. Og de er aldrig blevet brugt i den sammenhæng eller. Jo, det ville den gamle Mads gøre. Den gamle Mads der med glæde blev hjemme ved mig. Den gamle Mads der kunne sidde op en hel nat for at hjælpe mig og både lave hans egen eksamen.

Men den gamle Mads er erstattet af nye latterlige Mads. Den nye Mads der under ingen omstændigheder vil være hjemme hos hans ellers top seje søs. Den nye Mads der hellere vil gå til fest og indtage alkohol hele natten end at forberede sig til eksamen.

Så biblioteket var helt klart ikke det han skal iaften.

Så selvfølglig ti minutter efter spurgte jeg om ikke også måtte tage ud. Min mor kiggede dumt på mig og sagde følgende: "For himlens skyld lille barn! Du kan ikke tage ud og lave lektier. Du bliver hjemme. Under ingen omstændigheder laver du lektier ude. " Årgh, jeg protesterede. Jeg protesterede så meget. Mads lavede lektier ude! Eller det var det hans løgn gik ud på. Men mors svar var bare:" Det er helt ligegyldigt. Du er hjemme iaften."

Jep, jeg spurgte om jeg ikke måtte tage ud for at lave lektier med Natalie på den lille hyggelige café, men som i nok har forstået tiderligere er jeg ikke yndlingsbarnet. Her er et eksempel mere. Jeg får ikke lov, Mads får pudsigt nok lov.

Så jeg har nægtet at komme ned. Som et lille fireårig barn der ikke måtte få en elsket dukke i butikken, men det er lige meget. Det rør mig ikke. Jeg er fuldkommen ligeglad.

Mor behandler Mads som var han yndlingsbarnet. Hvilket han jo så nok er, men jeg forstår det ikke. Mads er jo næsten aldrig hjemme? Det er mig. Det er mig der er hjemme ved mor når man Mads lyver sig ud og far er på forretningsrejse. Hvilket han er tit. Det er mig der er hjemme og holder mor med selskab. Mig der ser mors latterlige serie med hende og alligevel er det Mads der får lov til det hele.

Ham der får lov til at gå ud hver aften, mens lille mig ikke engang må gå på freaking café i dagslys? Ham der får lov til invitere et par venner hvor mor bare siger: "Ja. Selvfølgelig." Og i det næste er hele huset fyldt og når lille jeg spørger om et vennebesøg skal der en hel rundspørge til "Ahhh! Det syntes jeg ikke. Men hvem er det?? Hvor mange? Kender vi dem? Jeg syntes ikke det skal være Idag!" Kan i se forskellen?

For det kan jeg.

"Madison ikke mere pjat kom nu ned!"

Et fornærmet fnys kommer ud af min mund. Hun lader som om intet sker selvom alt faktisk er galt. Hun har givet Mads fri adgang ud.

Og nej. Vi skal ikke have tilladelse for at komme ud hver evigt eneste dag, men fordi at klokken er ved nærme sig 19:30 og den råbende dame nedenunder er den mest overbeskyttende af slagsen, skal vi åbenbart spørge.

I det samme som mors råbende stemme kan høres igen, lyser min telefon op. Jeg vælger spøjst nok telefonen.

Marcus:
UNDSKYLD!

Jeg smiler stille. Typisk Marcus' måde at undskylde på.
Over mobilen, men altså sådan er han.

Maddy:
Undskyldning godtaget! (-:

Og så betyder det ikke længere noget, at der er en råbende dame nedenunder for jeg har fået begge mine drenge tilbage.

Så er vi tilbage.

Jeg undskylder for at jeg ikke at have opdateret i sidste weekend, men jeg var på ferie. Så den ville jeg lige nyde med min familie. Håber i forstår.

Mulle!