girls can do everything

18{} Natalie

Mini-Marathon 1/2

Natalie (Deropper)

Jeg løber så hurtigt jeg kan gennem hele sygegangen, jeg skal finde det værelse Natalie ligger på.
Endelig. Jeg skubber døren hårdt op *klonk* shit. Der stod nogen på den anden sidde. Jeg har lige banket en dør op i en eller andens ansigt. Jeg stikker langsomt hovedet frem
"Ej, Jason din abe. Det må du virkelig undskylde" siger jeg forskrækket, da jeg ser, det er Jason, men istedet for at græde over smerter, begynder han at skraldgrine. Som jeg siger, han er mærkelig den dreng. Han går ud. 

Jeg bevæger mig over til sengen, hvor hun ligger. Natalie plejer altid at grine altid at være fjollet og skør, men at se hende ligge her fuldstændig bevidstløs er skræmmende. Som om alt energi i verden er suget ud af en. Jeg husker tydeligt alt, som vi har lavet sammen, alle de gode minder. Alle de ting hvor Natalie har kunne få mig til at grine. Jeg hader Smilla inderligt for det her, hvis hun har taget min bedste veninde fra mig, skal jeg personligt sørge for hun kommer til at fortryde. Jeg beroliger igen mig selv ved, at de nok bare har givet hende noget mod de smerter hun har og at hun bare sover. Men jeg ved ingenting. Lægerne siger ingenting. 

Jeg har nu siddet her halvanden time. Jeg har bare siddet og kigget på hende .
Kigget på hendes øjne, der burde være åbne og stråle af liv og glæde, men istedet er lukket.

Min mor er kommet for at hente mig. Jeg bøjer mig ned og kysser hende blidt på panden "Jeg elsker dig" hvisker jeg langsomt og går efter min mor. Hun kører mig ikke hen til klubhuset og heller ikke hotellet. Jeg ser mærkeligt på hende.
Hun holder udenfor et stort indkøbs center "Mor, hvad skal vi her?" Spørger jeg træt "Det er din fødselsdag imorgen, så jeg tænkte vi skulle finde en gave nu?" Siger hun og smiler lidt. Hun ved, hvor hårdt det er for mig det her med Natalie og så vælger hun Natalies yndlingssted, et storcenter. woaw.

Min mor, som forresten hedder Mona trækker mig rundt i hele centeret mest af alt har jeg bare lyst til at sætte mig på gulvet og stirre ligeud i luften.
Jeg får stukket alle mulige ting i hænderne og bliver skubbet ind i prøverum, men hver gang føles det forkert. Natalie ville altid have mig med ud at shoppe og jeg syntes, det var latterligt hver gang.

Endelig finder hun noget som hun er tilfreds med, men jeg har ikke må få det at vide for hun har ikke købt det endnu hun sagde bare "Rolig nu min skat, jeg henter det senere" så det var ligesom det. Nu sidder vi på en café og jeg er igang med at drukne mine sorger i kaffe. Min mor sidder og plaprer løs om alt muligt, men det eneste jeg kan tænke på er Natalie. Skønne dejlige Natalie. Eller mere præcist Natalie Lachowski. Den mest vidunderlige, men samtidig mest mærkelige pige på hele kloden

Lige nu sidder jeg i min bløde seng på hotelværelset. Jeg stirrer bare tomt ud i luften og aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det var meningen Natalie skulle komme idag, så hun kunne fejre min fødselsdag med os imorgen og køre med os hjem i overmorgen, men nu er min fødselsdag ligegyldig. Det eneste jeg ønsker mig er, at hun vågner. Jeg ved egentlig ikke ,hvorfor hende og Smilla kom oppe at slås, og hvordan det kan være så alvorligt. Var det ikke bare tøsekamp?
Vi skal derud i aften og høre resultaterne. For at være ærlig er jeg bange. Bange for at høre det værste, men samtidig håber jeg inderligt på gode nyheder.

Om aftenen

Du tror aldrig det vil ramme dem du elsker, indtil det gør. Du tror altid, at det er umuligt, indtil at det bliver muligt. Hun har kræft. Men det er ikke slemt. Overhovedet. Hun skulle gerne være på benene igen om et par kemoer. Det var ikke engang en knude. Heldigvis. 

Hvis ikke hun havde været i slåkampen med Smilla, havde hun gået endnu længere med det og det havde kunnet udvikle sig til noget fucking lort, så det er rent held at hun var oppe slås med Smilla. 

Smilla skal dog have bank alligevel.