girls can do everything

15{} 100% idiot

*Bank bank* 

Jeg har lige banket på Marcus og Martinus værelses dør. Jeg kan høre skridt derinde fra. Sløve skridt. Jeg vil pisse på, hvor træt han er, drengen snakker næsten ikke til mig og nu vil jeg fandme høre, hvorfor han opfører sig sådan. 

Døren bliver åbnet og jeg stormer ind. Martinus står forvirret henne ved døren. Han lukker den og vender sig mod mig "Nu skal jeg banke noget fornuft ind i knolden på dig" siger jeg frustreret og går et skridt hen imod ham "Rolig nu" siger han. 

"Hør her mester, Nu sætter du dig ned og forklarer mig alt, hvorfor fuck er Marcus så gal på dig?", Martinus åbner munden og skal til at sige noget, men jeg afbryder ham da jeg ved, hvad han vil sige "ALT!" Siger jeg strengt.
Han gør som jeg siger og sætter sig ned. Jeg tager en dyb vejrtrækning da jeg er ret meget oppe at køre, hvorfor?

"Hvad er der sket mellem dig og Marcus?" Spørger jeg og prøver at lyde rolig.
Han sukker "Han flippede ud" siger han og fortsætter "Han ville ikke have jeg hang ud med Smilla" siger han med et irriteret udtryk "Jeg er ked af at sige det, men det der var ikke at hænge ud. Det var at æde hinanden, det var privat grænseoverskridende for andre, Det var tortur for øjnene, det var uhensigtsmæssigt, det var ækelt, det var uabetitvækk-" siger jeg "Jeg har fattet det" afbryder han
"Men hvorfor?" Spørger jeg og kigger ham i øjnene, han sukker. "Fordi alt føles fucked up. Jeg kan ikke gøre noget forkert uden min far står over mig og skælder mig ud. Alt føles som en fucking teenage film uden ende." Selvom, at jeg gerne vil være sur på ham, så forstår jeg ham. Jeg sidder med præcis den sammen følelse. "Og så ender du fandme med hukommelsestab. Hvor store er chancerne for det? Fucking minimale," han sukker "Livet stinker, på grund af det"

Mine øjne bliver store. På grund af det?  Altså mit hukommelsestab, som jeg ikke selv kan gøre for? Det er skyld i alle hans problemer. Ej det tror jeg sgu næppe fister. Han kigger ned i gulvet. Alt inde i mig håber, at han bare holder kæft nu. For hvis han åbner munden bare én gang mere, så springer jeg. Selvfølgelig ved jeg, hvad der er sket. Drengene har beskrevet det, men det er ikke det samme som at opleve det og derfor kan jeg ikke føle, hvad Martinus end føler. Og jeg tror det er derfor, at det gør så ondt på ham, fordi han ved det. Han ved godt, at han står alene om den følelse der, og det skræmmer mig. Skræmmer mig, at jeg måske også havde den følelse. Følelsen af at være glad for Martinus. 

Lige nu er han bare et dickhead. 

Jeg rejser mig fra sengen. Min hjerne siger, at jeg burde gå. Og jeg giver den ret. Det er bedst. Jeg dog et spørgsmål og jeg vil ikke høre svaret: "Stinker dit liv virkelig på grund af mig?" Han kigger op. Men noget er forandret. Hans humør. Som om bomben ligepludselig sprang, som at jeg udløste den tikkende bombe."Hvis skyld skulle det ellers være? Det var jo dig der, som slog hovedet ned i den fucking vask, det er dig, som ikke vil huske, de-" "Stop lige en halv. Det er mig, som ikke vil huske? Er du på stoffer eller sådan noget? Du har tydeligvis glemt, hvordan hukommelstab fungerer," Jeg træder et skridt tættere på ham "så nej Martinus fucking Gunnarsen. Jeg bad ikke om det her og jeg prøver ikke, at gøre livet surt for dig. Og når du fucking lærer det. Så overvej at snakke til mig. Ikke før."

Han ser på mig med store øjne, men jeg er ligeglad. Det rager mig ikke. 

Jeg stamper ud af lokalet 

Hvordan kunne han sige, at det er min fejl og min skyld? At jeg har ødelagt hans liv? Han må være på et eller andet, hvilket næsten er værre. Det var jo ikke kærlighed forhelvede, vi havde kendt hinanden i hvad, et par dage? Og så kan han finde på at sige, at jeg har ødelagt hans liv - Den nar

Jeg smækker døren så hårdt, at nogle af dem, der bor ved siden af stikker hovederne ud for at se om der har været jordskælv, men jeg er ligeglad. Jeg går bare langt væk, væk fra den idiot af en dreng. Han er fucking helt klart på stoffer og jeg væder alle mine penge på, hvor han har dem fra. 

Drengene har ikke spurgt siden jeg gav dem svaret "Spørg den nar til Martinus!" De klappede endelig i og gik ud fra værelset.
Jeg kan huske at Marcus bare sukkede og mumlede et eller andet, som jeg ikke kunne høre, men jeg er egentlig også ligeglad.
Det eneste jeg er fuldt ud sikker på er at Martinus er et 100% idiot!