The benefits of snow | ✓

william & holdbillederne

Tidsperiode:
Alex og Will er 28. Jeremy er 34. Seb og april er 28.
-
"Jeg vil gerne adoptere et barn," erklærer jeg. Alex ser op fra sin tallerken med pasta hængende ud fra munden.

"Hvad?" Udbryder han, stadig med mad i munden. Nogle gange forstår jeg ikke, hvordan han kan have så dårlige manerer, når hans far var, som han var, men så husker jeg, at Alex er Alex, og han kunne være opdraget af strenge nonner og stadig have de samme manerer, fordi det er en del af ham.

"Jeg vil gerne adoptere et barn," gentager jeg. Alex spytter sin mad ud i stedet for at spise den. Jeg giver op.

"Jeg hørte dig godt. 'Hvad' betød: hvad fanden i helvede mener du med, at du gerne vil have et fucking barn?" Forklarer han og smider sin gaffel fra sig.

"At jeg gerne vil have et barn."

"Will."

"April og Seb har børn! Og vi er gamle og—"

"Vi er ikke gamle," udbryder han fornærmet. "Jeg er ung og ifølge utallige blade Canadas bedste bachelor."

"Har jeg ikke fortalt dig, at du skal stoppe med at læse om dig selv i blade?" Sukker jeg. "Dit ego er stort nok i forvejen."

"Mit ego blev såret, da du kaldte mig gammel," han krydser barnligt sine arme hen over sit bryst. "Sig farvel til dit blowjob."

"Oh my god, Alex! Jeg sidder og snakker om at adoptere et barn, og du begynder at snakke om blowjobs," jeg slår opgivende ud med armene.

"Jeg panikker!" Han peger på mig med sin gaffel, som han har taget igen. "Den her gaffel er større end dit hoved, når—"

"Du er som et barn," jeg slår mit hoved ned i bordet. Alex er blevet stille. Jeg skæver op og sluger langsomt. "Det mente jeg ikke—"

"Jo du gjorde," han rejser sig op og kaster gaflen ned på bordet. "Jeg fik ikke lov til at være et barn, da jeg havde alderen. Min far ødelagde det altid. Og jeg kan ikke gøre for, at jeg er... Hvad sagde psykologen? Understimuleret i hjernen?" Jeg stirrer på ham med åben mund.

"Det sagde hun ikke," fortæller jeg ham strengt.  "Sådan noget ville hun ikke sige."

"Du sad lige ved siden af mig," han stirrer ned på mig med vrede øjne. "Der er en grund til, at jeg stoppede der. Min hjerne har det helt fint."

"Selvfølgelig har den det."

"Det er en del af min personlighed at være useriøs, fordi alle mine teenageår var seriøse. De år, hvor jeg prøvede at finde ud af mig selv. Årene derefter hvor jeg frygtede det, som jeg havde fundet ud af. Og de værste år, da jeg fortalte det til min far. Så ja, jeg er useriøs, men vi voksede ikke alle sammen op med to homoseksuelle onkler, som fortalte os, fra da vi var to uger gamle, at regnbueflaget var bedre end det amerikanske flag," råber han. Jeg presser læberne sammen og holder min kæft, fordi jeg har lært at skændes med Alex. Lad ham komme ud med følelserne, lad ham skride og lad ham komme tilbage. Lige meget om du dør i mellemtiden, fordi du også har brug for at følge dine vaner, når du er vred. Sæt Alex først, fordi ellers kokser forholdet, og du ender alene, og det vil du ikke. Jeg venter på hans næste ord. "Jeg går." Det var kort. Han vender om og skrider. Selvom klokken er 20:34 om aftenen. Selvom jeg sidder med stort set hele vores aftensmad og står med oprydningen endnu en gang. Jeg venter på at høre hoveddøren smække i, og så ringer jeg til personen, som Alex altid tager hen til, når han er sur, ked af det eller i panik. Fordi det er ikke hans mand. Det er Jeremy Fintry. Og det er fair nok. Jeremy var der, før jeg var der. I Alex' senior år af High school, blev han frigjort, emanciperet, fra sin far og flyttede ind ved familien Fintry. Og Jeremy er den faderfigur, som Alex aldrig havde, og jeg dømmer ham ikke. Nogle gange ønsker jeg bare, at han ville blive ved mig og snakke om det i stedet for at stikke af mod Jeremy.