The benefits of snow | ✓

40. Pastasalat & pakning

"Jeg skal fortælle dig noget vigtigt," siger Alex lavt til Shea og prikker hende på hånden. Hun ser bekymret på vores fælles bedste ven. Jeg ved allerede, hvad det er, så jeg fortsætter med at spise min pastasalat, imens jeg lader dem hviske sammen. "Når vi er færdige med at spise," tilføjer Alex. Vi har frokostpause, og vi sidder ved vores sædvanlige bord i kantinen. Jeg sidder som altid ved siden af Alex, og Shea sidder overfor os. Jeg ved ikke, hvor resten af menneskene er. Som Trix og Bax, men de kommer nok. Jeg finder min telefon for at skrive til Seb og spørge om, hvornår han kommer.

Prinsesse:
Hvor er du Sebbie?

Jeg venter på hans svar, men da det ikke kommer, sukker jeg tungt. Nogen skal give ham et kursus i at svare på folks beskeder. Jeg stikker nogle pastaer ned og forsvinder ind i min egen verden, imens jeg venter på, at jeg kan snakke med mine venner igen. Da jeg mærker nogen tage fat om mit håndled, så jeg ikke kan stikke flere pastaer ned, ser jeg op og ind i Alex' øjne. Han smiler forsigtigt.

"Hvem forestiller du dig, at du stikker ned?" Spørger han med et lille underholdt smil. Han er stadig ikke helt sit glade og opmuntrende selv endnu, men jeg tror på, at han nok skal komme tilbage til det snart.

"Min kærestes ikkeeksisterende evner til at svare på beskeder og være steder til tiden," svarer jeg mumlende. Alex griner og løfter min hånd, som stadig har fat om gaflen. Han løfter den op til min mund, og jeg åbner den langsomt og lader ham stikke pastaen ind i min mund. Jeg spiser pastaen og lader Alex tage gaflen fra mig. Så begynder han at spise min mad. Jeg er ikke rigtig sulten, så jeg protesterer ikke.

"Vi skal stadig hjem til mig efter skole, hm?" Spørger Alex meget charmerende med mad i munden. Jeg nikker og giver ham et støttende smil. Vi skal hjem og hente nogle af Alex' ting, som han skal have med hjem til mig. Men han har ikke lyst til at tage hjem alene, hvilket er helt forståeligt, så jeg har lovet at tage med.

"Og vi skal stadig se kampen i aften?" Spørger Shea mig.

"Jeps, selvfølgelig," lover jeg. Polar Bears, altså vores skole ishockeyhold, skal spille mod deres største rivaler Shapiro Sharks i aften. Det er en utroligt vigtig kamp, og jeg ved, at Seb har vilde nerver over den og er nervøs. Shapiro High er en skole i Vancouver, og de har altid været vores største rivaler. Mest på grund af deres holdkaptajn og højre wing, som hedder Sawyer Conelly. Han er en fænomenal spiller og er kendt hen over hele Canada for sit talent. Ligesom Seb. Det er altid intenst, når de spiller mod hinanden, fordi Conelly går efter at være den bedste, og Seb nægter at lade det ske. Vi ender også typisk i slåskampe med dem, fordi de har nogen, som spiller beskidt og holder af at pisse vores spillere af. Det lykkes ofte. De eneste, som helst ikke involverer sig i kampene er Trix, Alex og Seb. Selvom Alex få gange har været med. Men det slår ikke folk som Bax og Peterson, som altid er dem, som ender med at flippe.

"Jeg magter dem ikke," sukker Alex og hviler sin pande på bordet. Bax sætter sig ned ved siden af Shea med McD mad, og Trix lander ved siden af ham med mad fra det samme sted. Jeg spiser meget sjældent mad fra McD, da jeg ikke er den største fan, men jeg kan lokkes med til det. Jeg foretrækker dog deres is over alt andet, som de sælger.

"Snakker I om Sucking Sharks?" Spørger Bax. Vi fnyser alle sammen af hans virkelig dårlige kælenavn.

"Jeg har hørt, at Conelly er blevet endnu bedre siden sidst," kommenterer Trix og pakker sin mad ud.

"Det er Fintry også," påpeger Alex og spiser de sidste få pastaer af min pastasalat.

"Nu du nævner ham," Bax peger på mig med en pommes frites. "Hvordan går det med hans family issues?" Han propper flere pommes frites ind i munden på samme tid. Jeg smiler underholdt og trækker på skuldrene.