The benefits of snow | ✓

bonuskapitel 0.1

1,5 år senere...

"Jeg fatter ikke, at jeg begynder på College," fangirler jeg. Min mor giver mig et stolt smil med triste øjne, og min far smiler bredt. "Jeg er så gammel," snøfter jeg falsk.

"Du vil altid være min lille pige," lover min far. Jeg himler med øjnene.

"Kliché," mumler jeg og ser ned på mine papirer igen. University of Alberta. I Edmonton. 3.478,1 km hjemmefra. Toronto er så langt væk nu. Mine forældre er 33 timer væk i bil og over 4 i flyver. Til mit held er jeg ikke helt alene.

"Værelse 39a," min mor stopper mig. Jeg nikker langsomt, tager en dyb indånding og åbner så døren. Men her er tomt. Jeg kommer først. Okay så måske er jeg også en smule tidligt på den.

"Tag den her seng," Milo styrter ind og lander på sengen i den venstre side af værelset. Jeg griner og bærer mine ting derover. Milo er allerede ved at hoppe op og ned. Min adoptivlillebror er konstant fyldt med energi. Da jeg først mødte ham på børnehjemmet, virkede han så stille og bange for omverdenen, men så adopterede mine forældre ham for 1,5 år siden, og så snart han lærte, at han var tryg hos os, og at han denne gang var et sted for at blive der, lukkede han op til den rigtige ham. En helt normal 10 årig, som nu er 11. "Kan jeg flytte ind her?" Milo hopper ned fra sengen og hopper op på den anden.

"Milo, kom ned," min mor peger på gulvet, og Milo lander der surmulende. Vi stiller en masse kasser på min seng, og jeg prøver at få styrken tilbage i mine arme. Jeg skulle have taget færre ting med. Men så ville jeg mangle dem. Så jeg har tydeligvis gjort det rigtige, selvom kasserne er tunge.

"Du må gerne flytte ind under min seng," fortæller jeg Milo og ugler hans hår. Han smiler bredt op til mig og løber hen mod vinduet. Han kigger ud, og jeg skynder mig derhen for at se på det sammen med ham. Jeg har fået en god udsigt. Jeg kan se ud over campus. Folk går rundt på græs og veje udenfor og bærer på kasser og tasker.

"Har du brug for hjælp med at pakke noget ud?" Spørger mor. Jeg vender mig om mod hende igen. Stadig med et stort smil på ansigtet. Jeg kan ikke fjerne spændingen i min krop.

"Nej. Jeg har folk til at hjælpe mig," svarer jeg. Og som om det var aftalt, træder min bedste ven ind i rummet. Alex smiler bredt til os alle og ser rundt omkring.

"Hendes værelse er større end vores. Det er ikke fair. Har du nummeret til kontoret?" Spørger Alex nogen bag sig. Han bliver skubbet ind, og bag ham kommer min kæreste ind. Han ser rundt og rynker på panden. "Jeg ved, at du er lige så utilfreds som mig. Vi brokker os og truer med at forlade holdet, hvis vi ikke—"

"Alex!" Udbryde Milo og sætter i løb mod Alex. Alex smiler bredt og sætter sig på hug, så han kan løfte Milo op i sine arme.

"Åh Gud du har taget på," gisper han og går hen til mine forældre. Jeg smiler bredt til Seb, som åbner armene.

"Jeg har savnet dig," fortæller jeg ham, da jeg krammer ham.

"Du så mig i går."

"16 timer. Det er 16 timer for meget uden dig," sukker jeg overdramatisk. Seb griner og kysser min pande.

"Ew, kvalmende kærestepar," hvisker Alex til Milo. Jeg rækker fuck. "April!" Gisper Alex. "Ikke når Milo er til stede."

"Kan vi efterlade ham et eller andet sted på campus?" Spørger jeg bedende Seb. Han lægger sine hænder på mine kinder og kysser mig forsigtigt. Jeg hiver ham tættere på. Alex mumler noget surt bag os.

"Vi er blevet inviteret til fest af vores nabo," fortæller Seb lavt nok til, at mine forældre ikke hører det. Jeg krammer ham og presser min kind mig hans stærke bryst. "Vil du deltage?"